Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

12 Replies to “Max presset”

  1. Shit … Jeg ville gerne sige, at dine chefer vel ikke kaster opgaver over på dig, som de ikke tror, du er kvalificeret til – men det lyder virkelig voldsomt. Vær rød næste gang.

    Vil i øvrigt gerne vædde med, at dine “syge” kollega heller ikke lige havde fået læst rapporten!

    1. Hej Cecilie. Hvem ved – måske du har ret. Det ville være en god måde at slippe uden om 😉

      Tak fordi du læste med. 🙂

    1. haha… Ja, lønnen er ikke værd at skrive hjem om. Jeg kan afsløre, at vi har fået en så sweet deal, at de første 20 timer, vi arbejder over i et kvartal er uden ekstra betaling. Suk. Tak fordi du læste med, Karoline. 🙂

  2. Ooohhhh, det der lyder ikke helt sundt, det der Skynd dig at trække i håndbremsen, inden bilen crasher ned af skrænten …

    Har selv arbejdet i ministerium (styrelse), så jeg genkender billedet!

    Pas på dig ❤️

    1. Jeg bliver altid overrasket over, hvor stærke reaktion jeg får fra jer, når jeg skriver om mit arbejdsliv. Det er SÅ sundt at få at vide, at det ikke er helt normalt. Det får mig til at kigge lidt op fra skrivebordet. Tak fordi du skrev, Line 🙂

  3. STOOOOOOP! Johanne, for pokker. Næste gang I leger trafiklys-leg, må du altså LOVE at kategorisere dig selv som højrød. Bourdeaux, nærmest. Det der går jo ikke. Jeg håber virkelig, at det snart ændrer dig, eller at du får et andet job. Det lyder som helt umenneskelige arbejdsforhold. Pas på dig selv <3

    1. Jeg lover, at jeg vil (prøve at) blive bedre til at sige fra over for uoverskuelige opgaver. Tak fordi du skrev, Louise 🙂

  4. Guuud, jeg er vild med idéen om farvekodningen – og den omsorg og det ledelsesANSVAR, der ligger i en leder, der hjælper med at fordele og prioritere opgaver og tilføre (!) ressourcer. På mit arbejde (som jeg heldigvis stopper på om lidt) er jeg begyndt at frygte tavlemøder og alle andre møder med min leder, fordi han ser samtlige møder som en kærkommen lejlighed til at overdynge mig med arbejdsopgaver. Uden at forholde sig til, om jeg ser rød, grøn eller gul ud i hovedet imens. Da jeg selv råbte “RØD!!!” og fortalte ham, at jeg blev svimmel, hver gang jeg kiggede i min propfulde kalender, nikkede han bare og sagde “jaja”. Og så var det, jeg søgte og fik mig et andet job.

    1. Det lyder nok lidt bedre end det er. Men ift. din chef – tror jeg, at jeg er i himlen. Mine chefer har dog en vis empati og interesse for deres medarbejdere.

      God vind til dig 🙂

  5. Okay, jeg relaterer så hårdt til det her indlæg! (Og til hele resten af din blog, forøvrigt). Bare en lille tanke: men hvor er det også sigende, at grøn=giv flere opgaver, og gul=alt er godt! Stressende arbejdsliv altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *