Mariehønen evigt sur…

De seneste par uger eller måneder har en nagende fornemmelse vokset i mig. 

Det er efterhånden så længe siden, at jeg blev mor og stoppede med at amme, at jeg ikke kan gøre mig nogle forhåbninger om at smide flere kilo uden at skulle lægge en solid indsats.

Jeg læste i en af de helt store forældre-bøger, at man skal sørge for at tabe graviditetsfedtet igen efter hver fødsel. Fordi hvis man har de der ekstra fem kilo, så vil de blive hængende og vil vokse yderligere med eventuelt nye graviditeter. Den formaning blev hos mig. 

Derfor var jeg så glad, da kiloene raslede af, da jeg ammede. Jeg kunne tyre marabou i fjæset og stadig tabe mig. Det var himmelsk. Men amningen aftog, det gjorde mit indtag af søde sager i ukontrollerbare mængder ikke. Så fra at være to kilo fra før graviditetsvægten, er jeg nu syv. Det skete bare.

Jeg kunne ikke holde mig selv i kort snor, når jeg var så træt og fucking sulten hele tiden (for slet ikke at nævne tørstig!).

Mens jeg var nybagt mor, var jeg fuldstændig blæst bagover af beundring af og stolthed over, hvad min krop kunne. Men det har aftaget i takt med, at jeg læser om jeres andres madkvaler og hører/ser andre være helt strygebrætsmagre få måneder efter fødslen (det har aldrig været en risiko for mig, for rigtig tynd har jeg aldrig været).

Jeg er ked af, at jeg er blevet småtyk og har måtte gå nogle buksestørrelser op. Men jeg er faktisk endnu mere ked af, at jeg er ked af det. Kedafdettehed i anden.

Jeg føler mig som mariehønen evigt sur, der altid finder håret i suppen og ikke giver nogen – og slet ikke mig selv en – pause. Det kan satme godt gøres bedre. Løb en tur og spis noget salat. Stram dig lige lidt an.

Jeg er typen, som i den grad bruger mad som belønning, hvis noget har været hårdt eller svært – eller hvis noget skal være virkelig hyggeligt. Så derfor er det fuldstændigt vanvittigt at forestille mig, at jeg ikke må spise søde ting igen, eller at jeg skal kontrollere det virkelig meget. Der ligger så meget livsglæde og (selv-)kærlighed i mad for mig.

Jeg ved ikke, hvad moralen er. Jeg vil ikke være tyk. Men jeg vil heller ikke for alvor gøre tingene hårdere for mig selv, end livet allerede er. Jeg kan bare mærke, at min utilfredshed med mig selv stiger, når jeg hører andre sige, at de gerne vil tabe sig – eller nu må de også tage sig lidt sammen og gå i fitness. Som gødning til et frø, der allerede har slået rødder i mig. For jeg ved godt, at tanken også ligger i mig selv.

Så det er vel kontraproduktivt, at jeg hælder det samme ud i æteren. Men kan ting ændre sig, hvis man ikke er rigtig utilfreds med dem? Kan man tabe sig uden at være sur på sin krop?

Jeg håber det. For jeg synes oprigtig talt, at min krop gør det ret godt. Det er ikke let at bære mig rundt hele tiden.

 

7 Replies to “Mariehønen evigt sur…”

  1. Dagens bedste tekst.

    Det ER virkelig svært at være kritisk over for sine vaner uden samtidig at slå sig selv for hårdt oveni.

    Dine ord sætter tanker i gang. For … jeg tænkte også, at de søde sager gjorde mig glad. Men på et tidspunkt kunne jeg se, at det ikke var glæde alligevel. Det var noget andet. Søde sager var lissom min belønning for dårlig søvn og ammesvamp og en hverdag uden voksne, intellektuelle input (barsel, du ved). Og dén erkendelse var lidt hård, for omkostningen ved belønningen gjorde mig ikke glad. Jeg tog på, og jeg havde ikke energi nok til at være den barslende mor, jeg gerne ville være, med et blodsukker på rutsjetur.

    Med fare for at træde over grænsen her. Er du sikker på, at det er ægte glæde, du finder i de søde sager? Kan det være det, når konsekvensen gør dig ked af det?

    Fair nok, hvis det er! Jeg prøver bare at pirke til det. Og sige, at det er hårdt at lægge vanerne om, men at man ser anderledes på mad og slik, hvis man nulstiller sin søde tand i en uges tid og genfinder sin sult og mæthedsfornemmelse. Jeg er selv midt i det. Mad er igen ved at blive min benzin, ikke min belønning. Belønning er i stedet at kunne lukke mine yndlingsjeans igen. At kunne lide mit eget spejlbillede uden makeup igen, fordi huden er friskere. At føle glæde ved smilerynkerne om øjnene, som pibler frem efterhånden som kroppen slipper den væske, den har bundet.

    Okay. Jeg ved ikke om jeg er helt vildt upassende her. Jeg lider af voldsom selvreference, jeg ved det. Min sandhed er ikke nødvendigvis andres sandhed. Jeg studsede bare over ordet selvkærlighed blive brugt om de samme søde sager, som du skriver gør dig ked af det.

    Jeg tier stille nu. Send en mail, hvis du har lyst til at sludre, men ikke gider det her i tråden – baby@icarriedawatermelon.dk

    De kærligste hilsner
    Karoline

  2. Hmm…
    Jeg kan virkeligt godt genkende at mad er selvforkælelse. Det der virker bedst for mig er at finde andre ting at forkæle mig selv med. Det kan være sund mad/snack eller ting (også gerne oplevelser, men med 3 børn er der ikke så meget tid til den løsning). Lige nu, 4 mdr efter fødslen, er jeg i gang med at tabe de “sidste 10kg”, og for mig kræver det fokus på kosten og motionen – forhåbentligt når jeg det før amningen slutter og det bliver rigtigt svært 😉

    1. Hej Anne. Jeg tror også meget på, at man skal lede efter lækre erstatninger. Faktisk tror jeg ikke, at jeg belønner mig selv med andet end mad! Hvis jeg skal tænke på belønne-oplevelser, så ville jeg også tænke lækre middage eller drinks. Av av. Det kilo der repræsenterer jo også tabt frihed – og manglende muligheder for at prioritere sig selv… Det der med at føde børn?! Det er sgu ikke for hvemsomhelst. Jeg håber, at du bliver glad! Kærlig hilsen Johanne

  3. Jeg genkender det fuldstændigt! Jeg var nede på min før-vægt igen kort efter fødslen af min søn, men fordi mine dårlige, søde vaner blev hængende efter ammetid, så er jeg nu +13 kg fra før-vægt … og min søn er 7. Det der med at få tabt sig er ikke rigtig sket for mig – af utrolig mange grunde, men først og fremmest manglende overskud i forhold til kost og motion.

    Til gengæld er jeg gået i gang med podcastserien “Detox din hjerne” af Morten Elsøe og Anne Gaardmand – den batter! Der får du ALLE forklaringerne på hvorfor din krop gør som den gør, hvorfor det er så pissesvært “bare lige at tabe sig”, og værktøjer til at få et fornuftigt forhold til mad. Find den her:

    http://www.mortenelsoe.com/podcasts/detoxdinhjerne/

    1. Tak for fif. Det må jeg helt klart tjekke ud. En del af min bekymring er netop også, at jeg måske aldrig får tabt mig. At det er urealistisk. Og jeg vil simpelthen ikke bruge resten af mit liv på at være sur på min krop, som ikke har gjort andet end at tjene mig virkelig godt. Spørgsmålet er hvad der er det primære mål? At være glad eller at være tynd?

  4. Min hjerne (og hjerner generelt) er vildt dårlig til at forstå et nej. “Du må ikke tjekke din telefon hele tiden” eller “du må ikke spise en skål morgenmad hver aften” funker ikke for. Så virker det bedre (i hvert fald de fleste dage) at *gøre* noget. Æde en masse kål (slanker ikke i sig selv, men hey, vitaminer og mindre plads til slik …) eller pakke menageriet i klapvognen og gå en lang tur (så gik der tid med det, og frisk luft og motion gør mange gode ting). Og så prøver jeg også at huske at en træstamme fra Kvickly ER en fin ting (forbud får den del af min hjerne der frygter hungersnød, til at gå crazy), men syv om ugen er ikke syv gange så fint som en om ugen. Lov om aftagende udbytte og alt det der.

    1. Det er lige præcis det der, jeg håber jeg kan lære. At det ikke handler on forbud, men om at finde på noget andet at lave. Og hvor har du ret om træstammerne.

Skriv et svar til Linedanser Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *