Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.

9 kommentarer til “Kvindekamp og drengeopdragelse”

  1. Hørt – og det er jo heller ikke så pissefarligt at anerkende at vi er forskellige køn. Og forskellige mennesker, derefter.
    Kampen er om ligehed og frihed til at vælge, for begge køn – ikke om en gammel strid hvor mænd havde magten (som de skal bøde for ved at rulle på ryggen) eller om hvem der vinder 😀

    1. Jæææs, men ved snart ikke om det ikke er farligt at indrømme, at vi er forskellige køn. Altså det er i hvert fald en slippery slope, som bringer selv bioligi-professorer på glat is . Men jeg er sådan set ikke uenig.

  2. Jeg har også en skøøøøn dreng, som både drøner rundt i mudder, klatrer i træer og slider knæerne på bukserne op – og så kan han blive blød som smør over en kattekilling eller en hundehvalp, eller sin bedste vens lillebror på 7 måneder <3 Han er sin helt egen, med sin helt egen personlighed og er lige så forskellig fra andre børn, som vi voksne er fra hinanden.

    Jeg er ikke tilhænger af "unisex"-ideen, altså den, hvor vi skal være "høn" allesammen og ikke må identificere os med et køn – for vi ER forskellige, det ligger kodet i generne, og generne koder altså også for hhv. dreng-pige/mand-kvinde. Det andet bliver i min optik forceret og kunstigt …

    Min tilgang er at følge mit barn i det, han selv synes er fedt. Han kan godt lige drengelegetøj, skydere og skydespil på ipad'en, og ved ikke engang hvad pigerne i hans klasse hedder (han går i 1.). Det skal nok komme – hvis han ellers viser sig at være til piger 😉

    Humlen må være at vi opdrager vores børn til at respektere andre mennesker, uanset køn, og behandle alle med samme respekt. Og så lade drenge være drenge, og piger være piger 😀

    1. Det lyder som en dejlig dreng, du har. Jeg er meget enig med dig, at den handler mere om grundlæggende respekt for andre mennesker, end det handler om ensretning mellem kønnene. Det er bare svært i praksis, når vi kommer til de punkter, hvor visse typer af adfærd (som er koblet til køn) bliver belønnet mere end andre af samfundet. Det gælder jo både de urolige drenge, som klarer sig dårligt i skolen, fordi den ikke er indrettet til dem. Eller de flittige piger, som tror, at hvis de bare er topvelforberedte og dygtige, så vil folk anerkende det og belønne dem for det med forfremmelser og lønstigninger. Men det er der sgu ingen der gør. Vi må se, hvor meget af verden vi kan ændre ved at få nogle gode drenge ud i den 🙂

  3. Fedeste billede ever!
    Herhjemme arver lillebror mange af sine strømper fra storesøster, så det er ikke sjældent set at han går i børnehave med lyserøde elsa strømper – og han er ophøjet ligeglad.

  4. Indtil jeg selv fik børn troede jeg virkelig på, at det med at drenge leger med biler og piger leger med dukker var en social konstruktion. Derfor købte jeg ingen biler til min lille søn, men masser af bøger og bamser osv. Det eneste han var interesseret i var en bold (og sut og babs). Indtil min veninde kom med en bil til ham. Han så sig ikke tilbage og fra da af – ungen var 3 måneder gammel – var det kun noget med hjul, der var interessant. Han var tit syg da han gik i vuggestue, og jeg har kørt så mange gange med metroen fra endestation til endestation fordi det var the shit. Et af hans første ord var “gravko”. Min dreng nr 2 var på samme måde.
    Nu har vi fået en pige for 14 mdr siden og hun værdiger ikke alle de mange biler, vi har et blik. Til gengæld render hun rundt med et tøjdyr under armen konstant og hærger generelt meget mindre end de store gjorde. Til gengæld prøver hun at trøste, hvis en af de store græder.

    Det er jo ikke bevis for noget, andet end at børn er forskellige. Nu har jeg beskæftiget mig med reproduktiv sundhed og evolutionsbiologi ret indgående de sidste 5-10 år, og det er at stikke sig selv blår i øjnene at forestille sig, at der ikke er biologisk forskel på mænd og kvinder. Prøv at spørge enhver kvinde, der har været gravid og ammet om ikke hormonerne i kroppen betyder noget for deres psykiske tilstand. Det gør det altså også for hjernens udvikling i fostertilstanden og hele livet derefter.

    Vi skal ikke gøre vold på biologien og bilde os selv ind, at det ikke betyder noget, for det gør det.

    Jeg går ikke ind for biologisk determinisme, altså fordi kvinder er de eneste, der kan blive gravide, føde og amme, så skal de gå hjemme med de små børn. Men en større grad af forståelse for de processer, der har formet kønnene og forholdet med børn og voksne vil være hensigtsmæssig og efter min mening kan det forklare nogle af de ting, vi ser i samfundet. Fx er det klart vist, at jo mere ligestillet et samfund er, i jo højere grad vælger kvinder mere traditionelle kvindefag.

    Betyder det, at kvinder skal have færre chefstillinger eller færre forskningsmidler? Nej, det gør det fandeme ikke. Og jeg er ved at kaste op over de forsøg, som viser, at hvis der står en mands navn på et givent CV er det mere sandsynligt, at han bliver ansat end hvis der står en kvindes på det samme CV. Det er dér, der skal sættes ind!

    Men det betyder måske, at vi ikke skal være så ivrige for at mase vores børn ned i intetkønnede høn kasser. Og det er ingen kritik af dig, for jeg fornemmer din egen ambivalens, men for mig handler det om at lade børnene selv vælge, hvad de vil lege med og i et eller andet omfang hvad de vil have på af tøj (det er meningsløst med en 15-mdrs krudtugle, I know). Jeg har aldrig givet mine drenge lyserødt tøj på for at lave et statement, men de har fået neglelak på, hvis de har udtrykt ønske om det og der er ikke noget, der hedder pigefarver og drengefarver.

    Og det er jo så pisse meget løgn, for min datter går i lyserødt stort set dagligt. Da jeg var barn drømte jeg om at være prinsesse, have langt hår og gå i strutskørt hver dag og mit hedeste ønske i årevis var en barbiedukke, som jeg ikke måtte få for mine hippieforældre. Så det går nu ud over min datter. Hun kan ikke selv udtrykke en holdning, men det virker allerede nu til, at det skal hun nok komme til. #fierce

    Så. Det blev rodet og langt, men jeg vil nok frem til, at det for mig handler om, at det er vigtigt at se individerne og deres personlige karakteristika mere end at det er vigtigt at bandlyse barbiedukker (det var fandeme nærmest et traume, #firstworldproblem). Hvis pigerne vil være vilde, skal de have lov og plads til at være vilde, og hvis drengene vil lege med dukker, skal de have lov og plads til det. Men jeg synes ikke, at det er et mål i sig selv at pigerne skal tæve løs på en bold og drengene skal nørkle med smykker. Der skal ikke være en værdiforskel mellem de forskellige ting, og de drenge der er i krearummet skal være der som en naturlig del, samme med pigerne på boldbanen.

    1. Hej Astrid. Tak for din lange og kloge kommentar. Jeg er meget enig. Og jeg har nok gennemgået sammen erkendelse som dig. At det biologiske køn betyder mere end jeg først troede. Jeg forsøger sådan set også bare at sikre mig, at det ikke er mig, som præger ham til at blive vild med biler. At han bliver introduceret for forskellige muligheder. Fordi samfundet skal nok sørge for at fortælle ham, at drenge kan lide biler. Men jeg er glad for, at min ambivalens skinner igennem. Jeg ved godt, at lyserødt tøj som statement er fjollet. Men det er ikke mere fjollet end sløjfer i ‘håret’ på baby-piger.
      Men det er nok værdi-dommen, som du også nævner, som man skal være mest obs på. Ikke at sige at den ene aktivitet er bedre end den anden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *