Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *