Hvordan tager man ansvar for situationen?

Jeg har før nævnt, at det ikke er gået specielt godt med at få hund og barn til at harmonere med hinanden. Faktisk er det ca. 1 år siden, at jeg den gang fortalte om, at hunden var løbet hjemmefra af frustration over tingenes tilstand, og at vi alle sammen var ret ulykkelige over situationen. Siden da har der været radiotavshed om det emne.

Hunden holdt da også op med at stikke af hjemmefra, men hun blev ikke glad. Og det blev vi heller ikke. For et par uger siden skete det så, at Hubert – for gud ved hvilken gang – lagde sig ned og stak en arm ind til hunden, som lå under sofaen, mens jeg var et andet sted. Denne krog var efterhånden det eneste sted, hun befandt sig. Uanset om barnet var vågnet eller hjemme. Hun kom kun ud, når der skulle gås tur eller serveres mad.

Nå, men Hubert stikker i et hyl. Jeg kommer løbende fra badeværelset, hvor jeg var i gang med en form for morgenrutine. Jeg finder barnet liggende på gulvtæppet med ansigtet mod gulvtæppet og armen under sofaen. Hunden piber. Jeg råber “NOVA FOR HELVEDET!”. Jeg får fat i barnet. Han har et tandmærke i den ene pegefinger. Det bløder ikke, men han er blevet forskrækket. Jeg trøster ham. Det går over. For nu.

Jeg skærer tænder af raseri, men prøver at bevare roen – for barnets skyld.

Det er jo sådan set ikke, fordi det er den store overraskelse, at det kunne ske. Det har været tæt på før. Men i en lang periode har det ladet til, at Nova har accepteret sin skæbne, men dog uden at udtrykke nogen form for glæde eller tilhørsforhold til Hubert. Han er stadig ikke en del af hendes flok. Det er måske forståeligt, for hun er også røget ud på kanten af vores flok.

Da jeg kommer hjem og Nova møder mig logrende i døren, hvæser jeg: “jeg hader dig!”. Jeg er iskold og pissesur. INGEN skal røre min unge. Det går ikke mere det her. Det kan jeg godt se.

Jeg ringer til min mor: “mor ,vi skal tale alvorligt”. Jeg fortæller, at Nova har bidt. At jeg ikke kan se, at hun kan bo hos os mere. At det jo for helvedet ikke er blevet bedre efter to år sammen med Hubert og om lidt kommer der et barn mere. Hun bider, fordi hun er stresset. Hun er ikke en dårlig hund. Må hun flytte ind hos dem? Ellers vil jeg overveje aflivning eller prøve at finde et andet hjem til hende. Givet, at hun ikke er en hund, der knytter sig let til andre mennesker, er aflivning nok det mest nærliggende. Hun er trods alt 11 år gammel. Jeg understreger, at det ikke er deres ansvar, at hun bliver aflivet.

Min mor siger noget om at fremrykke en adoption. Det har ligget i luften længe. (Hvorfor har vi ikke talt rigtigt om det før?, tænker jeg). At hun kan bo der i en periode. Men det er ikke sikkert, at de orker det i længden. Jeg er glad. Lettet. Men også lidt irriteret over, at de ikke har delt deres tanker før, og over at jeg ikke har spurgt direkte tidligere, og over at vi ikke har lavet en rigtig aftale om fordeling af byrder og ansvar. Dagen efter flytter Nova ud. Først bare hende og en snor. Siden hen fulgte mad og legetøj.

Det er ikke den “rigtige beslutning”. Jeg sidder tilbage med en tarvelig følelse af at have svigtet. Både hunden, barnet og mine forældre. Hunden og forældrene, fordi hun jo skulle bo hos os. Det var det jeg meldte mig til den vinter i 2008, hvor vi hentede hendes hos avleren.

Barnet, fordi jeg ikke har taget hånd om situationen før nu. Og fordi det første, jeg tænkte, var “hvorfor har hun dog ikke bidt til, så vi med god samvittighed kunne aflive hende“. Jeg prioriterede det højere at leve op til mit ansvar som hundeejer og beholde hunden hos os, end at tage bestik af en situation, hvor hunden var stresset og afvisende i en grad, så mit barn faktisk ikke kunne være sikker på, at hunden ikke bider.

Det er en skod situation. Selvom det på en måde er løst godt, så føles det ikke sådan. Selvom jeg i gennem de seneste par år har lukket følelsesmæssigt mere og mere af for hunden, så er jeg ked af, at hun ikke kunne blive her. Vi har vitterligt haft det rigtig skægt sammen, og hun hørte til hos mig. Jeg elsker at have hund. Jeg har svigtet hende. Det er noget lort. Og jeg savner virkelig at gå tur og få luft for tankerne. Det gør man bare ikke, når man ikke har en følgesvend.

Jeg ved, at der kommer til at være småkonflikter med mine forældre indtil hunden dratter om. Mine forældre er ikke typerne, som lader ting passere. Jeg vil for evig tid få “sjove” bemærkninger om, at hunden flyttede ind hos dem – og der vil være en forventning til, at jeg går tur med hende, når jeg kommer på besøg – ligesom jeg vil bevare det økonomiske ansvar for hunden. Det er rimeligt nok. Jeg er taknemmelig over, at hun kunne flytte ind hos dem. Men det er bare ikke specielt sjovt, fordi det er en joke om, hvordan mit hundeprojekt styrtede i grus efter 11 år.

Tilbage står vel egentlig bare lektionen om, at det med børn og dyr ikke nødvendigvis er særlig harmonisk. Og at man ikke er særlig ansvarsfuld, hvis man alene fortsætter ned af en vej, fordi man ikke kan overskue konsekvenserne af at sige, at det ikke går længere. At være ansvarlig er ikke nødvendigvis det samme, som at holde hvad man lover.

Det troede jeg bare.

2 Replies to “Hvordan tager man ansvar for situationen?”

  1. Åh øv, sikke en træls situation for alle parter. Kæmpe sympati herfra, det har ikke været nogen let beslutning. Og kan SÅ meget følge dig i at det hverken er nemt eller ukompliceret at kalde forældre ind som assistance. Det er sgu … kompliceret nogle gange.

    1. Tak for medfølelsen. Du har så ret. Livet er altså lidt kompliceret, når man bliver voksen. Der er ikke altid gode løsninger, også må man vælge mellem de mindst skod af dem der er tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *