Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til. 

2 Replies to “Overlev Folkemødet med en baby”

  1. Hej Johanne
    Tak for de gode råd
    Vi er ved at planlægge tur til folkemødet 2020 med baby og jeg har lige et spørgsmål, hvis det er ok?
    Vi har ikke været afsted før. Hvilken indkvartering vil du anbefale? Jeg tænker måske sommerhus, men der er selvfølgelig ikke ledige huse i nærheden af pladsen. Går der busser ind til pladsen og kan man have barnevognen med i dem? Eller kører man selv der ind? Håber du vil hjælpe sommerhilsner her fra ☀️

    1. Hej Sarah.
      Jeg vil helt klart anbefale jer at leje et sommerhus lidt væk fra Allinge, så I kan få ro om aftenen. Evt gå efter en hytte i Sandkås camping (som er i gå afstand, men stadig ret stille – de ryger hurtigt).
      Jeg har før boet i både Gudhjem og Hasle. Hvilket er 15-20 minutters kørsel fra pladsen.

      Busserne er gode, men tit proppede, så jeg ved ikke lige, hvordan det er med chancerne for at få en barnevogn med.

      Jeg havde selv bil med, hvilket var rigtig godt. Så det vil jeg klart anbefale jer, når I skal have babyhabengut med og kan få glæde af at stikke hurtigt af, hvis baby er umulig. Der er meget store parkeringsområder i markerne tæt på Allinge, så man kan altid komme af med sin bil og trafikken glider ret fint. Når man alligevel ikke kan drikke sig fuld, så er bilen altså virkelig genial.

      Bilen gør også, at I vil kunne bo stortset hvor som helst på øen, da det jo ikke er de store afstande, men vil anbefale at prøve at finde det nordligste hus I har råd til.

      Sommerhusene sættes til udlejning løbende, så tjek udlejningssiderne i god tid før, men hver opmærksom på, at der kommer nye huse til. Vi fandt vores hus omkring juletid, dvs et halvt år før. Og man kommer ikke uden om at betale overpris for det i den uge.

      Håber I får en rigtig god tur næste år!
      Kh Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *