Min første FØDSELS-dag

I dag er det et år siden, at jeg fødte min søn. Det var en stor oplevelse, og på mange måder er denne fødselsdag mere meningsfuld for mig end min egen. Altså det føles mere som om, at jeg har præsteret noget – et nyt liv altså. Det er jo ikke så lidt. Det er min første “giving-birth-day”.

Min fødsel startede kl. 6 om morgenen den 22. juli 2017, hvor veerne stille og roligt satte ind. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg tænkte – det bliver sgu i dag, han kommer. Det blev det ikke.

Jeg havde veer fra kl. 6 om morgenen til kl. 4.06 næste morgen. Så 22 timer. Men det var ikke så galt, som det lyder. Det var først fra ca. kl. 18, at vi var nødt til at slukke for lyden på tv’et, når hvert ve kom.

Jeg kan huske, at vi så noget om hajer – og at jeg råbte af min mand – “SÅ TÆL FOR HELVEDET”. Han talte veernes varighed og pauserne i mellem dem. En rigtig guttermand. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at de alle sammen blev talt. Det føltes mere som om, at nu var der i hvert fald ét ve mindre, der skulle overkommes.

Ved midnat kørte vi mod hospitalet. Det gjorde seriøst ondt, og der var fire minutter mellem veerne. Jeg slæbte mig selv gennem Hvidovre Hospitals umenneskelige lange gange med skraldespande og stole, der var skruet fast til gulvet. Hvilket var noget besværligt, da jeg var nødt til at kaste op flere gange undervejs. Shit mand. Spaghetti Carbonara ligner desværre ret meget sig selv, når det kommer op igen. Min mand gik bekymret ved siden af mig, han havde al oppakning med. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os.

I hvert fald ikke, at en sur gammel dame efter at have haft fingrene op i mig (og havde skældt mig ud over ikke at ville undersøges under en ve), sagde “du er kun 2 cm udvidet – du skal hjem igen”. Jeg fik en “cocktail” med hjem – bestående af, hvad jeg formoder var panodiler og kalk-piller.  Jeg skulle “få noget søvn”. Ha!

Jeg fik overhovedet ikke sovet. Til gengæld fik jeg kravlet rundt på gulvet i smerte og op i møblerne for at skrige ind i væggen.  Min mand sagde, at jeg skulle sove. Han var desperat. Jordemoderen sagde, at vi skulle sove og der løb jeg rundt som et såret dyr og råbte. Kl. var 01.30

Jeg sad på toilettet og følte en umanerlig lyst til at presse. Nu vidste jeg, at vi skulle videre. Min mand så ret utryg ud. Jeg ville have min mor. Han ringede. Vi kørte afsted igen. Eller rettere. Jeg fik manøvreret mig sig selv og mit 18 kg. tungere korpus ned på parkeringspladsen igen fra tredjesal. Jeg råbte min mands navn ud over den ellers dødstille by. Han kunne ikke høre mig. Han var i gang med at finde vores vandrejournal. Jeg brølede ud af vinduet, da vi endelig kørte afsted, mens natteluften ramte mig i ansigtet. Min mand fik lov at køre for første gang uden, at jeg kom med dumsmarte og velmenende kommentarer undervejs.

Kl. 02 var vi tilbage i modtagelsen. Vi havde lært af fejlen og tog den kørestol vi havde efterladt ved parkeringskælderen, som vi havde fået efter første undersøgelse. Vi kom meget hurtigere igennem de lange gange anden gang (selvom min mand dog kom til at køre os en etage for langt op med elevatoren – jeg kunne have slået ham ihjel). Vi havde også droppet bagagen.

Denne gang tog en yngre kvinde i mod mig. Hun undersøgte mig hurtigt. “Du er 9,5 cm. udvidet. Du skal føde nu. Hop over på den stol. Så kører vi dig hurtigt ned på fødestuen”. Jeg nåede frem. Rejste mig op. Vandet gik. SPLASK. Som havde jeg tømt en spand fra mit underliv. Jeg kiggede rundt for at finde en ansvarlig og spurgte ængstelig “HVAD GØR JEG NU?!?!?”. Nogen fik svaret mig; “Du skal føde et barn”. Endelig var vi enige om processen.

Jeg kunne mærke roen sænke sig. Der var nogle andre, som var ansvarlige nu. Jeg skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Min mor kom også. Selvom nogle kiggede alvorligt på mig og sagde, at de var nødt til at monitorere mit barns hjertelyd, fordi hans hjerte slog meget hurtigt, var jeg ikke bekymret. Ikke den mindste smule. De sagde det var ren rutine. Og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Der kom en hel masse mennesker ind og ud af stuen. Jeg var helt og aldeles ligeglad. Jeg havde ingen forfængelighed.

Men fik dog undskyldt, at jeg kom til at råbe. Min jordemoder sagde, at jeg i stedet skulle bruge energien på at presse. Det gjorde jeg. Jeg var “in the zone”. Jeg fik ve-hæmmende et-eller-andet. Jeg blev bedt om at trække vejret helt ned i maven.  Det havde jeg ikke gjort i et halvt år, så det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg brugte den særlige vejrtrækningsteknik fra Smertefri Fødsel med en masse korte overfladiske vejrtrækninger for at håndtere smerten. Med begrænset held syntes jeg. Jeg fik heller ikke ilt nok. Jeg fik en ilt-maske. Det var godt. Så havde jeg noget nyt at gå op i. Jeg kunne ikke mærke veerne på samme måde som før pga. medicinen. De var ikke så overvældende og hyppige længere. Alle kiggede på en tavle, som viste hvornår næste ve kom. Men jeg kunne ikke se den. “MOR, HVAD STÅR DET?”. “4-2-6-8” svarede min mor, som om det gav nogen mening.

Det gik virkelig stærkt lidt over fire kom hovedet ud – og inden vi nåede til det næste ve, væltede han bare ud. En lille bristning – men meget effektivt. Ikke noget at tale om.

Prust. Støn. Alt endte godt. Min 4,5 kg.  store dreng kom ud.

Tænk at der allerede er gået et år.

 

 

3 Replies to “Min første FØDSELS-dag”

  1. Det er så vildt som ens ungers fødsel bliver skelsættende pæle i ens liv. Ikke kun pga. af alle de ting der forandres bagefter men lige så meget pga. selve oplevelsen. Selv om min ældste datter nu er 14 år, tænker jeg hver eneste år på hendes fødselsdag, fødselsforløbet i gennem og mindes.

    Og så stort tillykke til dig og knægten 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *