Når kun Voldemort bakker op

Sidst skrev jeg om den svære samtale og i dag vil jeg gerne tale om en anden slags svær samtale: samtalen om identitetspolitik.

Jeg har flere gange før skrevet om hele debatten om transseksuelle, som jeg mener er kørt af sporet. Sammen med det meste anden identitetspolitiske debat, der er for tiden. Folk har gravet så dybe skyttegrave, at de aldrig et øjeblik overvejer om dem, de skyder på kunne have en pointe eller om man måske tager nogle pjattede lege lidt for alvorligt. Det er krig. Mellem de gode og de onde.

De unge Potter-stjerner har for længst vendt Rowling ryggen, fordi hun anfægtede rimeligheden i at fyre en kvinde for at sige, at køn også er biologisk betinget. Nu kommer “Voldemort” til undsætning. Det er jo en fantastisk overskrift, som jeg sent vil glemme – og som langt overskygger, hvad skuespilleren egentlig ville sige: “Vi skal undgå at hade hinanden. Vi skal være forsigtige med at forvente det værste om hinandens motiver“.

Sarah Everard blev myrdet. Det er frygteligt og dybt tragisk. Det er uretfærdigt og meningsløst. Reaktionen på drabet er dog i mine øjne besynderlig. Drabet blev flammen, der antændte en steppebrand af fortællinger om utrygge kvinder i nattelivet.

Det er en problematisk fortælling i mine øjne, fordi den er forvrider virkeligheden. For vi (danskere/vesterlændinge) lever i en meget lidt voldelig del af verden. Vold er heldigvis ret sjælden, og når den finder sted over for kvinder – finder den som hovedregel sted i de nære relationer.

Inden jeg endegyldigt bliver placeret i kategorien “de onde”, vil jeg gerne understrege, at kvinder selvfølgelig skal kunne færdes frit på gaden. Jeg hælder bare til, at det kan de allerede. Der er ikke meget mere fornuft i at frygte at blive slået ihjel af en ukendt psykopatmorder, end at frygte at blive ramt af lynet. Det hænder. Men det er sjældent.

Problemet er imidlertid, at indvendinger om, at det måske lige er en overdrivelse af dimensioner at sige, at alle kvinder bliver udsat for overgreb i nattelivet, bliver mødt med voldsom modstand. Man kan slet ikke diskutere omfanget af problemet uden at blive castet kvindehader og forræder.

Problemet er, at samtalen er kontraproduktiv. Fordi den handler om, at kvinder føler sig utrygge, når de går på gaden. Det gør jeg også, når jeg en gang i mellem bevæger mig ud i byen ved nattetid med tilstedeværelse af mange fulde mennesker. Jeg tror sådan set også, at mange mænd går rundt og tænker over, om de har lyst til at gå tæt forbi en stor gruppe af højrystede fremmede med en aggressiv energi. Det er ikke en kønspolitisk ting i mine øjne. Frygten for døden er almen menneskelig og vil altid være der.

Vi kan jo godt tale om, at vi skal tage hensyn til hinanden og sørge for at holde afstand og være respektfulde. Men Sarah Everard mistede ikke livet, fordi nogen gik for tæt på hende. Det var overlagt mord. Debatten om respektfuld adfærd i nattelivet er malplaceret.

Psykopatmordere er som regel ikke modtagelige over for feedback. Det har til alle tider været forbudt at slå andre mennesker ihjel. Der er ingen gråzone. Der er ingen formildende omstændigheder, når det kommer til at overfalde, voldtage og myrde kvinder på åben gade. Ingen anfører, at man selv uden om det.

Andre typer af utryghedsskabende adfærd, såsom “catcalling” kan i højere grad lægge op til en konstruktiv debat. Fordi der faktisk findes mænd, som ikke har overvejet, at det kan virke intimiderende at få råbt “god røv” efter sig. Den debat gav merværdi. Der var helt sikkert nogle mænd som troede, at de gav en kompliment – hvor de faktisk bare satte en skræk i livet på tilfældigt forbipasserende.

Jeg tror grundlæggende ikke, at vi får noget særlig fint ud af en protestbevægelse centreret om at undgå overlagt mord, for jeg vil umiddelbart afskrive psykopatmordere som inden for rækkevidde for den offentlige samtale.

Til gengæld tror jeg, at en meget udbredt snak og gentagelse af, at nattelivet er usikkert for kvinder, vil ændre kvinders adfærd til det værre. Hvis vi taler meget om enkelte overfald, så vil vi huske uforholdsmæssig godt på dem. Vi glemmer, at de fleste af os er gået alene hjem i årtier uden problemer. At vores veninder er gået hjem uden problemer. Vi glemmer, at kvinder godt kan færdes alene uden at frygte for sit liv. Det kan vi altså godt.

Det føles som om, at vi hvis vi alene siger, at det er tragisk og uretfærdigt, at en kvinde blev myrdet, så er det ikke nok. Reaktionen er ikke nær stærk nok. Der skal være en systemfejl. Den skal helst være hægtet op på en stærk identitet, såsom race, køn eller seksuel orientering.

Der findes mange systemfejl, som vi skal have fikset. Men vi er nødt til at øve os i at have en dialog om problemers omfang og karakter, hvor vi ikke med det samme farer op. Der er ikke et udbredt problem med tilfældig vold mod kvinder. Men der er udbredte problemer med partnervold, stalking osv. Så lad os starte der! Det vil være konstruktivt.

Det er en kollektiv indsamling af skrækhistorier ikke.

Man er ikke for kvindevold, selvom man påpeger, at kvinder i meget vid udstrækning kan færdes trygt i Danmark. Ingen mord er i orden. Og det er very old news.

Vi er nødt til at stoppe med at tro det værste om andres motiver.

4 Replies to “Når kun Voldemort bakker op”

  1. Wauw, godt input! Det skal lige roteres et par gange rundt på øverste etage… måske vender jeg tilbage

  2. Jeg synes, at du er så god til at formulere et nuanceret argument og til sætte ord på en følelse af utilpashed, som jeg ikke tidligere har kunnet identificere nærmere. Tak! Og bliv ved.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *