Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Må man dømme andre forældre?

red Wrong Way signage on road

På vej hjem i toget fra en smuttur til Aarhus læste jeg et fremragende indlæg fra Linda på Blogsbjerg.dk, som handlede om at være mor til barn med særlige behov. Hun skriver blandt andet om frygten for at blive dømt som en dårlig forælder, når hun er ude blandt nye mennesker,  og hvor sårende det er, når folk kommer med gode råd til at at tackle et (uvornt) barn som hendes. Hun forklarer, at “Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde”.

Udover at være et virkelig skægt billede, så indfanger det helt perfekt følelsen, som man får, når nogen tillader sig at give gode råd til ens opdragelse (også selvom ens barn ikke nødvendigvis skiller sig ud). Det føles bare så tarveligt. Jeg bliver i hvert fald ked af det, også selvom rådene er velmenende. Den erkendelse af hvor sårende det og hvorfor dårlige vaner opstår, har gjort mig ganske betydeligt mindre fordømmende over for andre forældre.

Det er nemlig umuligt at lægge planer for sit barns opdragelse. Man starter med en kødklump, der ikke kan en skid, og når de gradvist lærer nye ting, så er det ikke sikkert, at du liiiige når at lære barnet at sige tak for mad, at spise spinat med glæde og nøjes med at se 14,5 minuts ipad om dagen, fordi du er også sygt træt og udfordret af livet generelt. Det er banalt, men det var en øjenåbner for mig.

MEN selvom jeg netop havde læst det her indlæg, og jeg endda havde bedt min mand læse det, hvorefter vi nikkede anerkendende til hinanden og blev lige enige om, at man selvfølgelig ikke må dømme andre forældre. Så sker det her:

En mor med sine to børn ind i kupeen, hvor vi sidder, og der går vel sådan ca. fem minutter, før jeg alligevel sidder og rådømmer denne mor. Hun har en datter på 6 år og en søn på 4 år. Børnene skændes om, hvem der skal sidde ved vinduet og hvem der skal have ipaden. Moren skælder datteren ud hele tiden og sønnen bliver til gengæld overrislet med kys og kram.  Moren formår ikke en eneste gang at aflede børnene med mor-list og pædagogiske tricks, det er hele tiden løftede pege fingre, hårde ord og stramme greb i armene og hvislen “NU STOPPER DU” – og “DET ER SIDSTE GANG JEG SIGER DET”.

Jeg sagde (selvfølgelig) ikke noget, men jeg sad bare helt kryster-hykleragtig og håbede, at jeg i hvert fald ikke bliver sådan en forælder. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at forskelsbehandle og skælde ud hele tiden. Jeg håber, at jeg kommer til at være en meget bedre forældre. Det gør jeg. Gør jeg ikke?

Og det bragte mig tilbage til udgangspunktet. Vi dømmer jo hinanden hele tiden. Vi dømmer, når nogen gør det godt. Vi dømmer når nogen gør det skidt. Vi dømmer, når nogen gør det lige så godt som os selv, men på en anden måde. Vi dømmer hele tiden. Og så er der de domme, som er så vigtige, at vi siger dem videre til de sociale myndigheder. For der er én ting, som er vigtigere end forældrenes stolthed og det er børnenes tarv.

Men vi skal selvfølgelig være tålmodige med hinanden. Vi kommer alle sammen til at være skodforældre fra tid til anden. Sådan en som henter sent, serverer frysepizza, dropper tandbørstningen og råber af sine børn. Men jeg tror, at vi alle sammen gør vores bedste, også selvom det bedste ikke altid er specielt godt. Så det nytter ikke noget at tale til eller om hinanden som om, at man ikke gør sig umage. For det er det mest sårende. At folk tror, at man ikke vil give sine børn det bedste, man har.

Så jeg vil øve mig i både at være mindre defensiv, når folk kommer med tips og tricks. Og jeg vil prøve at spørge mere ind end at fælde dom over for andre forældre, som jeg møder på min vej. Der er formentlig en lang forhistorie, som jeg ikke ved noget om.

Vi gør det fandme, så godt vi kan!

 

 

 

 

 

 

 

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.

10 baby-tips som du (nok) ikke har fået før

baby lying on inflatable ring

Jeg har oplevet, at man gør sig nogle praktiske erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst tidligere, så her kommer mine bedste baby-tips til den nybagte mor:

1. Uanset hvor mange stofbleer, du har købt – så fordobl antallet. De bliver brugt til alt. Først til at lægge på baby, når du ammer, fordi der er mælk alle vegne, siden hen til underlag ved akutte bleskift og så bliver de til hagesmække og snotklude. De bruges jo også at smide over barnevogn eller babys ansigt for at lukke lidt af for verden, og de kan bruges til sutteklud. Jeg er sågar selv begyndt at bruge dem som hårbånd. Du kan ikke købe for mange!

2. Toppen på din sutteflaske passer til alle sutteflasker. Du behøver altså ikke købe dyre philips sutteflasker i Babysam, bare fordi baby kun vil tage deres top – den der i Netto kan sagtens bruges til den dyre sutte-top.

3. Du kan købe sutter til din sutteflaske med flere huller i, hvilket gør den store baby glad og mæt – hurtigere! Et hul er til den nyfødte. Den større baby kan sagtens håndtere en sutteflaske med fire huller i.

4. Silkedyner er the shit! Vi havde naturligvis indkøbt den traditionelle dundyne til arvingen, men den var bare alt alt for varm og stor i sommervarmen. Vi ville gerne have noget, han kunne putte med – så vi klippede i mormors silkedyne og fik en junior og en babydyne ud af det. Barnet sover ikke med andet i dag. Silkedynen er god både til vinter og sommer – også fylder den mindre.

5. Drop barnevognssnoren – den er håbløs og i vejen. Vi havde fået den sødeste barnevognssnor forærende med hæklede hundefigurer på. Den har kun begrænset værdi for det lille barn, da barnet næsten altid sover, når I går tur – og snoren er altid i vejen. Det store barn vil jo gerne sidde op, så der ryger snoren med sikkerhed. Drop den.  Sammen med de søde afdæmpede sarte farver. Børn vil have grimme ting og stærke farver.

6. Download White Noise Baby Sleep – det er en app, der kan lave melodier/lyde, som bliver et stærkt søvn-signal for dit barn, hvis du bruger det hver dag. Når dit barn på et tidspunkt ikke gider høre på lyden af tog, så kan du skifte til Brahms vuggevise, støvsugeren eller en kvinde der tysser. Det er fedt, at selve skiftet nogle gange hjælper et barn til at sove – plus den kan overdøve nogle af de andre lyde i huset.  Det løser ikke alle søvnproblemer, men lige som sut, mørke og mad bliver det et stærkt signal til søvn, som er meget anvendeligt. (Husk at sætte din telefon på flytilstand og/eller bruge en af de gamle telefoner fra skuffen. Det er så ærgerligt, at der kommer et opkald, når junior sover).

7. Køb kun heldragter til det nyfødte barn med knapper rundt i benene. Nyfødte børn skider mere, end det synes muligt. De skal skiftes hele tiden og døgnet rundt. Det er pisse ligemeget med de søde todelte outfits. På med heldragten! Så er baby varm, og du behøver ikke have mange forskellige tøjdele med, når junior har lort op af ryggen for sjette gang den dag. Det pæne tøj er kun til børn med fast afføring.

8. Du behøver ikke købe dyre plastikposer til din blespand. Du har sikkert, som jeg fået en blespand, som kræver, at du bruger 1500 kr./årligt på plastikposer i underlige holdere. Jeg har selv købt dem, men jeg har undervejs lært , at hvis du bare krænger en almindelig affaldssæk rundt om ringen, så kan beholderen stadig opbevare lortebleer på en fornuftig måde. Køb én omgang mærkelig plastikpose og gem den runde plastikdims posen sidder på – og så behøver du aldrig bruge så mange penge på en plastikpose igen. En anden fordel er, at det er lettere at smide posen ud. De dyreposer bliver til en kæmpe ekstra lorteblespølse på halvanden meter, som kan være noget besværlig at få ned fra fjerde sal.

9. En stor yogabold er alletiders til at få grædende børn til at sove på. Du sætter dig og hopper på den med baby i armene, hvilket vugger barnet med en relativ minimal indsats. Bouncy baby, bouncy baby! Med tiden bliver det dog ret hårdt for din core, men så må du bakse bolden op til en væg. (Jeg kunne ikke selv sidde på bolden før nogle uger efter fødslen, men så kom baby-daddy jo også på banen).

10. Du behøver ikke skifte din babys ble så tit, som du sikkert gør, hvis du lige er taget hjem fra hospitalet med dit barn for første gang. Vi var SÅ begejstret for den der tisse-indikator på liberos bleer. Neeeej, hvor smart! Men det er helt sikkert et trick til at få os til at skifte bleen tiere end nødvendigt. Bleen skal skiftes fluks ved lort, men du behøver først skifte ved tis, før den er blevet lidt tung i det. Ikke bare lidt fugtig på midten. Så hvis det kun er indikatoren, som giver dig nys om, at bleen er våd, så er den ikke våd nok.

Har du flere fif, som burde føjes til listen over brugbare fif, som folk glemmer at give videre?

Observation 4: Om kollegers madvaner

black ape beside gray rope

Mig: Hej Linda. Kan du hjælpe mig med XYZ? mmmhh, mhh, ahhh, nå, sådan. Tak for det. Farvel.

A: Hvad synes du om, Linda?

Mig: Baseret på de sidste (og eneste) 30 sekunders samtale, jeg har haft med hende i telefonen, så vil jeg sige, at hun virker flink.

A: Jeg har siddet på samme kontor med hende. Hun er rigtig sød…. Men altså. Hun har et misbrug af gulerødder og makrelmadder. Hun spiste SÅ mange gulerødder – og de var kæmpe store. De gjorde mig helt forlegen, når hun spiste dem. De var SÅ store!

Mig: Nå, store gulerødder er ellers ikke særligt gode. Det er jo den søde stang i midten, som får dem til at smage godt, og den fylder relativt mindre, når gulerodens omkreds stiger.

A: Ja, altså hun spiste dem jo ikke på en seksuel måde eller noget. Men alligevel.

Mig: Hun havde overvurderet dig, når hun tænkte, at hun kunne spise store gulerødder i nærheden af dig uden at gøre dig skidt tilpas?

A. Ja, også var der makrelmadderne. Bvadr!

 

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Det pisser mig af, når…

….. cyklister ringer med ringeklokken, når de gerne vi overhale. Dytter de også, når de overhaler i bil? Eller råber af folk de vil passere på gaden?

….børn ikke vil sove, når det er lur-tid. Fatter de ikke, at det svarer til at bede en tissetrængende om at holde sig EFTER, man har åbent bukserne. Not okay og nærmest umuligt at overvinde.

….kunder, som ikke har stået i kø,  alligevel laver stormløb mod kasse fire, der lige er åbnet. Der er en særlig plads i helvedet til dem uden køkultur!

….politikere kalder sig liberale og alligevel vil lovgive om andre menners påklædning og håndtryksvaner. Det bliver ikke mere ulv i friheds-fåreklæder end det.

…kvinder taler højlydt om, at de vil have nye bryster/læber/røvbalder, som om det er pinligt at fortsætte med dem, de har. Gør det endelig, hvis du synes, men behøver du trække os andre med i lavt-selværdssølet?

…folk sætter skilte op i deres forhave, der viser, at hunde ikke må skide der. Jeg får simpelthen sådan lyst til at samle alle lorte op i miles omkreds og lave  en bunke i lige netop den forhave.

…personer føler, at de er bedre, og at gud bør holde hånden mere over dem, fordi de kører med cykelhjelm. Det er ikke mere retfærdigt, at folk uden hjelm slår sig. Lort sker. For alle.

…mennesker altid har de ‘rigtige’ og tolerante holdninger og lader mig dingle, når jeg åbenhjertigt erklærer, at jeg hader en hel masse mennesker uden speciel god grund. Der er intet værre end at være sammen med mennesker, som får dig til at føle dig som et dårligt menneske. Og altså. Det var jo bare lidt for sjov. Jeg siger jo ikke noget til folk. Særlig tit.

Om angsten ved at være forælder – gange titusinde

Jeg har binge-set “De sjældne danskere” på TV2-play. Her følger vi en håndfuld seje børn (Piet, Alberte, Hjalte, Bastian og Andrea), der har det til fælles, at de er tilknyttet Rigshospitalets center for “Sjældne Sygdomme”, og har hver deres helt særlig sjælden diagnose.

Jeg har egentlig følt mig draget til at se serien i et stykke tid, fordi det virkede som nogle skægge børn. Særlig Piet har slået sine folder i hygge-tv segmentet og virkede rigtig sjov. Det gør han egentlig også i programmet, men det gik op for mig, at det handler om noget andet.

De her historier er vedrørende for alle forældre, fordi den taler til den der grundangst, man får med fra hospitalet om, at ens barn kan dø (eller blive meget syg). Jeg siger ikke, at det på nogen måde er lige så slemt, at jeg sidder og frygter død ved vindrue, som hvis ens barn faktisk har været døden nær indtil flere gange. Jeg siger bare, at jeg kan identificere mig med deres historie.

Det må være så h.å.r.d.t. Både for børn og voksne. En af mødrene siger “ja, det nytter jo ikke noget selv at bryde sammen, når man skal have et barn igennem en stor operation“. Det er så sandt, som det er sagt, men det må sat’me være en udfordring at skulle undertrykke sin egen frygt, fordi der er behov for, at man er modig på sit barns vegne. (Det er i øvrigt tydeligt, at børnene har set deres forældres frygt og prøver at være modige på deres vegne. Shit mand, børn altså!)

Det er et fælles træk for de fem børn, at de er ret vellidte, hvilket gør deres historie mindre smertefuld. Altså det kan godt være, at de ser mærkelige ud, men de har faktisk rigtige venner, som vil dem det godt. Og det er lettere at holde ud som seer. Jeg husker, at der var et andet tv2 program, hvor en autistisk dreng spurgte sin mor, hvornår han mon ville få en ven. Av, det skar i hjertet. Så på en skør måde, så har man faktisk ikke så ondt af de her børn (men selvfølgelig ville jeg da ønske for dem, at de kunne være smerte og bekymring foruden). Som seer er jeg fuld af beundring og oplever sådan et rush af at se så morsomme og stærke børn klare sig på trods.

Jeg har dog ondt af deres forældre. En af mødrene fortæller om, hvordan det var at have et nyfødt barn, som er tæt på at dø hele tiden. Hun fortæller, at hun gik rundt og sagde til sig selv, at hun ikke måtte elske ham for meget, fordi hun ikke vidste, om hun fik lov at beholde ham. Det er jo sådan noget nonsens, man kan gå rundt og sige til sig selv i krisetider. Men det fanger så fint, hvor hårdt det er at være forælder til et sygt barn. Du bliver ramt på dit svageste punkt – dit barn – men det forventes/kræves, at du er stærk hele tiden.

Det er virkelig godt public service tv. Jeg håber, at serien får pengene til at strømme til behandling af også de sjældne sygdomme og til hospitals klovnene (som man får en helt anden respekt/forståelse for).

 

Observation 3: Evaluering af sommerfest

Mandagen efter sommerfesten. Samtalen falder på kontorets elev, der er en ung kvinde i starten af tyverne.

Kollega A: Jeg sad ved siden af Lisa. Hun sad og plaprede løs om, at kontoret var fuld af virkelig fantastisk kloge mennesker. Hun tilføjede, at hun selv var klog på en anden måde. At hun var klog på mennesker – at hun kunne mærke, hvad folk tænker og hvordan de har det. Hahaha… 

Mig: …?

Kollega A: Hvis hun vidste, hvad folk tænkte, ville hun jo vide, at jeg tænkte, at hun var helt skør!