Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle dine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.

 

 

9 kommentarer til “Hold kæft en møgunge!”

  1. Mon ikke det giver sig selv, når man ser en lille Malthe fra voksenperspektiv? Der er også en rigtig møgunge i min søns børnehave – som har så massivt dårlige kort på hånden, at jeg for det meste har mere medlidenhed med ham end med de børn, han slår.

    1. Åh, jeg håber virkelig, at det er rigtigt. Jeg kan ikke sige det, men for mig var det en ny tanke. Og jeg synes normalt, at jeg tænker på fællesskabet, når jeg gør ting. Men man er også lidt crazy, når det gælder ens egne børn.

      1. Hvis jeg ikke kendte noget til drengens baggrund, eller hvis mit barn var yndlingsofferet, ville jeg sikkert ikke være så hellig. Hvor kommer den vanvittigt irriterende tone i mine blogkommentarer fra? Shit. Undskyld!

  2. Jeg synes det lyder klogt.
    Mine forældre – pædagoguddannede begge to – har aldrig forbudt os, at lege med nogle. Eller, at der var nogle vi ikke måtte ses med, da vi blev unge.
    Og de gange jeg er kommet hjem flere år senere, og fx har sagt, at de voksne drak hjemme ved nogle af dem vi var hos, har de sagt “Det ved jeg godt – der er alle slags mennesker og de børn har også brug for venner. Og så længe vi kunne se, at I var trygge når I kom der, og der ikke var vold mv., vil vi ikke blande os I jeres venskab – for det er sundt at se alle samfundslag”
    Og det synes jeg faktisk er meget rigtigt. Man lærer meget at mærke efter selv, og opnå godt menneskekenskab og situationsfornemmelse, ved selv at sortere fra og til.
    Og kán man ikke selv det, er det jo helt ok, at forældre griber ind, hvis ungerne ender i dårligt selskab og tillægger sig vaner derfra – men jeg har selv undgået de fester hvor folk endte i stoffer og spritkørsel på scooter, når jeg havde været der en gang.

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *