Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.

 

Vej-vrede er mit mellemnavn

Kender I det, hvor man er ude og køre bil: Alt er fred og idyl. Din økonomi-bil har den sædvanlige langsomme acceleration og beskedne størrelse, som passer godt til din venlige og betænksomme kørestil. Pludselig kommer der en idiot forbi, der ikke holder en ordentlig bremselængde, fordi han vil presse dig til at køre stærkere. Han dytter af dig, giver det lange lys og vifter provokeret efter dig, når han overhaler i høj fart over fuldt optrukne linjer i en kørebane, hvor de første fire biler er på vej direkte i mod ham – og det får dig til at overveje, om du mon skal dø ved, at få en Audi A6 gennem forruden.

Sådan en idiot mødte jeg. Han kørte en gammel træt BMW fra ’85. Den hostede og spruttede. Jeg kørte 50 km/t i bymæssig bebyggelse – på en vej – må jeg tilføje – med store huller og bump. Alligevel skulle han køre helt op i røven på mig og overhale på en kong-provo måde.

Mit milde væsen forsvandt som dug for solen, og jeg glemte, at jeg er en fornuftig kvinde og mor i en mikro-bil, der er let at smadre og svær at flygte i. Alt sammen fordi jeg får sådan en ur-lyst til at flå nosserne af den lille mand. Jeg har gjort det til vane i stedet at lave en “kryster-fuckfinger”. Hermed forstået en fuckfinger, der flippes, mens jeg holder på rattet – eller du ved – sådan en “op-ad-kinden-var-det-virkelig-en-fuckfinger”-finger. Det giver mig en vis grad af tilfredsstillelse uden at bringe mit liv i fare.

MEN så sker der det, at den rustne lorte spand foran mig bremser hårdt op – og ud stiger en rocker-lignende typer med tatoos op ad halsen og en kronraget isse. Så for satan – tænkte jeg – nu finder han sgu boldtræet frem. Han vralter truende hen i mod min bil (heldigvis uden boldtræ). Jeg overvejer, om jeg kan stikke af, men tænker at jeg nok hellere må lade være.

“HVORFOR FANDEN GIVER DU MIG FINGEREN”.
“Jeg syntes, at du kørte meget aggressivt” (og den diagnose ramte jo ikke helt ved siden af, kunne man jo have tilføjet).
“MAN KAN JO HAVE TRAVLT” råber han, mens han fortsætter imod mig. Jeg har åbnet vinduet lidt på klem – og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at tilføje “ikke så travlt, siden du tilsyneladende har tid til at stoppe op og sludre” – men jeg har jo altså mit liv kært.
“JEG KØRTE 40 KM/TIMEN” insisterer han – her kan jeg ikke længere holde mig tilbage: “Nej, det gjorde du sgu ikke. Jeg kørte 50 km/t og du overhalede med pæn fart”.
“DET ER SGU DA IKKE GRUND TIL AT GIVE MIG FINGEREN!”
“Nej, du har ret. Undskyld” svarer jeg i håb om, at det er nok til at afslutte dette nervepirrende optrin – min søn er derhjemme – og jeg skal ikke dø pga. en fuckfinger.  Stodderen pakker heldigvis sammen og skrider (pyha!).

Jeg har overvejet, hvad jeg kan lære af dette optrin. Jeg burde jo ikke have givet idioten fingeren. Både af principielle og praktiske årsager. Principielt skal man jo ikke give folk fingeren, og af ren og skær praktik, skal man ikke provokere folk, som kan finde på at gøre skade på dig. Så ja, det stopper jeg med nu.

Jeg vil i fremtiden holde mine hænder i ro – og håbe på (men end ikke krydse fingre for), at psykopat-billisten ikke får kørt nogen ihjel (men også at hans røv må klø og hans arme være for korte).  Således kan jeg nok lægge et årti eller to til min forventede levetid.

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.

They are all about duty….

Relateret billede

Præsidentens mænd – eller  West Wing som er den originale (og bedre) titel – tonede frem på skærmen i starten af nullerne. Jeg var i første omgang ikke interesseret i en intellektuel DR2-serie med mærkelig lyssætning og midaldrende mennesker, der talte ekstremt hurtigt.

Jeg fik dog et venligt puf, og der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for serien. Serien er skrevet for at skabe begejstring hos (unge) amerikanere for politik og offentlig forvaltning. Det gjorde begge dele for mig. Den er kendetegnet ved Aaron Sorkins ekstremt velskrevede dialoger, som emmer af klogskab og humor – også bliver man helt overvældet af, hvor sejt deres arbejde er.

Vi følger præsidentens rådgivere (som ikke alle er mænd) og får et ret realistisk indblik i, hvordan man driver et præsidentembede. Med alt fra morgenopkald, internationale kriser, valgkamp, krig, ægteskabsproblemer, interessentinddragelse etc. Man bliver klog på policy og kan stadig lære noget nyt, selvom man ser afsnittet for 6. gang.

Udover at være umanerlig fantastisk tv, så ændrede serien mit liv. Den gav mig lyst til at arbejde med politik. Ikke som politiker, hvor man er i rampelyset og kæmper om magt, men på embedsmandsmåden, hvor borgerpligt, demokratikærlighed og politisk tæft er centrum for arbejdet. Det er politik på en helt anden måde. Så jeg læste statskundskab og arbejder i dag i et ministerium. Det sker, at jeg får det lige som Josh Lyman, når jeg går på arbejde:

Billedresultat for legislative agenda josh lyman

Men for det meste så er det faktisk med oprigtig respekt for, at uanset hvilken farve regeringen har, så har de mandat til at føre den politik, de ønsker – og jeg skal hjælpe med at føre den ud i livet.

Som djøfer og embedsmand er den bedste politiker – en ligesom præsident Bartlet – vidende og ansvarsfuld. En som sætter klar retning og som tager ejerskab over den førte politik.

Men hvis du er træt af politikere og mærker en vis apati skylle hen over dig, når du ser Debatten eller Tirsdagsanalysen, så sæt West Wing på i stedet. Det er en tv-serie, som er så god, at den stadig holder 20 år efter den blev sendt -og i sådan en grad, at der laves en podcast, der følges at millioner af lyttere (West wing weekly), hvor de gennemgår hele serien én episode af gangen (!).