Juletraditioner søges

Kalenderen siger december, og vi har for første gang givet os i kast med at etablere juletraditioner for det store barn i form af en pakkekalender og en lige vel hurtigt hjemmegjort mytologi omkring det her med nissen.

Men en pakkekalenderen er ikke det eneste nye. I år skal vi være værter for juleaftensfesten. Det er nervepirrende, for min families tillid til mine evner kan tilsyneladende ligge på et meget lille sted.

Min farmor har købt en juledug til mig og igår ringede hun for at høre, om vi havde vinglas. Jeg bliver hyppigt afhørt om, hvordan vi får plads til så mange gæster i vores hus.

Jeg ville nok ikke selv have købt en dug, men vi har selvfølgelig vinglas til alle, og det er min livsfilosofi, at der er da altid plads til en til. Det finder vi ud af.

Men vi skal altså naile den her jul, så jeg kan bevise mit værd som julevært. Der skal jules, som der aldrig er blevet julet før. Så jeg skal bevæge mig ud i nye discipliner, såsom at lægge dug på bordet og folde servietter. Bo Bedre, I kan godt gøre kameraet klar!

I virkeligheden er jeg mest bekymret for, hvordan jeg får gjort julen hyggelig for børnene. For det har jeg ikke prøvet før.

Et spædbarn kan man ikke rigtig planlægge efter, men hvilke traditioner har I gode erfaringer med ift. børn i tumlingalderen?

Hvornår pakker de gaver op? Hvad med sengetiderne? Og maden? Kan børn godt lide risalamande (de må vel ikke få mandler, før de er 3 vel?) eller er risengrød bedre? Julemanden – er det en god idé til en 2-årig? Og hvordan undgår man, at man selv er så optaget af at være vært, at man ikke får hygget sig med sit barn?

20 Replies to “Juletraditioner søges”

  1. Vi har altid gjort det lidt “omvendt” hos os i forhold til hvordan de fleste andre familier gør, netop for at gøre det rart og hyggeligt for børnene (og dermed også for os andre): Vi ser Disneys Juleshow kl 16-17 (med julesnacks til) og derefter åbner vi gaver, og så spiser vi først bagefter. Det gør vi fordi det ikke er hyggeligt at spise hvis børnene hugger maden i sig fordi de gerne vil have gaver og i øvrigt plager hele vejen gennem anden, det er altså op ad bakke. Det slipper man for ved at åbne gaver først, så den del er “overstået”. Når børnene så har spist kan de lege med deres nye sager mens de voksne får madro til anden og tredje portion 😉 Og denne måde er også god for tumlingestørrelser, da de sjældent kan holde sig vågne til gaveudpakning der måsen først ligger kl 20…
    Mht ris a la mande, så nej de må ikke få mandler før 3 år. Evt kan du lave en portion uden mandler i eller sørge for at hakke dem ekstra fint, så der ikke er nogen risiko for fejlsynkning. Men du kan måske også bare servere den efter børnene er kommet i seng – de ved jo ikke hvad de går glip af 😉 God fornøjelse med at være julevært, er sikker på det nok skal blive så fint 🙂

    1. Det lyder som en virkelig god slagplan, som jeg fornemmer bred opbakning til i kommentarsporet. Jeg vil tyvstjæle konceptet. Tak for fif!

  2. Vi gør i store træk ligesom Tinne. Gaver til vores to drenge på 2 og 5 kl. 17-ish, derefter julemad, og når børnene er lagt til deres nogenlunde normale sengetid får de voksne gaver. På den måde får undgår børnene at skulle veeeeente på de voksne, og de voksne kan stadig nyde en rolig aften med gaver og vin osv.
    Det virker for alle. Plus når man putter børn, slipper man for opvasken

  3. Jeg vil gerne fraråde dig at partere fire ænder med en sløv køkkenkniv mens børnene skriger og storebror tæsker de små i hovedet. Never again.
    Nå, men mine pakker gaver op løbende; jeg gider ikke lave et system som andre gæster potentielt kan blive stødt over på deres hellige julevaner. De får risalamande med hakkede mandler (ik’ ringe til kommunen, vel?) og kommer i seng, når de er trætte. Storebror var sidste år tre og gik kold på sofaen omkring midnat. Det er alligevel umuligt at putte ham, når der sker noget spændende.
    “Det finder vi ud af”-attituden duer også til børnene, tænker jeg 🙂

    1. Lyder som alle mine barndomsjule, hvor vi ofte var 6-8 børn samlet i alderen 0-12 + voksne – der vat ingen specifikke undtagelser/tilrettelser grundet alder, just go with the flow-attitude, og altid med en julemand – måske en veninde, måske en onkel, måske en nabo .

      Det fungerede sgu fint, og har altid været åndssvagt hyggeligt. Vi lærte at man skal synge en masse og hygge med maden (ink. farlig risalamande, der btw. trækkes i langdrag fordi skålene skal tømmes og alle mistænkes, før folk bekender), og fordi det netop også vár skidehyggeligt, kunne vi snildt vente på gaver, omend vi da var spændte as fuck
      Og så var der oppaknings-kaos i fremragende stil, og pludselig banker der på, og udenfor var der enten en sæk (med en gave til hvert barn) og et brev fra Julle, eller (9 ud af 10 gange) en frisk frivillig i fuld kostume, der efterspurgte rare børn og uddelte en pakke til hver fra sækken, og i løbet af ti minutter var hun/han væk igen. Så var der mere pakkeri, snolder og så fik man lov at få pakket en gave “helt ud” for at lege med den – fx en bamse, barbie eller playmobilæske. Og så hyggede man med den, til man gik kold, eller festen sluttede henover midnat.

      Håber det bliver godt!

    2. Hahaha… En lassaiz-faire mor, hvor forfriskende Jeg bruger tit metoden, men jeg oplever bare, at den tit backfire i form af børn, der kaster op, fordi de tilsyneladende ikke kan spise 200 gr blåbær og drikke 1,5 liter saftevand eller lignende. Who should have known? Så nu vil jeg prøve at være en mere myndig og forudseende forælder.

  4. Vi inviter til julefrokost, så vi mødes kl 14, spiser, ser disney juleshow kl 16 og derefter juletræ og gaver. Ingen midnats udpakninger eller overtrætte børn.

    1. Det er jo virkelig en radikal anden måde at holde jul på. Det virker optimalt, men der må du da møde mange kritiske røster fra resten af familien, eller hvordan?

  5. Den nu 9-årige har altid fået risengrød. Dels fordi, det er traditionen i den ene del af familien, så min mand og jeg har altid serveret både og. Dels fordi hun stadig ikke kan lide ris a’la mande.
    Som jeg husker det brugte hun hele juleaften som 2-årig på at trække rundt på en af mine gaver, som hun syntes var særligt stor og sjov.
    Du kan jo glæde dig over, at der stadig går lidt før traditionerne bliver nagelfaste. Så man har de tidlige år til at prøve, hvad der passer.
    Vores datter er fx b-menneske (og i voldsomt mindretal) så vi har altid spist først og pakket op bagefter. Men kun fordi det var OK.

    1. Årh, hvor er jeg glad for, at vi har et år eller to til trial and error. Og hvor gad jeg godt spise risengrød. Men min familie frøs nærmest et familiemedlem ud, fordi hun ville have kold kirsbærsovs. Jeg tør ikke foreslå, at vi dropper kirsbærsovsen helt.

  6. Vi ser Disney juleshow eller sidste afsnit af julekalender med børnene om eftermiddagen, mens de voksne hygger i køkkenet. Ved 17-tiden kommer julemanden, som er en af naboerne, for vi har et tjekket udvekslingssystem, med fælles kostume og så går fædrene på skift “i skuret efter noget”, og leger julemand hos en af naboerne. Julemanden har én særligt attraktiv gave med til hver af børnene, og det er altid hyggeligt med besøg og bagefter kan børnene lege. Derefter spiser vi and, danser om juletræ og får gaver, og derefter spiser vi risalamande. Børnene må være oppe til de er trætte, de helt små sover måske til dansen, de lidt større ved midnat.
    Husk at and og sovs og risalamande kan laves dagen før!

  7. Det de andre siger! Men hvis jeg må tilføje ang 1. Juledag… Lav det til en tradition at I *ikke* skal noget den dag. Hav nattøj på, drik kaffe, leg med de nye gaver og sov måske en middagslur allesammen. Hvis man kan slippe, kan jeg stærkt anbefale ikke at pakke semi-trætte og gnavne børn i bilen og køre land og rige rundt til Julefrokost, men i stedet bare tage den helt med ro.
    Glædelig jul til dig og dine.

    1. Jaaa! Tror at det for første år som voksen er lykkes at holde 1. Juledag fri. Det er SÅ vigtigt. Jeg har også nogle suveræne minder som barn om sløve dage med reste-mad og leg. Det vil jeg tilbage til.

  8. For mig har det vigtigste været, hvordan JEG får en dejlig jul. Altså, den treårige har jo en fest uanset og babyen er jo rimelig ligeglad. Så altså. Hvad skal der til før jeg synes, at det er så stor en succes, at jeg har lyst til at gøre det samme næste år? For mig, skal der dufte af jul. Derfor skal anden/gåsen være i ovnen i lang tid på selve dagen -here comes langtidsstegning (ja, og valdemarsro.dk selvfølgelig) sovsen er et stress moment for mig, så derfor har jeg købt andelår, som jeg allerede har lavet en fond på, så på aftenen skal der bare lidt jævning i og måske en skvis fløde/rødvin/ribsgele. Rødkål skal jeg lave i næste uge, så skal det bare varmes, kartofler er kartofler og det overlever vi nok. Vi laver grønkålssalat til (grønkålen er købt skyllet og hakket) med æbler, appelsin, figner og hakkede brændte mandler. Risalamande med tilbehør er uddelegeret (hader risalamande, men spiser det hvert år fordi jeg vil vinde mandelgaven. Vinder aldrig, så er ligeglad med opskriften), det samme er konfekt og mandelgaver. Brunkager og pebernødder er vigtigt (gammel familieopskrift fra min tipoldemor) hvis ikke jeg magter det selv, så hugger jeg et par dåser fra min far.
    Om morgenen juleaften får den treårige en større gave fra Nissen (under juletræet) som kan agere underholdning om formiddagen (i år er det et Duplo hus fra reshopper – interiøret har han fået løbende i kalendergaver) kirke er nice to, men nok urealistisk pga. baby. Men i fremtiden bliver det obligatorisk. Så middagslur og Disney juleshow og så er maden ved at være på trapperne. Ungen er med så længe det fungerer, når han bliver træt hældes han i seng (så græder han lidt, men overgiver sig hurtigt) og så åbner han resten af gaverne d. 25. om morgenen. Fordi 100 gaver nok bliver for meget for ham. Og så som skrevet ovenfor: den 25. bruges i nattøj og der hygges med legetøj og store mængder kaffe til forældrene, som puster ud og high-fiver hinanden. Well, det lykkedes sidste år (fraregnet baby, men til gengæld med døgnkvalme) så vi håber på succes igen i år ❤️

    1. Sikke en dejlig indstilling, Karen. Og fremragende tænkt med at sikre duftene af jul og at barnet får gaver både 24. Og 25. Så det ikke bliver alt for pres.

  9. Eftermiddags jul holder max – Alt gjort klar om formiddagen eller dagene i forvejen, Disney show (og kirke) om eftermiddagen, kaffe og juleknas, dans om juletræ når det mørkner og åbne alle gaver.
    Derefter leg (for børnene) med nye gaver, bobler til de voksen men det sidste laves færdigt i køkkenet, og så fredelig lækker juelmad hvor alle kan spise noget, og der er god tid til at nyde alt det man har gået og bakset med.
    Putte trætte børn eller gåtur med hunden, eller bare trække frisk luft, og så kaffe & jule snoller.
    Garanteret hyggelig og stressløs juleaften for både børn og voksne.
    Vores unger er nu 13 og 14 og nægter at lave systemet om – det er jo VORES tradition nu mor 🙂 Og det gør mig egentlig ret glad….
    Glædelig jul
    Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *