No regerts

Fornyligt hørte jeg Anders Langballe sige, at han ikke fortrød, at han nær havde arbejdet sig selv ihjel på tv2 news, som politisk redaktør.

Det lyder fuldkomment tåbeligt i mine ører at sige noget ala “ja, jeg havde nær mistet mit liv, jeg har mistet mit ægteskab og evnerne til at klare spidsbelastninger uden dødsfrygt. No regrets.”

Det undrer mig, at man siger det i samme åndedrag, som man kritiserer en hel branche for deres arbejdskultur. Anders Langballe er langt fra den første person, jeg hører sige noget tilsvarende om valg, som i hvert fald i bagklogskabens klare lys, er indlysende forkerte.

Forklaringen er altid: “jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke havde de her oplevelser med mig“. Men hvor fed en personlig kan man have? Jeg tænker godt, at man kan være en fin fyr m/k uden at være workaholic.

Er det mon noget man lærer at sige hos sin psykolog? Sådan for at slutte fred med kæmpe store fejltagelser. Det må da betegnes som en fejltagelse at være ved at dø af sit arbejde, ik?

Det er bare meget mere troværdigt/meningsfyldt at sige, at man ikke kan gøre så meget ved dårlige valg nu, men at hvis man kunne ville man vælge anderledes. For det er jo det fortrydelse betyder. Et ønske om at man havde gjort noget andet, end man gjorde.

Det første lyder mere som en benægtelse af konceptet fortrydelse. Det er jo for at blive klogere, at man tænker over fortidens fejl (også sikkert også en vis portion usund og skamfuld besættelse af fejltagelser). Så hvis ikke man fortryder nærdødsoplevelser, så er det kun heldødsoplevelser tilbage, og det er fysisk umuligt at fortryde dem.

Det undrer mig, at det sker så ofte, at man arbejder mere, end man har intention om. Bliver grebet med af en stemning om, at ens indsats er spændende, uopsættelig og helt afgørende.

På en måde bliver en meget selvhøjtidelig tilgang til ens arbejde farlig. Man føler sig særlig vigtigt og ens bidrag meningsfyldt.

I det lys kan man sige, at selvironi og følelsen af meningsløshed kan redde liv.

Måske.

18 Replies to “No regerts”

  1. Ikke kun selvhøjtidelighed, men også et eklatant mindreværd kan føre til samme syge resultat – har du aldrig en følelse af at dit arbejde er gjort godt nok, kan du jo blive ved i det uendelige. Skulle jeg hilse og sige fra en ven

    1. Det kan du have ret i. Det er vel egentlig heller ikke til at sige, hvad der har drevet Anders Langballe eller andre. Fordi man kan jo føle sig mindre værd på flere måder. Altså 1) jeg er uduelig til mit arbejde, må hellere prøve lidt mere, men også 2) jeg er kun noget værd i kraft af mit arbejde, så jeg må hellere arbejde lidt mere.
      Jeg har ikke tænkt det helt igennem. Tak for din kloge kommentar! 🙂

  2. Jeg er for så vidt enig, og så alligevel ikke. For selvfølgelig er der ofte en læring at hente, men ind imellem er skaden umulig at hele, og tiden kan jo i sagens natur ikke skrues tilbage. Hvis skaden er stor nok – fx et mistet ægteskab – hvad kan du så bruge fortrydelsen til? Det er for sent at redde ægteskabet og du får ikke noget ud af at kigge dig tilbage og ærgre dig.
    Og hvis man skal sætte tingene på spidsen, så kan man også sammenligne med soldater, der bliver ramt af ptsd. Som udsendt soldat er der jo faktisk en reel risiko for at dø af sit arbejde. (Det gjorde de ptsd-ramte så bare ikke, men en del af dem ville måske ønske, at de gjorde!) Hvad kan de bruge fortrydelsen til? Det hjælper dem ikke at fortryde, at de tog afsted. Jeg er i hvert fald overbevist om, at de ikke får det bedre af det.
    Så som du selv skriver, er det nok en slags overlevelsesmekanisme, at man ikke fortryder, men i stedet (af al magt) forsøger at vende sin handling/beslutning til noget positivt, og at det simpelthen er en nødvendighed for at kunne se fremad og komme videre, på trods af en bagage der kan være mere eller mindre tung.
    *disclaimer: Jeg er pårørende til en veteran, så jeg har masser af følelser i klemme, og er overhovedet ikke objektiv

    1. Kære pårørende.
      Rigtig mange tak for din kommentar. Jeg undrer mig over, at det ikke faldt mig ind, at der er jo nogle mennesker, hvis job indebærer at være i livsfare. Jeg havde alene øje på almindelige kontorjobs. Man kunne jo også nævne læger og sygeplejersker, pædagoger der arbejder med udadreagerende personer, politiet eller brandmænd. Der er jo faktisk mange jobs, hvor det faktisk er en “succes” at have været i livsfare. Eller måske ikke lige frem succes, men i al fald en del af jobbeskrivelsen, at det ikke er ufarligt. En risikoavers kontormus, som jeg selv, ville ikke have en chance.
      I det lys kan du have ret i, at fortrydelsen ikke giver mening, fordi man jo i et eller andet omfang har overvejet og accepteret risikoen (men ikke dermed sagt, at de bærer et ansvar for skader eller ikke skal være berettiget til massiv hjælp, hvis ulykken er ude).
      Det jeg reagerede på var, at man ikke kan få sig selv til at sige, at det er for dumt at dø af at lave nyheder om dansk politik. Det bliver næsten manisk, at man ikke vil erkende sin fejl, selvom den åbenlys. Han har jo ikke taget en kalkuleret risiko for at dø af sit arbejde på samme måde, som en soldat eller betjent har i al fald. Jeg ville gerne have, hvis man kunne fortryde én gang og så give slip. Det vil virkelig være en superkraft, hvis man kunne det. At slutte fred med sine fejltagelser og ærgelser – uden at det bliver et surrealistisk forsvar får lorte situationer. Jeg tror ikke, at nogen vil foretrække at blive psykisk syg til gengæld for en eller anden livslektion.
      Jeg håber, at din veteran har og får det stadig bedre. Og at I får den hjælp I har brug for.
      Kh Johanne

  3. Tak! Jeg gad virkelig godt arbejde noget mindre i de her er dage, hvor et større projekt ruller ud af startbanen og jeg lige om lidt føler at jeg skal flyve et fly uden en klar manual, og uden at vide om passagererne overhovedet vil med… Så hvorfor gør man det, altså ud over de der deadlines som hele tiden er der? Velsagtens fordi man er bange for alternativet… Har meldt mig ind i en FIRE gruppe på Facebook for nyligt, men det er vist ikke lige indenfor rækkevidde, så drømmen er nok bare at lave noget som man føler kan undværes, og som er meningsløst nok til at man bare kan lade det ligge og flyde lidt engang imellem

    1. Hej Mette! Det kender jeg alt for godt. Hvad er det egentlig jeg laver og hvorfor? Og det er da helt hul i hovedet, at vi bruger tid på ting, som vi ikke finder mening i?
      Hvad gik din “FIRE gruppe” ud på? kh johanne

      1. FIRE står så vidt jeg ved for Financial Independency Retire Early, (eller noget i den stil) altså en bevægelse hvor man lever relativt sparsommeligt og investerer sin overskydende løn med det mål at kunne leve af afkastet fra man er fx 45 år og dermed sige Sit job op.

        1. Tak! Jeg var ikke helt med på forkortelsen! Det er meget oppe i tiden. Man må håbe, at man så ikke dør før man bliver 45 år

  4. Hej Johanne. FIRE = Financial Independence Retire Early. Spar rigtig meget op som ung, lev på en sten, og stå af hamster hjulet hurtigst muligt. Retire Early er den del der ikke lige er indenfor rækkevidde her. På den anden side, pensionering som 60 årig begynder jo også snart at være tidligt i forhold til hvad man efterhånden kan forvente… Men finansiel uafhængighed – eller en fuck you konto, som nogen vælger at kalde det – det kan da noget! Heldigvis er det de færreste dage jeg har lyst til at sige fuck you på jobbet, og det ville da også være surt hvis man kun mødte op af økonomiske hensyn, men nogle dage gad man (jeg) bare godt at stå ved samlebåndet og pakke ost i kasser, som på et eller andet tidspunkt blev referencen herhjemme. Ikke et ondt ord om folk der pakker ost, det er et meget væsentligt job. Nogen der er friske på en dele ordning, så bytter vi hveranden uge?

    1. Aha! Så blev jeg så klog. Pakke ost i kasser er en skøn reference. Jeg læste engang Anne Sophia Hermansen, som gerne ville vide, hvad folk skulle bruge SÅ meget fritid til. Men jeg tror, at der er virkelig meget værdi i, at man kunne gøre det. Det er bare ærgerligt, at livet er “forendetungt”. Der skal klares mange ting, inden man bliver 40 som er sværere at få til at ske, hvis man skal skære så meget ned. Det er det virkelig det modsatte af at have “en dag tilbage”!

    1. Hej Det er med vilje. Mindes en reklame fra miljøstyrelsen, der hed “think before you ink”. Og der var en der havde fået tatoveret “No regerts” på brystet.

  5. Jeg sagde mit job op uden at have andet på hånden. Nu 6 måneder senere har jeg ikke været til en eneste samtale. NO REGERTS!!

    1. Jeg krydser fingre for dig. Sej beslutning. Jeg ville gerne have samme mod til at gøre noget drastisk. Er det en berusende følelse af frihed?

      1. Nja, det føles faktisk mere som at vende tilbage til noget normalt. Jeg er gladere, mindre stresset og har tabt de 10 kg, jeg har slæbt rundt på siden første graviditet. Fortryder det ikke, men jeg er overrasket over, hvor svært det er at finde nyt job. Helt ærligt, så er jeg i virkeligheden ikke en produktiv samfundsborger med faste spisetider og høj arbejdsmoral. Men jeg prøver at passe nogenlunde ind 🙂

        1. Wow – så har du da også opnået en masse gode ting. Jeg tænker, at det bliver lettere at finde job, når vi kommer ægte post-corona. Der er flere jobopslag end før krisen, så hjulene er på vej op i overdrive igen – så mon ikke du kan finde et nyt hamsterhjul at hoppe ind i ;o). Måske er du også bare blevet mere bevidst om, hvad du gider og ikke gider? Held og lykke i al fald. Sig til, hvis du har lyst til at få hjælp til et eller andet i din jobsøgningsproces 🙂

Skriv et svar til N Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *