Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

10 Replies to “Oprør mod perfekthedskulturen:”

  1. Jeg forsøger også at stoppe – især det der med at med at evaluere mig selv – det er sgu nok, at min chef evaluerer mig, jeg er jeg simpelthen så slem til at slå mig selv oveni i hovedet med alt jeg kunne gøre alt lidt bedre. Problemet er så nu, at jeg er begyndt at slå mig selv oveni i hovedet med, at jeg ikke kan lade være med at evaluere mig selv, at jeg ikke kan slappe af, at jeg skal lade være med at overtænke osv.. Ironisk.

    1. Hæhæ… Ja, mind-fucket er totalt. Jeg falder i samme fælde. Hvordan har man lært en hel generation, at de hele tiden skal løbe lidt stærkere, hoppe lidt højere og se lidt bedre ud? Også nu: “slappe lidt mere af”. Selv afslapning er blevet en slags kommando.

  2. Hvor er det alt sammen klogt – og pudsigt nok, har vi for nylig haft samme snak her hjemme.
    Det er fuldstændig absurd, alle de ting, man opfordres til at tage stilling til, gennembankes at have ansvar for, agerer udfra og dernæst gennemtrawler op og kigger på i bagklogskabens lys. Det er pisse opslidende i længden, at forsøge at agere efter bogen hele tiden – man når aldrig i mål alligevel, og det er så idiotisk et tidsspilde at ærge sig over der, hvor man “ikke slår til”.

    At nedsætte ens forventninger til et rimeligt niveau, have selvironi og sindsro med ens livsvalg, er langt mere klædeligt, og det vil jeg langt hellere slå mig til tåls med, end at føle mig bagud nonstop.
    Kardemommeloven må være det overordnede regelsæt og alt andet må tages med et gran salt, midt i al alvoren
    Skrev på bloggen, i vores seneste fællesindlæg fra torsdag, at jeg måler succes i de timer på dagen jeg smiler, og får andre til det, og at jeg bruger mest muligt tid af døgnet på det og dem, der gør mig glad. Og det mener jeg, og efterlever det i det store hele, selvom perfekthedskulturens klo sagtens kan slå mig, ind i mellem. Men er blevet bedre til at lukke det ude og trække på skulderene i de seneste år, og her i mit 29. er det for det meste rigtig nemt, at tro på at det jeg gør, generelt er godt nok. Det er det vigtigste, når alt kommer til alt

    1. “Selvironi og sindsro” – dét må være kuren mod perfekthedskulturen. Jeg håber, at vores generations børn finder på noget bedre at bruge deres tid på i hvert fald!

  3. Megavigtigt emne!
    For mig hjælper det også at snakke med andre om det, for der er jo så mange, der har det på samme måde. Og jeg synes selv, at det er befriende at komme i et hjem, som ikke shiner perfekt.
    Og så prøver jeg at minde mig selv om, hvad jeg gerne vil lære mine døtre, og her trumfer at kunne slappe af og mærke efter, hvad man har lyst til over nogle usynlige krav til det perfekte måltid og hus. Men jeg øver mig stadig, for det er sgu svært! For jeg vil jo også stadig være en god vært osv. Og her skal jeg så huske mig selv på, at det er jeg ikke, når jeg har brugt hele dagen på at kokkerere og gøre rent, for så har jeg bare lyst til at lægge mig på sofaen, når gæsterne kommer ‍♀️

    1. Du har helt ret! Men det er en svær øvelse. Jeg elsker også at komme i hjem, der ikke shiner helt perfekt – MEN jeg hader på den anden side også at komme i hjem, hvor alting sejler. Altså sådan noget, hvor der ikke er blevet gjort rent i laaaang tid, der ligger kontaktlinser og snotklude, og opvasken fra de sidste 3 dage står og venter på gæsterne. Det hører dog alligevel til sjældenhederne, men lige som alt andet, så er det en balancegang. Hvis jeg kommer til at “gøre for meget”, så gør jeg altid en dyd ud af at sige det højt for mine gæster, at det er første gang i lang tid, at der ikke har lignet lort. 😉

  4. Det lyder lidt som et par psyko-chefer med de kopper..? Jeg er begyndt at gå den lidt anden vej og tester lige nu, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at jeg sætter x antal timer af til en given ting – og så skal jeg færdiggøre – ikke noget med at nosse rundt i det og ændre småting hele tiden. Well, det går virkelig godt. Igår lavede jeg fx en borgmestertale (den var kort, bevares) på 30 minutter – den blev godkendt uden bemærkninger overhovedet. Det giver mig lidt et boost på job, sådan at føle at jeg får rykket på ting. Faktisk gør jeg det også lidt derhjemme: ‘sådan hvad kan jeg nå på ti minutter?’ Fixe, fixe og så videre til noget andet, der er sjovt.
    Det er klart ikke en strategi for alle, men for mig fungerer det so far super godt – jeg får flyttet fokus fra det perfekte og over på at få ting gjort. Det giver mig en masse energi – men altså, man skal lige huske så at gøre nice ting og chille ind i mellem ellers bliver det jo bare et nyt regime..

    1. Ej, det er da en mega god idé. Det vil jeg prøve at teste. Og stærkt arbejde med borgmestertalen. Jeg synes ALTID, at man får kommentarer på det lort.
      Og jeg husker ikke cheferne som specielt psyko, men jeg tror bare, at de glemte at tænke på deres modtagere var deres medarbejdere. Altså hvis man ikke tænker for meget over det, så lyder det jo godt – især hvis man er en forurettet borger ;o)

  5. Jeg har lovet mig selv at holde op med at rose andre, når de er perfekte. Det er svært, men der ER andre måder at være positiv på!
    Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet” eller “Ih, hvor er du overskudsagtig med hjemmebagt koldhævet speltbrød”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig” eller “Skal vi ikke gå en tur sammen? Så behøver ingen af os undskylde for en rodet lejlighed”.

    1. Dét er altså også konstruktivt! Jeg havde slet ikke overvejet, hvordan man faktisk også føder ind i systemet med ros for perfekthed. Gad vide om det så også ændrer lysten til at gøre det perfekt. Altså jeg rydder jo ikke op for at få ros for det, men for at undgå at blive tænkt dårligt om. Hmmm..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *