Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.

They are all about duty….

Relateret billede

Præsidentens mænd – eller  West Wing som er den originale (og bedre) titel – tonede frem på skærmen i starten af nullerne. Jeg var i første omgang ikke interesseret i en intellektuel DR2-serie med mærkelig lyssætning og midaldrende mennesker, der talte ekstremt hurtigt.

Jeg fik dog et venligt puf, og der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for serien. Serien er skrevet for at skabe begejstring hos (unge) amerikanere for politik og offentlig forvaltning. Det gjorde begge dele for mig. Den er kendetegnet ved Aaron Sorkins ekstremt velskrevede dialoger, som emmer af klogskab og humor – også bliver man helt overvældet af, hvor sejt deres arbejde er.

Vi følger præsidentens rådgivere (som ikke alle er mænd) og får et ret realistisk indblik i, hvordan man driver et præsidentembede. Med alt fra morgenopkald, internationale kriser, valgkamp, krig, ægteskabsproblemer, interessentinddragelse etc. Man bliver klog på policy og kan stadig lære noget nyt, selvom man ser afsnittet for 6. gang.

Udover at være umanerlig fantastisk tv, så ændrede serien mit liv. Den gav mig lyst til at arbejde med politik. Ikke som politiker, hvor man er i rampelyset og kæmper om magt, men på embedsmandsmåden, hvor borgerpligt, demokratikærlighed og politisk tæft er centrum for arbejdet. Det er politik på en helt anden måde. Så jeg læste statskundskab og arbejder i dag i et ministerium. Det sker, at jeg får det lige som Josh Lyman, når jeg går på arbejde:

Billedresultat for legislative agenda josh lyman

Men for det meste så er det faktisk med oprigtig respekt for, at uanset hvilken farve regeringen har, så har de mandat til at føre den politik, de ønsker – og jeg skal hjælpe med at føre den ud i livet.

Som djøfer og embedsmand er den bedste politiker – en ligesom præsident Bartlet – vidende og ansvarsfuld. En som sætter klar retning og som tager ejerskab over den førte politik.

Men hvis du er træt af politikere og mærker en vis apati skylle hen over dig, når du ser Debatten eller Tirsdagsanalysen, så sæt West Wing på i stedet. Det er en tv-serie, som er så god, at den stadig holder 20 år efter den blev sendt -og i sådan en grad, at der laves en podcast, der følges at millioner af lyttere (West wing weekly), hvor de gennemgår hele serien én episode af gangen (!).