30, træt og taknemmlig

I weekenden holdt jeg stor 30 års fødselsdag, hvor næsten alle jeg kender var inviteret. Det var en dejlig fest med flere kapitler og god stemning. Det var min mulighed for at binde en sløjfe på de første 30 år af mit liv.

Det er nyt for mig at have behov for at markere mærkedagene. Jeg har altid synes, at det var lidt frygteligt at være i centrum og kræve andre folks tid. Det var heller ikke sådan en fest, hvor vi sad bænket og holdt taler om, hvor god jeg er (selvom jeg er ret god). Men med alderen har jeg udviklet den overbevisning, at man skal sørge for fejre livet undervejs. Markere milepæle og bedrifter. Det er en rigtig god måde at undgå, at der går leverpostej i livet.

Så jeg sørgede for at blive gift kun for at fejre kærligheden. Jeg sørgede for at holde kandidat fest for at fejre afslutningen på seks fantastiske studieår. Jeg sørgede for at holde navngivningsfest for at sige velkommen til verden til Hubert. Og nu ville jeg også gerne markere, at jeg har rundet det hjørne, hvor man skal være relativt virkelighedsfornægtende for at vedblive med at kalde sig selv ung*.

Det gør mig ikke noget. Jeg har haft min portion af latterlige mindreværdskomplekser. Drukket mig uhæmmet fuld  i klamme ting. Gået til åndssvagt mange eksaminer og lært ubrugelige ting. Jeg har taget min tjans ved kopi-maskinen og jeg har brugt tilpas mange timer på at dagdrømme om, at jeg blev stjernerig. Ungdommen var lige så venlig og mild, som den var hård og krævende.  Det var dejligt, så længe det varede, men jeg er klar til et nyt kapitel – og jeg er vel også langt forbi prologen nu.

Festen var dejlig, der var tid til at pjatte, danse, spise, grine og tale. Der var mange ting, der skulle ordnes i løbet af dagen, så da folk gik hjem lidt før midnat kunne jeg ikke lade være med at drage et lettelsens suk. Det havde vitterligt været en fantastisk dejlig dag, men når man står op kl. 5 og er igang hele dagen – og i øvrigt ikke har haft otte timers uafbrudt søvn i over et år, så er midnat et godt tidspunkt at slutte på.

Jeg føler mig ekstrem heldig, at jeg har så mange mennesker i mit liv, som vil komme og fejre mig. Det er usandsynligt priviligeret at have en stor familie og en god portion venner, der kom for sige tillykke. Selvom jeg godt sommetider kan sidde og dvæle i det helt nære liv. Min mand og i særdeleshed mit barn, så er de ikke nok. De er det vigtigste, men ikke nok i sig selv, når jeg til tider føler, at de er det, så skyldes det, at der er en masse mennesker uden om, som faktisk åbner verden lidt op og sørger for, at jeg ikke glemmer, hvem jeg selv er, når jeg ikke er hustru og mor. Det er så vigtigt ikke at drukne helt i det liv. Det kunne jeg sagtens. Mit barn er mit crack-cocain.

Som om at det ikke burde være rigeligt, at venner og familie fejrede mig, så overraskede min arbejdsplads mig også. Hele kontoret var blevet indkaldt til et møde under titlen”Koncernservice gennemgår nyt budgetsystem” – hvor der var mødepligt. Da jeg troppede op stod alle med truthorn og flag og sagde tillykke med gaver og småkager. Hold kæft, hvor er jeg heldig. Det siger noget om en arbejdsplads, at man gør det for en medarbejder, der har været ansat i under 3 måneder. Nu glemte jeg næsten at fortælle, at jeg på selve fødselsdagen mødte ind til dette syn:

Så med det billede vil jeg gerne slutte af med at sige en stor omgang tak til universet for at tilsmile mig med så mange gode mennesker. Jeg er i sandheden 30, træt og meget taknemmelig.

 

*Til dig, som tænker “JEG ER SGU DA STADIG UNG”. Ja, alt er relativt og det er ikke, fordi jeg argumenterer for at 30 er gammelt, men det betyder ikke, at det er ungt.  Hvis du skulle inddele et livsforløb – så virker det useriøst at sige 0-15 år barn, 15-40 år ung, 40-50 år midaldrende, 50-død gammel). Der er simpelthen alt for stor forskel på at være 15 år og være 40 år (eller 30). Det er to helt forskellige kroppe, to helt forskellige livssituationer og to helt forskellige arbejdsliv.

 

 

Embedsmandslogeliv

I dag brugte jeg en pæn del af min arbejdsdag på at sidde i Folketingssalens embedsmandsloge klar til at svare på ministerens spørgsmål.

Det er altid spændende, når man er ny og kun lige knap kan svare på, hvad man hedder og hvilket kontor man er ansat i. Men jeg drog alligevel afsted. I departementer er omsætningen af medarbejdere så stor, at jobstart altid involverer en pæn del af ‘hop-og-se-om-du-kan-svømme’. Heldigvis havde jeg gode folk med fra styrelsen, som havde badevinger og en snorkel med til mig, hvis det ikke gik.

Det meste tid gik dog med at vente og høre på politikerne være overdrevent høflige, mens de afviser hinandens ideer med argumenter af svingende kvalitet.

Jeg synes, at det her er et fremragende eksempel på, hvorfor djøf-bashing skal på listen over ting, vi ikke længere synes er passende at sige, sammen med ‘neger’, ‘det er kun naturligt at mænd tjener mere end kvinder’ og ‘store patteeeeeer’.

For her sidder en håndfuld embedsmænd m/k, der sidder klar på at svare på alle spørgsmål, som både minister og MF’ere skulle have brug for at stille. Vi har klædt ministeren på til en saglig debat, taget højde for kritikpunkter og vi har talt med en masse interessenter. Vi er limen, som gør at debatten ikke bare er holdningsbaseret, men også vidensbaseret og ikke starter forfra ved hvert valg. Vi bygger ovenpå og er garant for en vis kontinuitet i lovgivningen og ikke en lang slingrekurs.

Det er i embedsmandens dna at bevare og tænke sig om, ligesom det er i politikerens at handle hurtigt og finde på nye tiltag. Derfor er de to er afhængige af hinanden – som Tintin og Terry. De gør hinanden bedre.

You’re not working class

Billedresultat for lady bird i wanna go

Jeg har lige været inde og se ‘Lady Bird’, som er en historie om Christine, der gerne vil være noget i verden og prøver på sin egen særprægede måde at undslippe sit klassetilhørsforhold. Så hun starter med at døbe sig selv “Lady Bird” og tvinge alle – herunder sin mor – til at tiltale hende ved det navn.

Hendes lidt krøllede tilgang til livet, får vi allerede fra første scene, hvor hun kaster sig ud af en bil i fart og brækker armen, fordi hendes mor provokerer hende.

Tonen i filmen er på én gang let og tung. Morsom og tragisk. Opløftende og nedslående. Jeg kunne godt relatere til følelsen af ikke at være fin nok – forjeg oplever stadig ind i mellem at føle, at jeg skal gå rundt med mennesker, som er betydeligt mere kultiverede end jeg, og jeg føler mig aldrig godt tilpas i det selskab.

Det er den samme erkendelse, som Lady Bird gør sig. Hun prøver at passe ind på det private katolske gymnasium og på at gå efter at blive noget større, men kæmper med at være sig selv i den kontekst. Så hun skal finde balancen mellem at være sig selv og kunne løfte sig selv (og familien) ud af fattigdom.

Det dejlige ved denne film er, at den er fyldt af kærlighed og omsorg, selvom de kan være pakkede ind i tåbelige skænderier. Som bunder i en mor, der har ambitioner på datterens vegne og en datter, der føler, at hun ikke altid kan leve op til dem.  Og i virkeligheden også omvendt. Moderen føler sig heller ikke tilstrækkelig, selvom hun har to jobs og gør alt, hvad der står i hendes magt for, at familien får et godt liv.

Billedresultat for lady bird i wanna go

Lady Bird får et par kæreste den ene respekterer hende for meget til at rage hende på brysterne. Den anden er så intellektuel, at han ikke kan få sin næse ud af fine franske værker og tage del i almindelige menneskers problemer, tanker og følelser. Det er under hans niveau.

Lady Bird gennemskuer bullshit og har ikke tid til dumme drenge.  Det er virkelig sjovt, men der er også alle de hårde ting ved at blive voksen. At prøve at få cool venner – men finde ud af at de knap så cool venner, alligevel er der hvor man har mest plads til at være sig selv – det er næsten en universel teenage-oplevelse (tror jeg da?!).

Jeg sad som seer og følte dyb sympati og fællesskab med denne historie. En working class hero på en måde. Men som der stod på toilettet på den bar, jeg var på efterfølgende “You’re not working class”. Skriften på toiletvæggen har ret.

Når man betaler 300 kr. for en øl og en burger, så er man ikke arbejderklasse…

Første nat i friheden

Baby er 9 mdr+ og jeg har været på min første regulære bytur i halvandet år. Det har været en stor succes, fordi:

1) jeg ingen forventninger havde til, hvor sjovt det skulle være eller hvor længe det skulle vare.

2) jeg så venner som jeg ikke har set længe. Det var virkelig dejligt.

3) jeg er først nu ved at falde om af træthed (klokken er to og jeg sidder i et s-tog og hører blues).

4) folk har smilet og skålet med mig. Jeg har makset ud på voksenkontakt.

5) manden har passet baby, selvom han har været top besværlig.

 

 

 

 

 

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).

 

Nobody puts baby in the corner

Billedresultat for nobody puts baby in the corner

Det var en hårdtslående erkendelse, da jeg fandt ud af, at ideen om, at mit liv, som jeg kendte det, ikke behøvede at stoppe, blot fordi der kom en lille ny, var bulls***.

Hvor et standardliv roterer om solen, så roterer et liv med baby ikke længere om sådanne arbitrære mål som døgnrytmer. Baby doesn’t care.

Det roterer heller ikke om dit arbejde, din partner eller dine interesser. Mad-gråd-søvn-lort. Baby er glad for enstavelsesord.

Baby er epicentret for alle aktiviteter.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle være en af de der patetiske eksistenser, der har huset og i særdeleshed stuen fyldt med overflødigt baby-ragelse. Og hvis det skulle være i stuen så skulle der være et afmålt område.

Men ‘nobody puts baby in the corner’. Hverken i overført eller bogstavelig betydning. Baby er alt. Baby er OVERalt.

Man kan godt kæmpe i mod. Men allerede nu kan jeg se, at mine udenomsaktiviteter er reduceret til at gå på arbejde, ringe sammen med vennerne og gå til få obligatoriske arrangementer (ofte ting involverende en kirke eller runde fødselsdage).

Det kan føles helt åndssvagt, at det bliver så ensporet, men på den anden side får man mulighed for at lege igen. For at danse fjollet. For at synge og skråle.

Mulighed for at køre i inderste spor og nyde udsigten. Livet med baby er slet ikke så tosset endda.

Det SKAL gøre ondt, før det gør godt

Det moderne menneske kan ikke bare gå rundt og være glad. Det er lidt dovent at være tilfreds. Så prøver du jo slet ikke. Du udnytter ikke dit potentiale.

Som moderne mennesker har vi internaliseret statens 2 pcts effektiviseringsbidrag. Det kan altid blive bedre. DU kan altid blive bedre.

Hvis du føler, at det sguda kører meget godt, så er der gået drift i dit liv. Kunne du ikke lige prøve at tænke lidt ud af boksen? Du burde da gå til en sport! Være lidt kreativ? Skrive en bog! Kom for helvedet i gang med at skrive den bog!

Eller måske bare en blog? Du kunne også få et nyt arbejde. Men så skal det være et svært ét. Rigtig svært. Så behøver du heller ikke gå til sport. (Pew!)

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.

 

 

 

Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.

 

Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.