Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

4 Replies to “Om kærlighed til ting”

  1. Det virker da også tet fjollet at smide funktionelle ting ud??
    Jeg har det nogenlunde som du ellers mht overforbrug – dog med den undtagelse at jeg ikke kan lade være med at samle lidt på ting. Pæne sten, bøger, glasbrevvægte, børns hjemmelavet keramik, og en hel masse mere, så måske alligevel ikke. Men principielt er jeg imod overforbrug og får ondt u maven når jeg køber dyrt

    1. Nu er mit barn ikke i en alder, hvor han kan producere ting endnu. Jeg kan forestille mig, at jeg også vil gemme på det. Det er vel sådan et forsøg på at fastholde det lille barn hos sig. Og det er vel i den grad ting, som bringer en glæde – ikke ved dets funktion, men ved det tingen repræsentere. Nu må vi se. Jeg kan faktisk godt genkende det der med, at jeg godt kan tendere til at være lidt samler-agtig, fordi jeg ikke nænner at smide ting ud.

  2. Min pæne ting giver mig glæde – jeg har sparet op til dem, brugt timer på at vælge de helt rigtige og jeg har haft dem i årevis.
    Til gengæld siger dyrt tøj, frisører og dyrt mad mig intet. Jeg spiser mad med tilbudsmærker, klipper mit eget hår og alt mit tøj er discount. Det er sikkert hammer ufornuftigt, men til gengæld skifter jeg næsten aldrig noget ud, og det håber jeg tæller for lidt (;

    1. Vi forbruger nok bare forskelligt alle sammen. Jeg er nok slem til at købe for meget billigt crap, fordi jeg ikke har tålmodighed til at spare op/vælge ud med omhu. Så måske er det bare derfor 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *