Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med, at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

9 Replies to “Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?”

  1. Jeg er specialkonsulent, men lægger kun de obligatoriske 37 timer på mit arbejde, og ikke en my mere. Det er ikke byrden af at være specialkonsulent, der fra tid til anden vælter mig, selvom jeg har et klart større ansvar end mange af mine kolleger. Jeg har ikke selv efterspurgt titlen, den fulgte med mit job, men den gør mig helt klart ikke mere lykkelig end da jeg var AC-fuldmægtig. Sådan groft sagt er det lidt en fis i en hornlygte, et slags plaster på såret som du selv taler om. Mit græs er med andre ord lige så vissent som alle andres. Jeg bliver sjældent misundelig på andre når de forfremmes, men jeg tænker ganske ofte med stor forundring på, hvad der mon driver dem? For – to be honest – jeg gad virkelig ikke. Måske derfor jeg heller aldrig kommer på LinkedIn og kun får de dersens mails med et emnefelt som enten hedder noget med ‘Der er folk, der kigger på din profil’ (go ahead, slå dig løs!) eller ‘Du har 138 ulæste notifikationer’ (TAK! Og det er der måske en grund til…). Man kan efterhånden fodre svin med alle os akademikere, og helt ærlig: Hvad nytte gør vi?…….

    1. Du lader til at have fået en relativ sweet specialkonsulent deal, så det er da ret fedt. På min arbejdsplads følger der en arbejdsuge på 39 timer som normtid (men der er til gengæld nogle flere fridage, så det går vist op i det store regnskab). Jeg er ikke enig med dig i, at vi akademikere ikke tilføre værdi. Men det er klart, at den er sværere at få øje på end pædagogens eller lægens.

      1. Ja, det er det jeg mener . For mit eget vedkommende føler jeg mig i hvertfald mestendels som et led i en meget besynderlig fødekæde, der starter hos en minister (måske din?), der i et anfald af noget hittepåsomhed har indført en række ændringer. Dem sidder vi så, i min organisation, og skal matche med en hverdag. Så jeg har jo lynende travlt, men ikke med noget, som ikke bliver ændret af den næste minister, og jeg synes virkelig at resultaterne – de konkrete, that is – er svære at få øje på. Vi modtager en ordre, diskuterer den, og sender den videre i systemet. Så set med mine briller er det temmelig Holbergsk fra tid til anden. Men når nu virkeligheden tilsyneladende fungerer på den måde, så udfylder vi selvfølgelig en rolle. Men jeg er stadig uendelig meget i tvivl om betydningen. Og gør jeg noget godt? For *nogen*? Måske det dæmrer for mig en dag. Kram til dig. ❤️

        1. Haha… Det er i hvert fald også rigtig nok. Det politiske system kan være et seriøst cirkus. Jeg er nok bare lidt ekstra sensitiv, fordi jeg synes, at der har været nogle kække forslag i den seneste uge om at lave ansættelsesstop for akademikere for at afbureaukratisere. Og jeg mener ikke, at det er akademikerne som finder på skøre regler. Det kommer sgu længere oppe fra. Men jovist. Nogen gange er vores job også at betjene skøre mennesker også kram din vej!

  2. Jeg hører dig Johanne! Ha! Indoktrinering – og så sandt, at det er den eneste måde de rigtigt kan hædre os på. The Holy CHKONS! Jeg er fuldmægtig, og vil nu øve mig i at bære min titel med stolthed fremover (selvom alle mine gamle medstuderende (og fellow mødre) kraftedemig er blevet senior designers) – og hvis nogle ikke kan se hvad jeg laver, så vil jeg huske på mine børn, min guitar, mine 500 kladder i google docs. Der er mange måder at skabe værdi på – arbejdet er bare een af dem.

    1. True! Guitaren og Google docs kladderne er særligt gode at falde tilbage på, hvis man skal fortælle en gode historie om sig selv. Det virker meget boheme og spændende. Men du har allerede haft ret meget spræl i dit arbejdsliv, synes jeg!

  3. Uh, jeg kender det godt. Jeg har egentlig fundet fred med at jeg er typen der bliver træt og stresset lidt hurtigere end normen og derfor har det bedst et stykke bag frontlinjen. Og når jeg forestiller mig det gode liv som midaldrende er det da også sådan noget med høns og vinterbadning og et job der lige giver til dagen og vejen. Alligevel bliver jeg lidt ked når alle omkring mig rykker frem og op. Grundlæggende fordi, tror jeg, at det føles som om de er på vej væk fra vores fælles ståsted og hvad så med lille mig?! Angsten for at blive forladt kan vise sig mange steder, tilsyneladende! På den anden side tror jeg også godt vi kan slå lidt koldt vand i blodet. Altså, vi kommer til at arbejde MANGE år endnu …

    1. Du rammer hoved på sømmet. Altså at man også står med en lidt barnlig (måske?) frygt for at blive forladt af alle de andre, som stormer fremad. Særligt hvis man har en fornemmelse af at være “svagere/mindre robust” end dem. Men det handler om prioriteringer. Altså måske er det ikke, at du ikke tåler stress, men snarere at du foretrækker ro. Det er måske nok to sider af samme sag, men sidstnævnte har mere karakter af et valg. Der er også mennesker, som “tåler stress” godt, men hvor det ikke lader til at gøre dem særligt glade, men snarere at de misser end masse andre af livets goder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *