Kunsten at føre den svære samtale

red and white lifebuoy

Foranlediget af mange forskellige artikler om, hvordan man er en god ven, og hvordan man taler med folk i krise, har jeg gennem lang tid overvejet, om jeg egentlig er en god ven.

For jeg gør stort set alt det forkerte. Det vil sige, at jeg giver gode råd, jeg fortæller historier om samme tema fra mit eget liv eller omgangskreds. Jeg bliver løsningsorienteret og får lyst til at lave positive spins på selv de mest trælse ting.

Det er – hvis jeg har forstået det korrekt – alle dødssynder i forhold til at være god til “den svære samtale”. Her må man endelig ikke gøre andet, end at sige “hvor er det hårdt for dig”, “det forstår jeg godt” og “fortæl mig mere om, hvordan du har det“. En af mine veninder kaldte det “at ae med ord”. Det synes jeg er et fremragende billede. For det indfanger – hvor fjollet det føles at tale sådan med voksne mennesker. Jeg aer jo heller ikke andre voksne sådan fysisk? Man aer børn. Man aer hunde. Man aer da ikke voksne?

Nå, men inden du afskriver mig som komplet idiot, så lad mig lige fortælle videre:

I starten var jeg ret irriteret over, at der skulle være så mange restriktioner for en ærlig samtale. Men efter månedsvis af eftertanke har jeg erkendt, at det faktisk er pisse irriterende at få råd, man ikke har bedt om. Jeg synes også, at det er voldsomt upassende, hvis nogen andre prøver at gøre en lorte situation til noget godt. Især hvis det er min lorte situation. Og jeg mest bare de almindelige hverdags trælse ting at tumle med.

SÅ jeg tror, at der er noget om snakken. Jeg er nok ikke særlig god til at tale om svære ting med andre mennesker, som er i den fase, at de ikke skal løse konkrete problemer eller have råd. De skal bare holde livet ud.

Det vil jeg faktisk rigtig gerne blive bedre til. Men det er en mental barriere for mig at forestille mig en samtale, som ikke involverer en eller anden form for udveksling af synspunkter, oplevelser, råd eller dets lignende.

Så nu spørger jeg jer. Hvad er nogle gode sætninger til at tale med mennesker i krise. Hvordan – helt lavpraktisk – taler man sammen i mere end 30 sekunder uden at byde ind med noget selv? Altså andet end forståelse og support.

HJÆLP!

p.s. Jeg har også læst, at man ikke kan sige noget forkert. Hvis man er i dyb krise, så kan man ikke sige noget, som gør tingene værre. Det eneste, som er helt forkert, er at lade være at tale med folk, fordi man er bange for at sige noget forkert. Så der er da et spinkelt håb om, at jeg ikke ender i helvedet for al den handlingsorienterede krise-dialog, som jeg har bedrevet indtil nu.

7 Replies to “Kunsten at føre den svære samtale”

  1. Det er et interessant tema, synes jeg. På en måde noget, som man kunne tro var meget indlysende, men som jo kan være utrolig svært.
    Mine tanker om det er, at man kan tage udgangspunkt i sig selv – som du jo også gør – hvad synes jeg selv er en hjælp, når det er mig, der står i lorte-situationen? Det, tror jeg, er et godt udgangspunkt, når man skal prøve at vænne sig af med den løsningsfokuserede tilgang.
    De færreste har brug for gode råd, mens de fleste har brug for følelsen af, at de ikke er alene. Og deri ligger, som jeg ser det, en anden del af svaret – man taler ikke sammen (i de svære stunder) for at tale, men fordi det er en måde at *være* sammen på. Ordene skal ikke formidle konkrete holdninger, løsninger osv, men skal få den anden til at føle, at man er der, at man ser det, den anden står i og at man anerkender og forstår, at det er svært.
    Hmm, gad vide om det her giver mening og/eller inspiration i forhold til dine tanker om det?

    1. Kære Jette. Det er en god sondring. At tale sammen vs at være sammen. Det synes jeg faktisk godt kan fungere som en slags rettesnor. Men det betyder vel også, at historier om andre i lignende situationer kan være relevante. Det er i hvert fald noget, som jeg selv finder trøst i. Kh Johanne

  2. Jeg har også svært ved ikke at forsøge at hjælpe, fordi jeg så utrolig gerne vil, at mennesker, jeg holder af, kan få det bedre. Men jeg minder mig selv om, at det – når det er mig, der har det svært – kan få mig til at skære tænder, når jeg uopfordret får gode råd, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke, om folk tror, jeg er idiot? For hvis det var så nemt, så havde jeg jo for fanden selv regnet løsningen ud. Det har hjulpet mig til at flette næbet lidt.

    For mig virker det godt at tænke, at min rolle er at give folk lov at tale, enten ved simpelthen at være stille; det er forbløffende, hvor effektivt det er, eller også ved at give folk åbninger, de kan gå ind ad, som fx: “Kan du trække vejret?” “Kan du være i det?” eller “Kan du holde til det?” Min oplevelse er, at det faktisk ofte er rart for folk at blive inviteret til at sige noget af alt det, de har tænkt, og ved at stille spørgsmål af den her type, giver man dem præcis det, de har brug for: Udelt opmærksomhed og .. lov til at fylde hele samtalen, tror jeg?

    Hvis jeg er helt på glatis, siger jeg det ligeud. “Jeg vil simpelthen så gerne hjælpe, men jeg er i tvivl om, om du har brug for at ventilere, eller om jeg skal prøve at smide nogle af mine vinkler på bordet?” Den fungerer også ret godt, synes jeg.

    Og endelig hjælper det også mig hele tiden at tænke, hvad jeg kan gøre for at legalisere, at bolden bliver på deres banehalvdel. For den normale samtaledynamik fordrer, at nu har vi talt om dig, så nu skal vi tale om mig. Men når den ene er i dyb krise, virker det også lidt dumt at melde ind med, at det er træls, at fitnessmedlemskabet er steget 10 kr, så i stedet synes jeg, det føles rigtigt at stille spørgsmål til andre områder, der også bliver berørt af krisen. “Hvordan tackler ungerne det?” “Kan I snakke om det, dig og Henrik, eller er han et helt andet sted?” “Kan du koncentrere dig om at gå på arbejde?”

    Jeg ved ikke, om det giver mening, men det er de små håndtag, jeg synes, det giver mening at dreje på.

    1. Tak, Linda. Det var lige præcis sådan nogle helt konkrete anvisninger, jeg var på udkig efter. Også tre af slagsen. Det bedste ved dem er, at jeg tror, at jeg ville kunne bruge dem uden, at det bliver sådan påtaget og mærkeligt. Tusinde tak for at tage dig tiden! Det var fedt 🙂

  3. Jeg står midt mit livs hidtil største krise, min datter på fire år fik i marts konstateret kræft. Det er ubetinget barskt og rædselsfuldt, og jeg bliver voldsomt rasende, hvis nogen forsøger at sige noget positivt, fordi det kun giver indtryk af, at de ikke kan rumme hverken mig eller deres egne følelser af ubehag. Har mødt en del kommentarer som “der findes jo også immunterapi” (øh ja, men ikke rigtigt endnu for børn i DK) eller “hun er en rigtig fighter” (nej, hun lever bare og forsøger at være i det hele, ligesom os andre). Det bedste folk kan gøre, er bare at spørge konkret ind til, hvordan jeg har det for tiden, eller hvordan min datter eller hendes storebror klarer det hele hver især. Det virker også godt at spørge ind til, hvordan et eller andet praktisk fungerer, min og min mands orlov eller behandlingsplanen eller andet i den dur. Den bedste læge er hende, som bliver i sin faglighed, og som lytter og rummer min bekymring, men som altid bliver på egen (faglige) banehalvdel. Den værste læge er hende, som sagde: “jo, jo du forstår jo godt nok meget, men husk nu du er i krise” (hvilket vist betød, at i virkeligheden troede hun ikke på, at jeg kunne rumme nogle faglige forklaringer). Bedst at lade sig inspirere af den første type læge… Folk skal bare stoppe med at forklare mig, hvordan jeg rigtigt har det eller bør føle. Man skal simpelthen blive i sig selv, hvis det giver mening? Det kan godt være, at man tænker, at jeg er en pessimistisk røv, men man skal ikke dømme mine følelser, det er det værste, man kan gøre. Spørg og lyt og ræk ud, ligegyldigt hvad, tror jeg ikke på et sorgens fællesskab, det føles så ensomt, her hvor jeg er.

    1. Kære Marie

      Hvor er jeg ked af at høre, at din datter er blevet syg. Jeg tror næsten, at det sidste du skriver er essensen: At sorg er ensomt – og det er det, som ikke er til at holde ud. Som udeforstående vil man så gerne tage noget af byrden, og det kan man bare ikke. Faktisk ender det med – kan jeg forstå på dig – at blive værre, når man prøver at binde sløjfer og sende positive og opmuntrende ord. De er nok udtryk for afsenderens behov snarere end modtagerens.

      Min niece fik konstateret leukæmi for efterhånden mange år siden, da hun var to år gammel (hun blev erklæret rask som 4-5 årig). Så jeg har set et børnekræftforløb fra sidelinjen, hvor jeg mest hang ud med hendes storesøster for at aflaste familien lidt ind i mellem. Men jeg forstår formentlig stadig ikke 100 pct, hvordan man som forælder har det. Man skal nok stå i situationen for at kende rædselsfuldheden til bunds. Jeg håber, at I bliver tilbudt alt hjælp i verden – og nogle fællesskaber med andre familier. Det er virkelig sødt af dig, at du tager dig tid til at skrive til mig herinde. (se nu blev det alligevel lidt sætte sløjfer på alligevel, undskyld).

      Jeg vil tage din historie og gode råd med mig videre og forsøge at spørge ind til konkret trivsel og praktik og ikke drage konklusioner eller insistere på optimisme. Det må være os – uden sygdom/krise – der skal forsøge at tilpasse vores måde at være på til jer, som står i krisen. Sådan må det være.

      Kærlige hilsner
      Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *