Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund

I dag løb min hund hjemmefra.

Min hund hedder Nova og er en dansk svensk gårdhund på snart 10 år. Hun er en puttehund, som elsker at ligge tæt under dynen. Vi plejede at gå til agility og gå lange ture på stranden. Vi var meget tætte. Hun er en akavet hund, der f.eks. bare står og ser lidende ud, når fremmede vil klappe hende, selvom hun bare kunne gå. Hun kan ikke lide støvsugeren, går meget i vejen, og hun kan ikke holde ud, hvis man hæver stemmen og skælder ud.

Da vi fik barn, var jeg meget bekymret for, hvordan vi skulle blive en ny familie. Jeg ville gerne have Nova med, så hun fik lov til fortsat at sove i sengen og måtte også gerne slikke på Hubert og snuse til ham, da han kom hjem til os. Hun gøede, når han græd og gik trofast ved siden af barnevognen. Hun lærte sågar at sidde under den, når vi skulle købe ind.

Det gik godt lige indtil, at Hubert begyndte at røre på sig. Vi er nødt til at have baby-gitter for trappen og lukke dørene rundt omkring. Nova vil være i samme rum som os, men helst uden Hubert. Vi er nødt til at lukke af indtil køkkenet, hvor hendes vandskål står, da Hubert ellers kravler med lynets hast hen for at vælte den. Det er langt fra optimalt.

Nu ligger Nova mest under sofaen og er mildest talt skuffet over situationen. Hun knurrer og snapper, når Hubert kravler hen og lægger sit tykke ansigt på gulvet for at se til hende og stikker de små fedtede fingre hen for at sige hej. Han flår puderne væk, som jeg har sat op, så hun kan få noget ro. Jeg skal være over dem hele tiden.

Det har ikke engang hjulpet, at Hubert gladeligt deler sin mad med Nova. Han både kaster det til hende og tager gerne en bid, efter hun har fået sin. Hun er forsigtig, når hun spiser ud af hans hånd. Hun har aldrig bidt. Men det gør man jo heller ikke mod hånden, der fodrer en, vel?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke stole på hende. Hun er træt af Hubert, som kun en storesøster kan være det. Hun har oplevet et fald fra tinderne. Vi siger ikke hej til hende først, når vi kommer hjem eller putter på samme måde før. Det kan vi ikke. Vi går stadig lange ture og mange af dem hver dag. Også på stranden. Hun  bliver ikke forsømt, men hun opfører sig som om, det er tilfældet. 

Jeg måtte stoppe til agility. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til det eller lyst til at tage flere timer væk fra mit barn. Mine følelser for Nova er blevet meget komplicerede. Før var hun min elskede hunde-baby (uden jeg dog nogensinde har kaldt hende det eller omtalt mig selv som ‘mor’). Nu er hun bare pisseirriterende, og jeg sender hende tit i ‘aflastning’ hos mine forældre.

Idag løb hun så hjemmefra. Hun har flere gange, siden Hubert blev født, nægtet at komme med hjem fra tur eller med hjem fra mine forældre. På den måde er hun ret tydelig omkring, at hun er mindst lige så træt af situationen, som jeg er. Men hun har ikke før løbet decideret hjemmefra – sådan svusj ud af døren i fuld fart uden at se sig tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en guide – tre trin til et godt forhold mellem hund og barn. Men jeg kender ikke de trin. Jeg synes, jeg har forsøgt at tage dem alle, jeg kunne finde, men de virker ikke. Nova vil være enebarn.  Alt det sjove ved at have hund er væk. Hun er en belastning. Ikke fordi hun skal have mad og luftes – og ind i mellem til dyrlægen. Men fordi hun truer mit barn og er ked af at være hos os.

Hun er ked af det, fordi jeg nogen gange er flippet helt ud, fordi hun vækkede mig om natten -efter at jeg havde været oppe og amme 4-5 gange. Hun ville bare gerne ind under dynen – kunne jeg lige løfte den op? Hun kravlede på et tidspunkt ind under vores nye seng, som er så lav, at hun ikke kan komme ud igen. Det går for det første ikke stille af sig, når en overvægtig gårdhund skal kravle gennem et hul, der er 15 cm. højt. Og da jeg også var nødt til at løfte en dobbeltseng kl. 3 om natten – dødtræt og mere hidsig end nogensinde før, eksploderede jeg. Nova kan ikke klare den skældud, som det medfølger, når jeg er træt helt ind til knoglerne og bare gerne vil sove.  Åh gud – hvor har jeg været hidsig på hende – og derfor tror jeg, at hun resigneret og i stedet går efter flugten.

Vi fandt heldigvis Nova igen efter et par timers jagt. Men det var med blandede følelser. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at hun og Hubert en dag bliver gode venner, så vi kan få vores glade hund tilbage. 

Gode råd modtages meget gerne. 

5 Replies to “Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund”

  1. Åh det må være svært. Både for dig og hunden. Jeg har desværre ingen gode råd. Min mormor og morfar Golden retriever gik sin vej, når de små kusiner blev for belastende (altså, hun gik ud af rummet eller ud i haven). Min bror og jeg var hun vant til, for vi var der før hende, men de yngre var hun heller ikke udpræget fan af. Det blev meget bedre, da de små børn blev større. Håber I finder en god løsning for jer alle. Kh. Birgitte

    1. Tak for din historie Jeg håber, at Nova en dag kan gøre retrieveren kunsten efter. Det er jo det eneste, der kan fungere. At man går, når børnene er træls (for det er de jo også ret tit). Jeg krydser fingre for, at tiden læger alle sår kh. Johanne

  2. Jeg havde to børn (læs hunde) da jeg fik mit første barn og det blev en kæmpe omvæltning. Særligt for den ene hund Kira ( jo, den er opkaldt efter Kira Eggers, men det er en anden historie). Kira var en god, godhjertet og kærlig hund, indtil min datter, som Hubert, begyndte at røre på sig. Kira opførte sig som Nova. Vi kom endda så langt i “processen”, at vi fandt en ny familie til Kira. Det gik ikke, jeg kunne ikke stole på hende. I sidste øjeblik, da Kira skulle flytte, kunne jeg ikke bære det alligevel. Jeg kunne ikke aflevere hende og jeg måtte melde tilbage til familien, at de ikke fik Kira. En meget pinlig affære. I stedet gennemtrawlede vi nettet for muligheder og forholdsregler i vores situation.
    Det blev som følgende:
    Vi lod vores datter forstå, at hun skulle respektere Kiras “helle”, hundekurven, mad-og vandskål og gerne så hunden kunne se/høre det.
    Vi blev ekstra opmærksomme på ikke at lade de to være i rum sammen uden os og vi forsøgte at give Kira al den opmærksomhed vi overhovedet kunne, men vi lod den også forstå at hierarkiet var ændret.
    Det hjalp faktisk. Da vi stoppede med “kun”at skælde Kira ud og da vi ofrede den tid, som jeg vedgudved er så meget nemmere sagt end gjort, når man som nybagt forælder holder fast med neglespidserne. Men det var ovenstående eller hundehovedet på blokken.
    De endte som gode venner, min datter og siden søn og Kira, men børnene forstod Kiras “helle” og Kira forstod vores.
    Jeg håber virkelig I finder plads til hinanden alle sammen.
    Kh Sabrina

    1. Hej Sabrina
      Dejligt at høre, at det er lykkedes at vende skuden. Jeg vil prøve at have fokus på at give mere positiv opmærksomhed til Nova. Der går nok nogle år, før man kan lære Hubert at respektere hundens grænser- men vi må hjælpe ham med ikke at overskride dem. Tak for en opløftende historie!
      Kh Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *