Rudi er bange – en dokumentar om angst

Billedresultat for rudi er bange

DR3 laver bare så tæskegodt tv. Det er virkelig en frontsoldat, når det kommer til at producere virkelig godt public service tv (så det er en gåde, hvorfor man vil lukke kanalen). I en tid, hvor mange har diagnoser, hvor store dele af befolkningen mistrives – så fokuserer mainstream medierne rigtig meget på “12 tals pigerne” med stress og spiseforstyrrelser. Det er også en relevant dagsorden, men den er bare forsimplet og taler ind i en stereotyp forståelse af både kvinder og psykisk sygdom.

At succesfulde kvinder i virkeligheden er skrøbelige piger. Og at psykisk sygdom mest er en kvinde-ting. Begge dele er forkerte – og “Rudi er bange” er med til at skabe flere nuancer til debatten og oplyse sine seer om, hvad angst er – og hvor invaliderende det er.

Når man ikke har haft angst, så er det svært at forstå, hvad det er og hvor det kommer fra. “Rudi er bange” giver ingen svar, men viser én persons kamp mod indre dæmoner. Vi ser en granvoksen mand fortælle om angstens gode venner: paranoia, nedtur og massiv ensomhed.

Han viser os helt tæt på, hvordan et angstanfald ser ud. Hvordan han har placeret kugledyner rundt omkring i hans 32 kvadratmeter store lejlighed for at dæmpe angsten, som er værst om morgenen. Han skal virkelig kæmpe med sig selv for ikke at slukke kameraet “det kan hjælpe andre” råber han af sig selv med tårene trillende ned af kinderne.

Det er så sejt, at han gennemfører projektet. Jeg er sikker på, at der må være mange med angst, som føler sammenhørighed og forståelse. Selvom han får lov at fortælle, så oplever vi også forskellige mulige svar på, hvad der er så svært for ham.

Rudi forklarer selv, at angsten kommer fra, at folk har talt dårligt om ham. Han kan ikke bære, at nogle har  anklaget ham for ting, som er forkerte. Han føler sig grundlæggende dårligt behandlet. Men det er tydeligt, at det nok er en forsimplet forklaring , at folk ikke skulle have talt dårligt om ham. For han taler ikke pænt til sig selv. Når han henter sin medicin på apoteket, kalder han sig selv for “en fucking taber”. Han taler dårligt om sig selv og han har haft det dårligt hele sit liv, men berømmelsen gjorde det værre. For han er ekstremt bange for at blive dømt.

Rudis (pleje)far siger, at han skal stoppe med at tage sig selv så højtideligt. Det gør ingen gavn at botanisere i fortidens fejl og dårlig omtale. Det er et godt råd til de fleste. Jeg følte mig i hvert fald også ramt. Og i virkeligheden ved Rudi det godt – for som han konstaterer “jeg laver altid sjov, når jeg er bange”.

Humor er en god udvej, når “the shit hits the fan”. Det er helt sikkert en strategi, som mange uden angst også kender.

Dokumentaren giver ikke en masse fakta om årsagen til angst. Men den viser, hvorfor det er forkert at tænke psykisk syge som svage. For det læs de skal trække – bare for at stå op og gå ud af døren – kræver en vild råstyrke.

Det ved Rudi heldigvis også godt. I hvert fald glimtvis. Hermed en varm anbefaling til at se med i en kamp mod angst.

 

En sliders bekendelser

Efter sommerfest på jobbet kom jeg i seng kl. 01. Barnet vågnede første gang kl. 03 og stod op kl. 05. Jeg stod med op. Efter en times leg/kamp faldt han i søvn igen. Det gjorde jeg også. Samlet set har jeg nok sovet 5 timer i nat.

Da barn og mand forlod matriklen kl. 9, var planen, at jeg skulle tage mig en ekstra lur. Efter at have vendt og drejet mig i sengen, set youtube-videoer og lyttet til guidede meditationer i en time, gav jeg op og stod op.

Den “dybe afslapning” fra meditationen blev hele tiden afløst af tanker om, i hvilken rækkefølge jeg ville gøre huset rent, hvad jeg skulle skrive til min chef omkring en vigtig sag og hvorvidt jeg skulle nå at vaske en maskine, inden jeg skulle afsted til ny fest. Jeg gav både op og efter for trangen til at få fikset mit liv.

Jeg gav mig i kast med en hovedrengøring. Et skridt af gangen. Tøj-sammenlægning. Lokumsvask. Gulvvask. Skifte pæren der var gået. Støvsuge. Ryste tæpper og dyner. Tørre støv. Støvsuge mere. Vaske gulv. Vaske tøj. Hænge op. Hele huset fik en tur. Jeg slappede af på sofaen med at tænde for arbejdspc’en og skrive en velforfattet mail. Jeg trykkede send. Klappede pc’en sammen.

Ahhh.. Endelig. Dyb afslapning.

….Også i bad og afsted. Jovist. Det er nok ikke det klogeste altid at prioritere afslapning til sidst. Men jeg kan ikke slappe af, når der er noget at fikse. Jeg kan godt ligge ned. Jeg kan godt lukke øjnene. Men afslapningen indtræffer ikke. Den kan til gengæld skyller over mig, når jeg kan sætte kryds ved hovedrengøring, tøjvask, oprydning etc.

Ahhhhh… Jeg må bekende, at jeg får stor fornøjelse af at lægge mig i selen. At trække et læs op af bakke og se det stå der. Jeg gjorde det. Sejt. Jeg nyder at sende “giv-mig-lige-noget-ros-og-anerkendelse” sms’en til min mand. Og få svaret “stor guldmedalje til dig”. Og stå klar til at modtage ros igen, når han så faktisk kommer hjem. Det er dejligt at give mig selv point i parforholdsbogen, som en der bidrog til fællesskabet.

Jeg kan godt lide mit selvbillede, når jeg sender en mail til chefen lørdag formiddag efter at have afsluttet rengøring istedet for at sove. Jeg vil gerne være den person, som kan det. Som gør det.

Klimaks opstår, når jeg også kan få medlidenhed fra folk. ‘aj, Johanne -husk at slappe af’ eller ‘nøj, du må være træt’ eller ‘du fortjener en lang weekend’. Jeg slubrer det i mig. MUMS!

Men det kan ikke vare ved. Jeg ved det godt. At det overskud, som på mirakuløs vis indfandt sig, også er udtryk for en besættelse. En manglende evne til at slappe af, når jeg er alene. Det er nok ikke sundt.  Men der er sguda meget praktisk, ik?

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til. 

Hvor skal moderskabet stå?

Jeg har aldrig ment, at børn er meningen med livet. Så skulle det da kun være ud fra en streng biologisk/evolutionær synsvinkel om artens overlevelse. Men det perspektiv kan ikke for alvor ramme det enkelte menneske, for her er enkeltindivider ret ligegyldige. Der er altså meget lidt egentlig mening at hente, selv hvis man skulle tro, at vi er sat på jorden ene og alene for at lave nogle flere mennesker.

På den anden side så rammer det en, når man får sin unge i armene, at det her giver så utrolig meget mening. Sådan helt vildt fantastisk meget mening. Denne forløsning er måske ikke noget, der indfinder sig i forlængelse af fødslen, men de fleste får den nok inden for de første par måneder. Og for mig har det kun taget til i styrke i takt med, at ungen er blevet større.

Det børn kan, når det kommer til at give mening med livet, er to ting:

1) De kan udmatte forældrene til en grad, hvor at tilfredsstillelse af basisbehov (såsom søvn) giver en stærk lykkerus. Under ekstrem udmattelse kan jeg i øvrigt fortælle, at man tænker mere på overlevelse end på mening med livet.

2) De kan med deres hjælpeløse bedårende buttethed tale til vores indre beskytter. Det er svært ikke at føle dyb mening med at tage sig af et hjælpeløst barn, som ovenikøbet har flere træk til fælles med en selv.

Så hvor skal moderskabet stå, når det kommer til meningen med det hele?

Jeg vil nok stille det på en af de øverste hylder, men det står der ikke alene. Andre ting kan give lige så meget mening. Hele det her med at passe på, beskytte og opleve nogle/noget vokse op, kan man jo også få fra et kæledyr, et arbejdsprojekt, fra andre menneskers børn og du kan sikkert selv tænke på andre meningsfulde aktiviteter.

De kan jo også ind i mellem være frihedsberøvende i en grad, hvor man næsten ikke kan mærke sig selv mere – og det kan vel dårligt være meningen med nogens liv, at de skal være selvudslettende i deres omsorg og engagement. SÅ der er garanteret mennesker, for hvem det at få børn vil give meget lidt mening, fordi deres følelse af meningsfuldhed er bundet fast til et stort behov for frihed og bevægelse. Børn er bedre at slå rødder med.

Så moderskabet skal stå der ved siden af alle de andre ting, som giver menneskers liv mening. Mening er jo trods alt noget, som vi selv skaber.

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”

 

Frihed i forstaden

Jeg voksed’ op blandt forstadens helte, rækkehus og drømmekage
Og duften af nyslået græs på sommerdage
Husker da vi stjal blommer fra Fru Jensens træ
Og hvordan vi gemt’ os op’ på skolens tage
Omringet af villaveje og bøgeblade
Dybe skove, der nærmest ingen ende havde
Nye stier tog form, hver gang man tog et skridt
Alt ved verden syntes stort og forunderligt”

Sådan synger Nik og Jay i deres sang “forstadsdrømme”.  Jeg forestiller mig, at forstadsopvæksten må være ret ens, for selvom min forstad er en anden, så var min oplevelse præcis den samme.  En opvækst defineret af stærke sanseoplevelser og helt vildt meget frihed.

Ikke frihed på den der Christiania-agtige måde, hvor forældrene er skæve og ligeglade. Nej, forstads-frihed handler mere om tillid og at give børn et fysisk rum, hvor de kan udfolde sig uovervåget (også på skolens tage!). Som barn er netop det at få lov at bevæge sig alene det, som former og modner en.

Når man så bliver voksen, så glemmer man, at det er meget værdifuldt at få lov at bevæge sig uovervåget og handle/tænke frit. Jeg har været bosat i byen i 8 års tid. Det var på mange måder vidunderligt, og der er mange muligheder, men frihed er der meget lidt af i byen. Frihed kan have mange definitioner, men jeg vil gå med en ret klassisk en, at det handler om, at du selv bestemmer, hvad du vil.

Mit problem var, at rigtig mange af de ting, som jeg holder allermest af: at gå med hunden uden snor, at stå på rulleskøjter og høre høj musik. Det er ting, som man ikke må i byen. Man kan gøre det alligevel (og det gjorde jeg), men det er som regel forbundet med, at andre mennesker irettesætter dig. Og det føles ekstremt ufrit, når nogle går ind og vil bestemme over dig – og faktisk så kan de gøre det med loven og rimeligheden på deres side. For når mange mennesker bor sammen, så skal deres liv reguleres strammere.  Ellers kan det ikke fungere. Der er ikke plads til, at alle parkere hvor de vil. Går med hund, hvor de vil. Hører musik så højt som de vil. Vi bor for tæt til, at den slags adfærd kan tolereres.

Frihed er lige så meget en sindstilstand som et spørgsmål om plads. Så jeg stoppede med at drømme om forstaden og flyttede tilbage for tre måneder siden. Jeg elsker det. Kom med herud (men ikke for mange, tak),

7 tips til at planlægge en god polterarbend

Jeg har været til to polterarbender i hele mit liv. Min egen og min venindes – og det er i virkeligheden alt, hvad du behøver at vide om polterarbender. Da det  er en traditionsbunden begivenhed, der bygger på store mængder af tyl og gentagelser. På dette (tilstrækkeligt) store erfaringsgrundlag har jeg lavet en top fem planlægningstips til dig, der skal planlægge og deltage i en polterabend.

1.  Fastlæg en dato – hurtigt! 
Så snart bryllupsinvitationen hænger på køleskabet, og du har erkendt, at du er i den tilpas tætte kreds af venner til at være i planlægningsgruppen, så skal du udsende en doodle med to(!) datoer, hvor gommen har lovet, at bruden vil kunne deltage. Datoen kan fastlægges autoritativt i planlægningsgruppen ELLER den kan sendes ud til hele deltagerkredsen til demokratisk vedtagelse. Uanset hvad – så sørg for, at det er med kort frist og datoerne er langt ude i fremtiden. Det skal være helt tydeligt, at der ikke er et tredje alternativ. Polterarbender indeholder som regel mange af de samme elementer og afholdes i samme periode, så det gælder om at være tidligt ude, hvis du vil planlægge præcis det event, som bruden ikke ved, at hun drømmer om.

2. Prissæt arrangementet højt – og send penge retur bagefter!
Folk, der ikke tidligere har deltaget i en polterarbend, skal lige komme sig over, at en polterarbend koster i omegnen af 1000 kr. Indkræv 1100 kr. og vær sikker på, at alt kan dækkes for det budget. Det er meget sjovere at sende penge retur, end det er at være den der skal kræve dem ind bagefter. Hvis overskudsbeløbet er beskedent kan man også overveje at bruge overskuddet til en skæg mindegave fra alle veninderne – f.eks. en fotobog. Se det er let!

3. Lav én pris for hele dagen
Af bitter erfaring kan jeg fortælle, at det er en fantastisk dårlig idé at give folk mulighed for at melde til og fra forskellige dele af dagen. Ork ja, hvis gravide Gitte nu kun vil komme til brunch, så skidt da – MEN for alle andre, så må de betale én pris og så bare lade være med at deltage i nogle af tingene, hvis det ikke passer ind i deres program.Det er både bureaukratisk og svært at administrere den anden model. Jeg var ude i at opfinde udligningssystemer, så jeg kunne finde ud af, hvad en fair pris var (fordi man skal jo netop ikke kun betale for sig selv – men også for bruden – og for fællesskabet). Derudover vil det også give folk incitament til faktisk at deltage i hele dagen. Det er ikke særlig sjovt, hvis folk står af og på på de forskellige etaper. Afskedssamtaler giver dårlig energi – og skaber dårligt overblik over, hvem der deltager.

4. Start tidligt = slut tidligt
Det er helt fint at prioritere, at starte dagen med brunch i familiens skød, men hvis du vil have, at festen skal vare hele natten, så lad være med det.Folk har generelt svært ved at være fuld i 12+ timer, når de ikke er på festival og 17 år. Derudover er vi jo også nået den alder, hvor nogle har børn, flere har faste jobs og meget lidt fritid. Derfor kan dagen godt slutte på en lidt sløv måde, når de planlagte aktiviteter er slut – hvor folk er trætte og smutter hjem før kl. 24. Men dermed ikke sagt, at festen skal vare hele natten. Polterarbends vigtigste opgave er at få kvinderne i brudens liv til at lære hinanden og kende – og lave en dejlig dag for bruden. Det gør man rigtig godt, når man er frisk og i gang med uvante oplevelser.

5. Få gæsterne præsenteret for hinanden fra start af
Vi har alle vores forskellige sfærer, som vi bevæger os i, og selvom man måske nok har hørt meget sladder om Marianne og hendes tåbelige mand, så betyder det ikke, at du har den fjerneste idé om, hvordan hun ser ud – eller hvad hun interesserer sig for.Derfor – og for brylluppets skyld – få sat god tid af til på en god og sjov måde at få gæsterne præsenteret for hinanden. Det kan være så simpelt som en bordrunde og så komplekst som en quiz. Gør det – og gør det tidligt på dagen.

6. Lav en dag – som du også selv synes er mega skæg Polterarbend-planlægning og eksekvering er forbundet med en betydelig portion bøvl og koordinationsopgaver. Derfor skal du sørge for at planlægge en dag, som både du selv og bruden kommer til at nyde.  Ellers bliver du bare bitter

7. Invitér alle der har lyst til at deltage i planlægningen Planlægningsgruppen starter tit med den bedste veninde og en søster. Men det er ikke nødvendigvis den mest effektive gruppe af mennesker. Når basen er på plads, så sørg for at få inviteret bred ud i deltagerkredsen. Måske kan gæster, der ikke kan deltage, bidrage med god energi. Måske har de en kreativ hjerne og en partyplanner gemt i maven. SPØRG – det er så ærgerligt at miste god arbejdskraft og ideer, fordi man ikke orkede at spørge.

 

30, træt og taknemmlig

I weekenden holdt jeg stor 30 års fødselsdag, hvor næsten alle jeg kender var inviteret. Det var en dejlig fest med flere kapitler og god stemning. Det var min mulighed for at binde en sløjfe på de første 30 år af mit liv.

Det er nyt for mig at have behov for at markere mærkedagene. Jeg har altid synes, at det var lidt frygteligt at være i centrum og kræve andre folks tid. Det var heller ikke sådan en fest, hvor vi sad bænket og holdt taler om, hvor god jeg er (selvom jeg er ret god). Men med alderen har jeg udviklet den overbevisning, at man skal sørge for fejre livet undervejs. Markere milepæle og bedrifter. Det er en rigtig god måde at undgå, at der går leverpostej i livet.

Så jeg sørgede for at blive gift kun for at fejre kærligheden. Jeg sørgede for at holde kandidat fest for at fejre afslutningen på seks fantastiske studieår. Jeg sørgede for at holde navngivningsfest for at sige velkommen til verden til Hubert. Og nu ville jeg også gerne markere, at jeg har rundet det hjørne, hvor man skal være relativt virkelighedsfornægtende for at vedblive med at kalde sig selv ung*.

Det gør mig ikke noget. Jeg har haft min portion af latterlige mindreværdskomplekser. Drukket mig uhæmmet fuld  i klamme ting. Gået til åndssvagt mange eksaminer og lært ubrugelige ting. Jeg har taget min tjans ved kopi-maskinen og jeg har brugt tilpas mange timer på at dagdrømme om, at jeg blev stjernerig. Ungdommen var lige så venlig og mild, som den var hård og krævende.  Det var dejligt, så længe det varede, men jeg er klar til et nyt kapitel – og jeg er vel også langt forbi prologen nu.

Festen var dejlig, der var tid til at pjatte, danse, spise, grine og tale. Der var mange ting, der skulle ordnes i løbet af dagen, så da folk gik hjem lidt før midnat kunne jeg ikke lade være med at drage et lettelsens suk. Det havde vitterligt været en fantastisk dejlig dag, men når man står op kl. 5 og er igang hele dagen – og i øvrigt ikke har haft otte timers uafbrudt søvn i over et år, så er midnat et godt tidspunkt at slutte på.

Jeg føler mig ekstrem heldig, at jeg har så mange mennesker i mit liv, som vil komme og fejre mig. Det er usandsynligt priviligeret at have en stor familie og en god portion venner, der kom for sige tillykke. Selvom jeg godt sommetider kan sidde og dvæle i det helt nære liv. Min mand og i særdeleshed mit barn, så er de ikke nok. De er det vigtigste, men ikke nok i sig selv, når jeg til tider føler, at de er det, så skyldes det, at der er en masse mennesker uden om, som faktisk åbner verden lidt op og sørger for, at jeg ikke glemmer, hvem jeg selv er, når jeg ikke er hustru og mor. Det er så vigtigt ikke at drukne helt i det liv. Det kunne jeg sagtens. Mit barn er mit crack-cocain.

Som om at det ikke burde være rigeligt, at venner og familie fejrede mig, så overraskede min arbejdsplads mig også. Hele kontoret var blevet indkaldt til et møde under titlen”Koncernservice gennemgår nyt budgetsystem” – hvor der var mødepligt. Da jeg troppede op stod alle med truthorn og flag og sagde tillykke med gaver og småkager. Hold kæft, hvor er jeg heldig. Det siger noget om en arbejdsplads, at man gør det for en medarbejder, der har været ansat i under 3 måneder. Nu glemte jeg næsten at fortælle, at jeg på selve fødselsdagen mødte ind til dette syn:

Så med det billede vil jeg gerne slutte af med at sige en stor omgang tak til universet for at tilsmile mig med så mange gode mennesker. Jeg er i sandheden 30, træt og meget taknemmelig.

 

*Til dig, som tænker “JEG ER SGU DA STADIG UNG”. Ja, alt er relativt og det er ikke, fordi jeg argumenterer for at 30 er gammelt, men det betyder ikke, at det er ungt.  Hvis du skulle inddele et livsforløb – så virker det useriøst at sige 0-15 år barn, 15-40 år ung, 40-50 år midaldrende, 50-død gammel). Der er simpelthen alt for stor forskel på at være 15 år og være 40 år (eller 30). Det er to helt forskellige kroppe, to helt forskellige livssituationer og to helt forskellige arbejdsliv.

 

 

Embedsmandslogeliv

I dag brugte jeg en pæn del af min arbejdsdag på at sidde i Folketingssalens embedsmandsloge klar til at svare på ministerens spørgsmål.

Det er altid spændende, når man er ny og kun lige knap kan svare på, hvad man hedder og hvilket kontor man er ansat i. Men jeg drog alligevel afsted. I departementer er omsætningen af medarbejdere så stor, at jobstart altid involverer en pæn del af ‘hop-og-se-om-du-kan-svømme’. Heldigvis havde jeg gode folk med fra styrelsen, som havde badevinger og en snorkel med til mig, hvis det ikke gik.

Det meste tid gik dog med at vente og høre på politikerne være overdrevent høflige, mens de afviser hinandens ideer med argumenter af svingende kvalitet.

Jeg synes, at det her er et fremragende eksempel på, hvorfor djøf-bashing skal på listen over ting, vi ikke længere synes er passende at sige, sammen med ‘neger’, ‘det er kun naturligt at mænd tjener mere end kvinder’ og ‘store patteeeeeer’.

For her sidder en håndfuld embedsmænd m/k, der sidder klar på at svare på alle spørgsmål, som både minister og MF’ere skulle have brug for at stille. Vi har klædt ministeren på til en saglig debat, taget højde for kritikpunkter og vi har talt med en masse interessenter. Vi er limen, som gør at debatten ikke bare er holdningsbaseret, men også vidensbaseret og ikke starter forfra ved hvert valg. Vi bygger ovenpå og er garant for en vis kontinuitet i lovgivningen og ikke en lang slingrekurs.

Det er i embedsmandens dna at bevare og tænke sig om, ligesom det er i politikerens at handle hurtigt og finde på nye tiltag. Derfor er de to er afhængige af hinanden – som Tintin og Terry. De gør hinanden bedre.