Masser af succes

Min mand er lige blevet forfremmet. Det er virkelig skønt – menneskeligt og økonomisk. Jeg er meget stolt af ham. Han er pisse dygtig og dejlig og sej.

MEN der også den lidt nagende bitterhed over, at hans karriere har syvmile-støvlerne på, hvor min egen i bedste fald træder vande i en blespand. Det føles uretfærdigt. For han har jo også fået to børn, men han fik dem til en noget lavere pris.

Hvad stiller man op med den tarvelige følelse? Min succes bliver jo ikke større af, at hans er mindre.

Jeg ønsker ham alt godt. Hånden på hjertet! Det prikker bare til min generelle identitetskrise over at være på lang barselsorlov, erkende at jeg er en del af statistikkerne over kvinder, der snakker bagud ift mændene også aner jeg ikke, hvad jeg vil med mit (professionelle) liv.

I stedet står jeg her som (midlertidig!) hjemmegående husmor med en mand, som tjener mere og er bedre uddannet end mig.

Teenage-Johanne would definitely not approve!

12 Replies to “Masser af succes”

  1. Altså, først ville jeg skrive, at jeg til fulde forstår dine følelser. Jeg har til dels selv haft dem. Men så kom jeg til at tænke på, om det egentlig (måske?) lidt er dit eget bevidste valg? Jeg kender ikke jeres liv eller økonomi, men din mand kunne vel også gå på barsel? Omvendt så må vi kvinder nok acceptere, at manden trods alt ikke kan bære, føde og amme barnet. Dermed ikke sagt, at det er kvindens lod at gå hjemme på barsel. Selv tog jeg tilbage på job efter 6 måneder på barsel. Det var meget priviligeret i min optik, men jeg tænker at tiderne også har ændret sig ift. for 15 år siden. Kh. Birgitte
    PS. min kommentar er ikke for at underkende dine følelser omkring emnet, blot en refleksion.

    1. Du har ret i, at jeg jo skal owne mine egne valg og huske det. Og det prøver jeg også at minde mig selv om. Men den lange barsel er et biprodukt af, at vi skal på tjenesterejse med min mand og hans arbejde i 4 måneder. Så det er et valg truffet mhp at gøre noget mere godt for min mands karriere, hvilket godt kan svi lidt ind i mellem.

  2. Tja, hvad stiller man op med sådan en følelse. Jeg forstår den rigtig godt. Deler den også på nogle punkter, ikke lige karriere, men den selvfølgelighed hvormed min mand (og mange andre mænd med ham) får plads til sig selv om sine projekter. Det jeg tænker du kunne gøre var at gøre det klart at når du engang finder det projekt eller den videreuddannelse der lige passer dig, så er det hans tur til at støtte op og tage noget slæb. Ikke sådan aggressivt og noget fro noget-agtigt, bare fordi at det er sådan I gør i jeres familie (hvilket du beviser lige nu at det er …)

    1. Ja, det er heller ikke nødvendigvis karrieren, som behøver at blomstre. Men lige nu er jeg jo nærmest i husarrest. Jeg håber virkelig, at jeg stadig har fantasi til at tænke egne projekter, når de her børn en dag slipper taget.

  3. Måske læser man bogen “Ambitiøse mødre”? Jeg har lige opdaget den og ved ikke, om den er noget ved, men den handler om lige præcis det her og har tilsyneladende nogle gode pointer.
    Ellers ved jeg ikke noget. Jeg har fået børnene under studiet og starter derfor mit arbejdsliv forholdsvist sent og med tre små unger, så ingen gode råd her fra. Som en af de andre kommenterer, så må mandse betale tilbage senere, når det der dig og dit projekt, som er i fokus. Your time will come! Lige nu: Tillykke til ham 🙂

    1. Tak, Marie. Den må jeg tjekke ud. Og jeg håber virkelig at min tid kommer. Hæhæ. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at få indkasseret det skyldige beløb

      1. Du KOMMER til at have energi og fantasi til dine egne projekter, når husarresten er forbi! Du har for nylig skrevet om, hvor gode du og Mand er sammen. Det kommenterede jeg ikke på fordi det næsten var for positivt til min smag, hæ hæ… Men han lyder som en fin fyr, så mon ikke han er enig i, at han engang i fremtiden kan tage en større del af slæbet hjemme, når du får mulighed for at shine? ☀️

  4. Hæ. Jeg har det på præcis samme måde. Er både stolt og glad og alt muligt på min mands vegne. Men det rykker også i mig for at komme videre – og simultant med det er jeg allerede ved at gå i spåner over at barslen slutter til sommer. Modstridende much? Ja, bestemt. De sidste par uger har jeg dog opdaget, at jeg (sjovt nok) er mest frustreret når babyen sover dårligt, er syg, den treårige spasser ud og lejligheden ligner Jerusalems ødelæggelse. Så dyb indånding. Og så lægger jeg planer, mærker efter og skriver lister over ting jeg gerne vil opnå. Det hjælper lidt. Men jeg vil stadig bare gerne det hele. Uden egentlig at betale nogen af omkostningerne. Så deeeet. Tja. Har vist ingen pointe ud over: det er totalt genkendeligt ! Håber søvn, frisk luft og en kop kaffe med en god veninde kan hjælpe. Det gør det i hvert fald her!

    1. Dejligt at vide, at jeg ikke er alene. Og jeg vil gøre dig kunsten efter ift at lave lister. For jeg synes altid, at jeg står lidt rådvild tilbage, når der opstår et øjebliks ro. Hvad faen var det egentlig jeg ville. Hæhæ

  5. Altså, nu håber jeg ikke, at jeg er patroniserende, for det er virkelig ikke meningen… Mine børn er ældre end dine (7 og 4), barselsorlov og hjemmehygge er et forlængst overstået kapitel, og hverdagen kører afsted i hamsterhjulet. Men den, der sidst fik forfremmelse og lønforhøjelse hjemme hos os, var mig – og vi har begge to et job, vi er glade for, og hvor vi tjener ca det samme. Plus vores pensionsopsparinger er omtrent lige store, så heller ikke der er en straf for 2*babypause. Jeg synes, at Idabidas billede med en lineal på 1 meter, der måler hele livet i år, hvor tiden med helt små børn måske bare er 5 cm, er et rigtig godt billede på, hvor lidt den tid fylder i et langt (arbejds-)liv. Sænk skulderne, vær stolt af manden, glem linkedin og få lidt sol på næsen, imens vi andre passer arbejdet i dette forår 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *