Længe siden i grunden….

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået skrevet herinde. Selv om de fleste af jer sikkert ikke har skænket det en tanke, så jeg har tit tænkt på, at jeg skulle til at stikke hovedet op igen. For jeg har savnet at høre fra jer i det her lille fællesskab, som vi har bygget op herinde.

Der lå endda nogle kommentarer, som jeg ikke vidste var kommet – om dramatiske udviklinger i jeres liv – såsom at sige sit job op uden et andet på hånden – og om at ens barn bliver diagnosticeret med kræft.

I det lys bliver de problemer, som vi alle sammen tumler med i forhold til jobtilfredshed og retningen på voksenlivet, små. Livet er mærkeligt på den måde.

Der er nok ingen af jer, som har overset, at Christian Eriksens hjerte stoppede med at slå for en kort stund under lørdagens kamp mod Finland. Jeg så kampen med mine børn og mand. Jeg blev – ligesom mange andre – meget berørt og bekymret, da Simon Kjær løb over banen og kaldte samaritterne hen, da kampen blev suspenderet og en kommentator sagde noget ala “han er helt død i øjnene” – og man bag muren af holdkammerater kunne ane hjertemassagen var i gang.

Der er sagt og skrevet mange ting om den episode allerede. Det er nok også dækkende for mine trivielle betragtninger. Det var bare en stærk og ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Og hvor hæsligt det er, at livet kan slutte om et øjeblik. Hvad enten det er et hjertestop, en vanvidsbillist eller sygdom. Vi ignorerer alle sammen livets skrøbelighed i det daglige, fordi det vilkår, at vi alle sammen skal dø, ikke er til at holde ud.

Jeg sad selv den lørdag aften efter Eriksens kollaps og lagde en eller anden håbløs regeringssag op for tredje gang med ordene til mine chefer: “Hvis vi kun havde én dag tilbage at leve i, så var der næppe nogen, der gad læse den her sag for tredje gang“. Det er let at blive dramatisk, når man har været vidne til et ungt menneske dø og blive genoplivet.

De her situationer giver os tunnelsyn. Hvor alt andet er lige meget.

Jeg var til et oplæg med Olga Ravn for en måneds tid siden, hvor hun talte om det “dybe liv”, som vi kom i kontakt med, når vi oplevede fødsler, sygdom og død. Hvor man kom i berøring med en dybere forbindelse til mennesker, der har levet før og mennesker, der kommer til at leve efter os. Hvor alt det andet shit, vi går rundt og bruger tiden på forekommer som små ligegyldige krusninger på et meget meget stort hav. Det begreb gav genklang hos mig. Men jeg kan ikke fastholde følelsen fra de her situationer. Det er nok ikke meningen, at man skal det. For nogen skal jo gå op i, hvad vi skal have at spise – og hvem der parkerer ulovligt.

Det var egentlig planen, at jeg ville liste en masse ting, som jeg havde lavet siden sidst – men det må blive en anden dag.

Det er rart at være tilbage.

8 Replies to “Længe siden i grunden….”

  1. Jo jo, jeg har skænket det en tanke – og kigger forbi med mellemrum. Alle møder selvfølgelig det “dybe liv”, men jeg tror, der er forskel på, hvor hyppigt folk støder ind i tankerne om liv og død. Eller er det bare fordi jeg bor i en rådden lejlighed og parkerer ude på en forholdsvist trafikeret vej, så jeg hver morgen med tre små børn, der skal over vejen og ind i bilen liiige mærker suset af “jeg håber sgu også alle overlever i dag”?

    I lettere medier kan man tit støde på historier om folk, der efter en lang periode med et liv med 200 km/t er crashet, lagt ned af stress osv., for derefter et genopfinde et langsommere liv i bedre balance yada yada. Jeg fatter det ikke. Hvordan kunne de ikke se, hvad de havde gang i, dengang de levede med 200 i timen? Knagede det ikke? Hvorfor lod de ikke opvasken stå og lagde sig syge en mandag med akut livslede for derefter at genoverveje deres liv, FØR de blev syge af det? Jeg forstår ingenting af de historier og er måske lidt forsmået, fordi damebladene nok ikke ringer til det her arbejdssky element for at skrive en transformativ livshistorie. Har det egentlig noget som helst med din blogpost at gøre? Jeg ved det ikke.

    1. Jeg ved ikke, om det egentlig relaterede sig til mit indlæg :). Men jeg er 100 pct. enig med dig. Jeg har altid undret mig over, at folk først opdager at de er kørt ud over kanten, når de ligger i bunden af en dal og raller med alle deres brækkede knogler. Jeg tænker, at den kant må have været til at få øje på og undgå i de fleste tilfælde (der er nok noget med akut og alvorlig sygdom, hvor det kan være svært at gøre andet end at køre ud over kanten og håbe på det bedste). Mit gæt er, at det må være en personlighedsting. For hvor du og jeg tilsyneladende konstant mærker efter og kan se, at den er gal i god tid inden det går helt galt, så tror jeg, at der er andre, som ikke “spilder tiden” med den slags. For mig er det ikke er valg, men mere en besættelse. Der er mange situationer, hvor jeg tror, at det er en fordel at kunne være så fokuseret på et mål, at man får tunnelsyn og er sikker på, at man kan nå derhen. Koste hvad det vil. Så sikker er jeg aldrig på nogle valg. Så det bliver svært at give sig selv 100 pct. Men fordelen er så, at man også får holdt sig tilbage i nogle situationer, hvor det er gavnligt at gøre det.

      1. Før jeg begyndte at arbejde forstod jeg det heller ikke. Jeg er ikke specielt ambitiøs eller karrieremindet, og troede helt ærligt jeg ville kunne finde ud af at dukke mig. I mangel af bedre udtryk. Men mit første faste fuldtidsjob var på et bibliotek (ganske almindeligt kommunalt folkebiblioteksvæsen. Man skulle *tro* det var fredeligt nok) der skulle flytte og udvide og have forlængede åbningstider, overgå til projektform (whatever that is!), personalet mistede de faste kontorpladser, indeklimaet svingede mellem 12 og 35 grader, politiske karrierer var på spil, ledere var sygemeldt i år ad gangen, lånerne begyndte uhæmmet at skælde ud på personalet, byggeriet blev forsinket. Der var daglige rundvisninger hvor vi skulle fortælle kolleger fra hele landet hvor godt vi havde det. Hvilket vi gjorde. Og to år senere havde jeg psoreasis, astma, græd hver morgen (men det gjorde de fleste), ugentlige migræner (men det havde hele mit team. Vi aftalte det ikke var grund til at melde sig syg), havde skrigekonkurrencer med kolleger om kontorpladser, så ikke venner eller gik til koncerter længere (fritiden gik med at HVILE). Og var fuldstændig overbevist om at jeg var uegnet til arbejdsmarkedet og aldrig ville få et andet job. Så for mig var det mere en mild version af Stockholm-syndrom. Jeg savner stadig de mennesker jeg arbejdede sammen med. Har aldrig oplevet så nært et kammeratskab – eller drukket så meget alkohol sammen i toget hjem … Det blev lidt langt – såret er vist stadig lidt råt her syv år senere 😉

        1. Hold da op en historie, Kirstine! Det er var da sindssyge tider på folkebiblioteket. Du har sgu nok ret i, at alle kan blive hvirvlet ind i en SÅ usund kultur, at det er svært at se sig ud af. Stockholm syndrom lyder som den rigtige diagnose. Det glæder mig, at du kom ud af det… Sagde du op, fik et nyt job eller lukkede biksen? Jeg er ked af, hvis det lød for meget som om, at det er nogens egen skyld. Det var ikke sådan ment. Det er mere, at ens styrke også kan være ens svaghed og vice versa. Men det er nok meget ift at prioritere sin tid. Ikke at være blevet en del af et helt sygt miljø. Det lyder som en fuldstændig dysfunktionel arbejdsplads.

          1. Det var ret vildt, og jeg blev helt fartblind. Til sidst fik jeg et andet job efter et par års jobsøgning der føltes som et kapløb med min egen faldende employability. Det nye var heller ikke perfekt, der var en kultur af regler og kontrol som blev snærende med tiden. Til gengæld fik man laaang tid til sine opgaver, hvilket gav mig et par måneders ro til at stene kattevideoer. Ikke udpræget etisk korrekt, men lige hvad mit nervesystem havde brug for … Og SÅ fandt jeg mit lille hyggelige bibliotek hvor vi løfter i flok og har det godt imens 🙂 Men det er meget interessant hvad der er kultur og hvad der – basalt set- er natur. For der var nok også nogle ting i mig der var modtagelige selv om jeg ikke havde nogen drøm om livet i overhalingsbanen.

Skriv et svar til Kirstine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *