Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.

Min første FØDSELS-dag

I dag er det et år siden, at jeg fødte min søn. Det var en stor oplevelse, og på mange måder er denne fødselsdag mere meningsfuld for mig end min egen. Altså det føles mere som om, at jeg har præsteret noget – et nyt liv altså. Det er jo ikke så lidt. Det er min første “giving-birth-day”.

Min fødsel startede kl. 6 om morgenen den 22. juli 2017, hvor veerne stille og roligt satte ind. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg tænkte – det bliver sgu i dag, han kommer. Det blev det ikke.

Jeg havde veer fra kl. 6 om morgenen til kl. 4.06 næste morgen. Så 22 timer. Men det var ikke så galt, som det lyder. Det var først fra ca. kl. 18, at vi var nødt til at slukke for lyden på tv’et, når hvert ve kom.

Jeg kan huske, at vi så noget om hajer – og at jeg råbte af min mand – “SÅ TÆL FOR HELVEDET”. Han talte veernes varighed og pauserne i mellem dem. En rigtig guttermand. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at de alle sammen blev talt. Det føltes mere som om, at nu var der i hvert fald ét ve mindre, der skulle overkommes.

Ved midnat kørte vi mod hospitalet. Det gjorde seriøst ondt, og der var fire minutter mellem veerne. Jeg slæbte mig selv gennem Hvidovre Hospitals umenneskelige lange gange med skraldespande og stole, der var skruet fast til gulvet. Hvilket var noget besværligt, da jeg var nødt til at kaste op flere gange undervejs. Shit mand. Spaghetti Carbonara ligner desværre ret meget sig selv, når det kommer op igen. Min mand gik bekymret ved siden af mig, han havde al oppakning med. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os.

I hvert fald ikke, at en sur gammel dame efter at have haft fingrene op i mig (og havde skældt mig ud over ikke at ville undersøges under en ve), sagde “du er kun 2 cm udvidet – du skal hjem igen”. Jeg fik en “cocktail” med hjem – bestående af, hvad jeg formoder var panodiler og kalk-piller.  Jeg skulle “få noget søvn”. Ha!

Jeg fik overhovedet ikke sovet. Til gengæld fik jeg kravlet rundt på gulvet i smerte og op i møblerne for at skrige ind i væggen.  Min mand sagde, at jeg skulle sove. Han var desperat. Jordemoderen sagde, at vi skulle sove og der løb jeg rundt som et såret dyr og råbte. Kl. var 01.30

Jeg sad på toilettet og følte en umanerlig lyst til at presse. Nu vidste jeg, at vi skulle videre. Min mand så ret utryg ud. Jeg ville have min mor. Han ringede. Vi kørte afsted igen. Eller rettere. Jeg fik manøvreret mig sig selv og mit 18 kg. tungere korpus ned på parkeringspladsen igen fra tredjesal. Jeg råbte min mands navn ud over den ellers dødstille by. Han kunne ikke høre mig. Han var i gang med at finde vores vandrejournal. Jeg brølede ud af vinduet, da vi endelig kørte afsted, mens natteluften ramte mig i ansigtet. Min mand fik lov at køre for første gang uden, at jeg kom med dumsmarte og velmenende kommentarer undervejs.

Kl. 02 var vi tilbage i modtagelsen. Vi havde lært af fejlen og tog den kørestol vi havde efterladt ved parkeringskælderen, som vi havde fået efter første undersøgelse. Vi kom meget hurtigere igennem de lange gange anden gang (selvom min mand dog kom til at køre os en etage for langt op med elevatoren – jeg kunne have slået ham ihjel). Vi havde også droppet bagagen.

Denne gang tog en yngre kvinde i mod mig. Hun undersøgte mig hurtigt. “Du er 9,5 cm. udvidet. Du skal føde nu. Hop over på den stol. Så kører vi dig hurtigt ned på fødestuen”. Jeg nåede frem. Rejste mig op. Vandet gik. SPLASK. Som havde jeg tømt en spand fra mit underliv. Jeg kiggede rundt for at finde en ansvarlig og spurgte ængstelig “HVAD GØR JEG NU?!?!?”. Nogen fik svaret mig; “Du skal føde et barn”. Endelig var vi enige om processen.

Jeg kunne mærke roen sænke sig. Der var nogle andre, som var ansvarlige nu. Jeg skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Min mor kom også. Selvom nogle kiggede alvorligt på mig og sagde, at de var nødt til at monitorere mit barns hjertelyd, fordi hans hjerte slog meget hurtigt, var jeg ikke bekymret. Ikke den mindste smule. De sagde det var ren rutine. Og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Der kom en hel masse mennesker ind og ud af stuen. Jeg var helt og aldeles ligeglad. Jeg havde ingen forfængelighed.

Men fik dog undskyldt, at jeg kom til at råbe. Min jordemoder sagde, at jeg i stedet skulle bruge energien på at presse. Det gjorde jeg. Jeg var “in the zone”. Jeg fik ve-hæmmende et-eller-andet. Jeg blev bedt om at trække vejret helt ned i maven.  Det havde jeg ikke gjort i et halvt år, så det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg brugte den særlige vejrtrækningsteknik fra Smertefri Fødsel med en masse korte overfladiske vejrtrækninger for at håndtere smerten. Med begrænset held syntes jeg. Jeg fik heller ikke ilt nok. Jeg fik en ilt-maske. Det var godt. Så havde jeg noget nyt at gå op i. Jeg kunne ikke mærke veerne på samme måde som før pga. medicinen. De var ikke så overvældende og hyppige længere. Alle kiggede på en tavle, som viste hvornår næste ve kom. Men jeg kunne ikke se den. “MOR, HVAD STÅR DET?”. “4-2-6-8” svarede min mor, som om det gav nogen mening.

Det gik virkelig stærkt lidt over fire kom hovedet ud – og inden vi nåede til det næste ve, væltede han bare ud. En lille bristning – men meget effektivt. Ikke noget at tale om.

Prust. Støn. Alt endte godt. Min 4,5 kg.  store dreng kom ud.

Tænk at der allerede er gået et år.

 

 

Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af Peter Pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?

 

Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.

 

 

 

Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund

I dag løb min hund hjemmefra.

Min hund hedder Nova og er en dansk svensk gårdhund på snart 10 år. Hun er en puttehund, som elsker at ligge tæt under dynen. Vi plejede at gå til agility og gå lange ture på stranden. Vi var meget tætte. Hun er en akavet hund, der f.eks. bare står og ser lidende ud, når fremmede vil klappe hende, selvom hun bare kunne gå. Hun kan ikke lide støvsugeren, går meget i vejen, og hun kan ikke holde ud, hvis man hæver stemmen og skælder ud.

Da vi fik barn, var jeg meget bekymret for, hvordan vi skulle blive en ny familie. Jeg ville gerne have Nova med, så hun fik lov til fortsat at sove i sengen og måtte også gerne slikke på Hubert og snuse til ham, da han kom hjem til os. Hun gøede, når han græd og gik trofast ved siden af barnevognen. Hun lærte sågar at sidde under den, når vi skulle købe ind.

Det gik godt lige indtil, at Hubert begyndte at røre på sig. Vi er nødt til at have baby-gitter for trappen og lukke dørene rundt omkring. Nova vil være i samme rum som os, men helst uden Hubert. Vi er nødt til at lukke af indtil køkkenet, hvor hendes vandskål står, da Hubert ellers kravler med lynets hast hen for at vælte den. Det er langt fra optimalt.

Nu ligger Nova mest under sofaen og er mildest talt skuffet over situationen. Hun knurrer og snapper, når Hubert kravler hen og lægger sit tykke ansigt på gulvet for at se til hende og stikker de små fedtede fingre hen for at sige hej. Han flår puderne væk, som jeg har sat op, så hun kan få noget ro. Jeg skal være over dem hele tiden.

Det har ikke engang hjulpet, at Hubert gladeligt deler sin mad med Nova. Han både kaster det til hende og tager gerne en bid, efter hun har fået sin. Hun er forsigtig, når hun spiser ud af hans hånd. Hun har aldrig bidt. Men det gør man jo heller ikke mod hånden, der fodrer en, vel?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke stole på hende. Hun er træt af Hubert, som kun en storesøster kan være det. Hun har oplevet et fald fra tinderne. Vi siger ikke hej til hende først, når vi kommer hjem eller putter på samme måde før. Det kan vi ikke. Vi går stadig lange ture og mange af dem hver dag. Også på stranden. Hun  bliver ikke forsømt, men hun opfører sig som om, det er tilfældet. 

Jeg måtte stoppe til agility. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til det eller lyst til at tage flere timer væk fra mit barn. Mine følelser for Nova er blevet meget komplicerede. Før var hun min elskede hunde-baby (uden jeg dog nogensinde har kaldt hende det eller omtalt mig selv som ‘mor’). Nu er hun bare pisseirriterende, og jeg sender hende tit i ‘aflastning’ hos mine forældre.

Idag løb hun så hjemmefra. Hun har flere gange, siden Hubert blev født, nægtet at komme med hjem fra tur eller med hjem fra mine forældre. På den måde er hun ret tydelig omkring, at hun er mindst lige så træt af situationen, som jeg er. Men hun har ikke før løbet decideret hjemmefra – sådan svusj ud af døren i fuld fart uden at se sig tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en guide – tre trin til et godt forhold mellem hund og barn. Men jeg kender ikke de trin. Jeg synes, jeg har forsøgt at tage dem alle, jeg kunne finde, men de virker ikke. Nova vil være enebarn.  Alt det sjove ved at have hund er væk. Hun er en belastning. Ikke fordi hun skal have mad og luftes – og ind i mellem til dyrlægen. Men fordi hun truer mit barn og er ked af at være hos os.

Hun er ked af det, fordi jeg nogen gange er flippet helt ud, fordi hun vækkede mig om natten -efter at jeg havde været oppe og amme 4-5 gange. Hun ville bare gerne ind under dynen – kunne jeg lige løfte den op? Hun kravlede på et tidspunkt ind under vores nye seng, som er så lav, at hun ikke kan komme ud igen. Det går for det første ikke stille af sig, når en overvægtig gårdhund skal kravle gennem et hul, der er 15 cm. højt. Og da jeg også var nødt til at løfte en dobbeltseng kl. 3 om natten – dødtræt og mere hidsig end nogensinde før, eksploderede jeg. Nova kan ikke klare den skældud, som det medfølger, når jeg er træt helt ind til knoglerne og bare gerne vil sove.  Åh gud – hvor har jeg været hidsig på hende – og derfor tror jeg, at hun resigneret og i stedet går efter flugten.

Vi fandt heldigvis Nova igen efter et par timers jagt. Men det var med blandede følelser. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at hun og Hubert en dag bliver gode venner, så vi kan få vores glade hund tilbage. 

Gode råd modtages meget gerne. 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.

 

Hverdagens helte – pædagogerne

 

Hubert har fået plads i garderoben, og jeg fornemmer, at han har arvet sin mors evne til at få taget dårlige billeder – særligt hvis de skal hænge til offentligt skue i mange år (klassebilleder, pasfoto, billeder på intranettet, you name it. Jeg har ikke et eneste pænt billede i disse fora – have fun Hubert!).

Institutionslivet starter for alvor nu. Og jeg er allerede evigt taknemmelige for vores pædagoger. Hubert smiler stort, når han ser dem og er tydeligt glad for at være sammen med dem. Jeg er helt tryg – og det er rart, at han er god til at danne relationer til nye mennesker.

MEN jeg synes, at det var lidt svært med opstarten. Jeg sad og ventede på pædagogernes initiativ, og de ventede på mit. På sin vis giver begge ting mening. Det er jo mit barn – men deres arbejde. Vi er begge autoriteter ift Hubert. Jeg savnede dog, at der blev taget lidt styring over processen (måske er det en djøf-ting?). Sådan f.eks. lave en plan, som rækker længere end tre timer frem og fortæller mig, hvornår jeg skal gå, og hvem der tager over nu.

Hubert skal vide det, men jeg er også nysgerrig.

Men jeg vil bare sige, hvis en pædagog skulle læse med. Som førstegangsforælder har jeg ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg kører et barn ind på en god måde. Tag mig i hånden! Jeg føler mig ikke kørt over som forælder, så længe I foreslår en proces, som jeg kan sige ja eller nej til. Jeg siger formentlig ja – det er jo jer, der er professionelle.

Vores stue har den hellige treenighed, når det kommer til børneopdragelse: en skrap, en sjov og en struktureret pædagog. Så det skal nok ende rigtig godt, for  jeg kan vældig godt lide dem alle tre. Så det er okay, at Hubert græder lidt, når jeg går. Der er kompetente voksne klar til at tage over. Og de har såmænd allerede lært ham at vinke farvel, drikke af kop og delvist at spise med en ske (sådan cirka).

Det bliver et rigtig godt samarbejde, og jeg glæder mig til at hente Hubert og se, hvordan hans udvikling accelererer af at være sammen med større børn og dygtige pædagoger.

Stort tak til velfærdsstaten!