Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke at skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg da.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

Julefrokost-dilemmaer

1. Skal – skal ikke komme?

Det er dyrebar fritid, som bruges på mennesker, som jeg ser rigtig meget i forvejen (kollegerne, altså). På den anden side er det vigtigt at tage del i den vanvittige alkoholkultur i Danmark, hvis man vil være en del af holdet på sigt. Og der er jo en vis sandsynlighed for, at det bliver skægt. Det er sådan noget, som øl og snaps bare kan.

2. Skal – skal ikke drikke snaps?

Det smager uhyrligt, giver slemme tømmermænd og øger sandsynlighed for både ærligheds – og reel opkast med ca 300 %. På den anden side, så er der det med alkoholkulturen og fællesskabet igen. Mmm, HAPS! HAPS! Snaps (og risalamande) er stjerneeksempler på gruppepres for voksne.

3. Skal – skal ikke fortælle, hvor skabet skal stå?

Fuldskab kan bruges strategisk. Fortæl få, men vigtige sandheder til den trælse kollega eller chef. Det skal doseres med omhu, men folk er mere åbne for kritik, når folk er fulde og tager det ikke helt ind i hjertet eller ifører sig mellemledermasken, der henviser til næste statussamtale.

Der er dog relativ stor sandsynlighed for, at du er for fuld til at dosere ærligheden korrekt.

4. Skal – skal ikke gå tidligt hjem?

Nu er du her jo. Det er første fredag i månedsvis, hvor du kan vifte lidt med ørerne. Men på den anden side så kommer der en ny dag i morgen, hvor du gerne vil ‘få noget ud af dagen’, ‘være en god mor’ eller bare ikke have det ad helveds til. Men altså -party poopers får sgu ikke en god karriere og folk har jo gjort sig umage med festen. Drik op og hyg dig for helvedet! (Men hvis du sniger dig af sted, så opdager de det måske ikke – og det er jo fredag – joggingbukserne savner dig).

Til julefrokost i uldsokker

Min arbejdsplads holdt julefrokost i går.

Jeg havde faktisk været forudseende og købt en kjole i god tid. Jeg havde endda købt nye nylonstrømper, så jeg ikke behøvede at lave neglelaksfinten for at forhindre, at de løber (længere).

Men som jeg står der og skal til at gå ud af døren og har mine røde pæne sko på. Så slår det mig: jeg kan jo ikke gå i højhælede sko i mere end en time af gangen. Jeg piller et sæt uldstrømper ud af skabet og finder nogle sutsskoslignende sko med hundehoveder på.

‘Det er da meget smart! Eller det bliver i hvert fald rart at have på’

Og det var det selvfølgelig. Uldsokker og sutsko er på toppen over behageligt fodtøj. Men smart er det altså ikke.

Jeg tror, at det er en fejl i min opdragelse. Men jeg er ude af stand til at klæde mig pænt. Jeg ‘folder’ altid lige før, jeg forlader matriklen og tager en mærkelig sløjfe i håret eller bliver enig med mig selv om, at tøjet ikke er tilstrækkeligt komfortabelt.

Da jeg var teenager, følte jeg mig allermest smart, når jeg havde min fars skovmandsskjorte på sammen med en brun ternet nederdel fra genbrugsen. Min mor har senere udtalt, at jeg så ‘sjov’ ud.  Og det har jeg i givet fald gjort.

Spørgsmålet jeg stiller mig selv er, om jeg nogensinde bliver i stand til at ‘suit up’ og være lidt business professional eller om jeg bliver ved med at blive jeans og sneaks damen? Og hvad med at kunne tage til fest uden ironisk distance til, at man har forsøgt at pynte sig?

Never gonna happen.

En ode til den rimelig korte bytur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har forsøgt mig med at lave en egentlig “ode”, altså “større lyrisk digt i højtidelig stil”, men jeg må erkende ikke engang små digte i uformel stil ligger inden for mine evner. Jeg brugte ret lang tid på en version på melodien til “det var en lørdag aften”. Det blev ikke godt.

Så hvis du nu istedet læser det, som var det slam poetry, så nærmer vi os:

Billedresultat for everything sound like slam poet when you say it like this leslie

En fredag aften for nogle uger siden lykkedes det mig, at mødes med tre af mine veninder. Det var nærmest spontant. Og det var fantastisk.

Vi tyllede gin & tonics i happy houren. Herefter spiste vi tortillas og drak dark and stormy på kande. Det var virkelig virkelig dejligt at høre om andre menneskers liv og fortælle sladder fra ens eget. Det var dejlig med et afbræk, der ikke var planlagt i evigheder forinden.

Det var dog fredag aften. Jeg havde løbet fra kontoret kl. 16 for ikke at komme for sent til aftalen. Det  var afslutningen på en hård uge. Så da klokken slog 20.00 og vores bord ikke længere ledigt, blev jeg ramt af en spontant trang til at tage hjem til min familie.

Det tog jo også lidt tid at komme hjem. Delvist fordi jeg selvfølgelig skulle have en dessert med hjem. Og hvad egner sig bedre end mcflurry daim til tog-turen? Fuck november, jeg vil have softice.

Lidt har også ret. Og det her tilfælde havde det meget ret. Det føltes som at komme op og få luft efter at have holdt vejret lidt for længe. Så nu vil jeg bare sige, at en bytur behøver ikke at vare længe for at opfylde sit primære formål: at have det sjovt.

Så hvis du ikke rigtig kan overskue at være ude hele aftenen, men egentlig gerne vil se dine venner – så gør det. Lad være med at føle, at hvis ikke I er sammen ved midnatstid, så er det også lige meget. Det er det ikke.

 

Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Kan man være feminist og for kønsskifteoperationer?

man holding three leaves

“Jeg er født i den forkerte krop” – er et udsagn, som meget ofte kommer op, når transpersoner skal forklare, hvorfor de gør, som de gør – og hvorfor de fortjener grundlæggende respekt.

Inden jeg går videre, må jeg hellere indlede med, at jeg synes, at alle mennesker fortjener respekt. Jeg ønsker ikke at støde eller tale nedsættende om nogen, særligt ikke folk, som sidder i en udsat, sårbar og sikkert også lidt ensom situation og føler sig helt forkert. Jeg håber derfor, at I vil læse resten af indlægget i det perspektiv.

Jeg har  i flere år har tumlet med på den ene side gerne at ville være rummelig og omfavnende, og på den anden sidde ikke kunne forlig mine feministiske idealer med ideen om kønsskifteoperationer m.v.

Som feminist har jeg det meget svært med udsagnet “jeg er født i den forkerte krop”. Jeg mener ikke, at vi meningsfyldt kan tale om rigtige eller forkerte kroppe. Der er kun kroppe. Når nogle mennesker vokser op og føler, at de absolut ikke kan leve et lykkeligt liv med det køn, som de biologisk set er blevet tildelt, så har vi i mine øjne fejlet fatalt.

Feminisme handler om for mig om, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i betydningen, at dit køn ikke skal være definerende for dine livsvalg. Derfor har jeg meget svært ved påstanden om, at et menneskes lykke er bundet op på deres køn. Fordi det gør kønnet til det afgørende. Fordi det lægger en essentialistisk tolkning nedover, hvad det vil sige at have en penis eller en skede. At man skal have en skede for at gå i kjole og en penis for at være bankdirektør.

Jeg nægter ikke, at der er strukturer i samfundet, som gør det rigtig svært f.eks. at have en penis og tage en kjole på. Det er der helt sikkert, men det er strukturerne vi skal ændre på – ikke menneskene.

Min mand indvender altid på det her tidspunkt i vores diskussion, som har vi har haft om og om igen; “jamen, skal den enkelte så være martyr i det feministiske ligestillingsprojekt?“.

Det kan man aldrig tvinge andre mennesker til, men grundlæggende så er mit svar vel – ja! For operationer og hormonbehandling medvirker kun til at reproducere i helt absurd grad de strukturer, som man som transperson i virkeligheden forsøger at gøre op med. Det er de bånd, som binder mænd og kvinder til en bestemt adfærd afhængig af deres køn. Det er vel det, som feminismen blæser til kamp i mod.

Jeg mener, at vi bør hjælpe mennesker med at acceptere både sig selv og andre, som gode nok – som de er. Her vil jeg gerne lægge særlig vægt på, at vi ikke kan fornægte den form, som naturen har “valgt” at give os. Om det så er mand eller kvinde. Høj eller lav. Tyk eller tynd. Krøbling eller atlet. Så er vi alle sammen okay. Vi har alle sammen ret til frihed, kærlighed og plads uanset, hvordan naturen har formet os. (Et af de mere kuriøse eksempler er også historien om den hollandsk pensionist, som vil have ændret sin alder, fordi han mener, at han bliver diskrimineret på baggrund af den).

Så er der selvfølgelig nogen, som vil indvende, at mennesker altid former på vores naturlige udseende. Jeg plukker mine øjenbryn (hvilket principielt set også er tosset), andre får opereret deres bryster større og endelig er der nogen, som går meget radikalt til værks og ændrer deres kønsorgan/hormonbalance.  Det mener jeg dog ikke kun er et spørgsmål om gradsforskel, men om ændringer af helt forskellige karakter! (Især efter at jeg har prøvet den helt store hormon-rutsjebane, som er en graviditet. Hormoner ændrer ikke bare din fysiske fremtoning. Den ændrer din personlighed.)

Alligevel vil jeg stadig gå til forsvar for, at folk har ret til at gøre med deres krop som de vil. Kønsskifteoperationer skal ikke forbydes. Men som samfund bør vi ikke finansiere, at folk skal ændre sig selv for at føle, at de kan være i verden. Der skal laves plads i verden til dem, de er i udgangspunktet.

Vi bør i stedet ændre verden. Lave kønsneutrale toiletter. Tillade opklædningsbåse i svømmehallen. Og vi bør forske i om, der er nogle mønstre i, hvorfor nogle mennesker føler, at deres krop er helt helt forkert. F.eks. ved vi allerede, at der er noget, som hedder interkøn – som er den biologiske spøjse ting, hvor et menneske har både mandlige og kvindelige kønstegn – og derfor ikke entydigt kan inddeles i hverken han eller hun kategorien.

Her er det jo netop ikke kroppen, som er forkert – men det label, som personen er blevet tildelt ved fødslen, som har været forkert. Vi kunne have sparet denne 1-2 ud af 1000 personer meget smerte og forvirring ved, at vi var mere tilbageholdende ved at definere børns køn så tydeligt, som ingen kønsidentitet har endnu (ja, det er  hårbånd til skaldede børn og fascistiske farvekoder, jeg taler om!).

Jeg er fortaler for, at vi lægger mindre vægt på menneskers køn – ikke mere. Vi skal lave større og bredere kasser i stedet for at skære folk til, så de passer i de kasser, som vi allerede har. Hvis et skridt på vejen kan være, at man har mulighed for at vælge et nyt navn, sætte kryds ved “intetkøn” i sit pas eller etablere kønsneutrale cpr-numre, så lad os starte der. Men jeg synes ikke, at vi skal operere eller medicinere raske mennesker.  Vi skal lave plads til mennesker, som de er.  

Det virker usandsynligt, at transpersoner  vil mene, at de argumenterer for, at vi skal være mindre tolerante, så jeg vil så gerne høre fra jer:

Hvad er det, jeg overser? Hvordan kan ideen om, at et køn er forkert være forenelig med ideen om, at der skal være ligestilling mellem kønnene? Hvordan kan man sige, at man er tolerant, når man samtidigt siger, at der er visse ting, som kun en pige/dreng gør? Og hvordan kan kan tale om, at man først er en “rigtig” pige/dreng, når man har fået ændret sin fysik og hormonbalance? Hvordan er det respektfuldt  over for nogen? Hvordan er det ikke et skråplan af dimensioner at tale om “rigtige” drenge/piger og “forkerte” kroppe? 

 

 

 

Mafiametoder og søvntræning

sleeping baby on gray cushion

Det er nok ikke gået mange forældres næser forbi, at der pågår en ret heftig debat omkring brugen af “Godnat og sov godt”-metoden. Nu har jeg – som de fleste andre formentlig – heller ikke læst bogen, men den overordnede diskussion går på, om børn under nogen omstændigheder må “græde sig selv i søvn”.  Så det er alene det, jeg forholder mig til.

Søvntræning kan have mange ansigter – og det er slet ikke alle, som jeg vil stå på mål for. Men jeg synes, at det er hysterisk at påstå, at børn får varige mén af, at deres forældre lader dem græde i afstemte tidsintervaller (fx. 15 min af gangen) i få dage (typisk 2-3 dage), hvor man træner, at barnet lærer at “trøste sig selv”, når det vågner op om natten.

Jeg har selv anvendt metoden et par gange, når Huberts søvn er stukket helt af. Konkret taler vi om, at vi ikke har fået lov at sove, fordi han har grædt i timevis i løbet af natten og har været utrøstelig. Uanset om vi var der eller ej. Vi startede selvfølgelig også med at vugge, kysse, amme, klappe, hoppe på bold, synge og hele det show, som forældre ruller ud for deres børn af ren og skær kærlighed. Det hjalp bare ikke. Han skreg og skreg og skreg.

Så prøvede vi os forsigt frem med denne metode, efter han var fyldt 3 måneder. Og guderne skal vide, at vi diskuterede det rigtig meget. Jeg var klart på “soft-on-crying”-holdet, fordi jeg som mor oplevede, at hele kroppen kunne knuge sig sammen, når baby græd. Men det magiske skete, at efter to dage var der væsentlig fremgang. Hubert faldt hurtigere i søvn, var mere rolig og sov i længere tid. Vi sørgede selvfølgelig for undervejs, at hans behov var opfyldt, og at han ikke var til fare for sig selv. Helt lavpraktisk gik vi ind til ham efter afstemte intervaller (først 10 minutter, så 15 minutter og sidst 20 minutter) og når vi gik ind til ham, brugte vi 1 minut på at prøve at trøste ham (give ham sutten, ae ham, putte ham på ny), hvorefter vi gik igen.

Vi gjorde det, efter vi havde læst intenst på the science of mom  bloggen,  hvor en kvinde med en ph.d. i neurobiologi har læst sig igennem forskning på børneområdet og gennemgår resultaterne letlæseligt. Hun præsenterer (og henviser undervejs til) forskning, som viser at metoden er effektiv og ikke skadelig (heller ikke på længere sigt).  Ligesom hun gennemgår den kritiske forskning. Jo, børn er selvfølgelig mere stresset, lige når det står på, men på længere sigt gavner det barnet, da metoden reducerer gråd og forbedrer søvnen markant.

Jeg var derfor overrasket over, at der opstod en folkebevægelse, som hævdede, at jeg havde misrøgtet mit barn. Jeg forsøgte at gå lidt ind i debatten på et opslag på facebook, men der var ikke den store forståelse for, at der var andre måder end samsovning, der kunne sikre børn en tryg sove-oplevelse. Jeg fik alene bemærkningen “du har ret til at mene, hvad du vil, men jeg vælger at give mit barn tryghed og omsorg” og “mit barn sover faktisk heeeeele natten” og endelig vinderen “VILLE DU MÅSKE GERNE GRÆDE DIG SELV I SØVN HVER AFTEN, HVA HVA HVA?!”.

Jeg har sgu også forsøgt mig med samsovning. Jeg er slet ikke så ensporet. Hvis Hubert sov, når vi sov sammen, så kan jeg love jer for, at det var det vi gjorde. Det gør han bare ikke. Han leger, pjatter, sparker og river sin mor i hovedet (med mindre han er syg, så går det ok). Jeg ville elske at sove sammen om natten. Top hyggeligt omend upraktisk.

Jeg tror ikke på, at én metode får os hele vejen. Vi må spille på flere heste. Det gør vi i hvert fald herhjemme – og nogle ting virker nogle gange – men intet af det vi har prøvet virker hver gang. Jeg ville bare benytte lejligheden til at sige “is på”. Dit barn har ikke lidt overlast, hvis du har forsøgt at lære det at trøste sig selv. Metoden står ikke i modsætning til at skabe gode, trygge og faste putterutiner. Den fungerer jo klart bedst, hvis den kombineres med andre effektive metoder, f.eks. sut og regelmæssighed.

Men det er klart, at hvis dit barn sover ret godt i forvejen, så har du nok ikke  brug for denne metode. Hvis du samsover, så giver det heller ikke den store mening (for du er der jo alligevel). Men jeg vil gerne opfordre til, at man kan rumme, at vi er nogle forældre, som har været nødt til at tænke lidt ud af boksen, for ikke at alle skal græde sig selv i søvn forevigt.

Og det giver altså ingen mening at hævde, at børn lider overlast af metoden baseret på studier af børnehjemsbørn (der er nok en del andet, end cry-it-out på spil her) eller at påpege eller at børns gråd er deres eneste måde er kommunikere på, og vi altid skal reagere på gråden. Metoden opfordrer jo ikke til, at du aldrig reagerer på gråden. Den opfordrer til, at du forsøger at reagere systematisk i en periode og give barnet en chance for at lære at håndtere adskillelse (og hvad der ellers foregår i babys hoved).

Lidt ligesom man lader sig barn prøve at tage tøj på selv, selvom det giver anledning til arrigskab og frustration. Der er nogen ting, som vi skal lære, som kræver både blod, sved og ja tårer. Og man kan godt være en god, kærlig og omsorgsfuld forælder, selvom man søvntræner sit barn.

Jeg vil derfor opfordre til at være lidt mere rummelig over for andre menneskers forsøg på at deres børn til at sove. God nat derude – jeg håber, at I får lov at sove godt.

 

I’m bitter and I’m proud!

Jeg vidste godt, før jeg poppede en baby, at det var hårdt at have børn. Jeg vidste godt, at det ikke var et ubetinget gode for parforholdet, at to blev til tre, og at man have mindre tid til hinanden. Alt det vidste jeg teoretisk set godt.

Som de fleste enten allerede ved – eller senere bittert erkender, så er der temmelig stor forskel på teori og praksis. Jeg har klart undervurderet, hvor hurtig mangel på søvn totalt ændrer ens personlighed og stresstærskel – og hvor fysisk ondt det gør at blive vækket, når man liiiige er faldet i søvn.

Jeg har stærkt undervurderet, hvor lidt overskud man har til sin partners ønsker og behov. Man bliver et lille bitte menneske, som rager den lille snas af overskud/selvopretholdelsesdrift til sig, når først barnet er fodret, vasket og skiftet og nu endelig sover. Man kan nå derud, hvor man ikke under hinanden noget som helst.

Det er som regel (relativ) kortvarige følelser, men jeg har flere gange fået sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg tænker “shit mand, det kan sgu være, at det er os, der ender med at blive skilt”. For jeg kan slet ikke se, hvor overskuddet til at tale ordentlig sammen og indgå kompromisser skal findes henne. Det siger ikke så lidt, for vi  har faktisk lige haft 13 års-kæreste dag, og jeg har aldrig tidligere tænkt, at vi måske ville gå fra hinanden.

Min mand mener, at jeg har en tendens til at frygte det værste (og plabre løs om dem), så jeg forsøger at holde dystopierne på afstand ved at placere humoristiske påmindelser strategisk rundt omkring i huset:

En af mine favorit leverandører af hverdagskomik er tegneren Line Kjeldsen Jensen. Jeg forærer hendes bog til alle barselsbesøg, jeg skal til – for hun er simpelthen genial.

Hun formår at gøre to ting: 1) at få mig til at grine, og 2) at få mig til at føle mig som en del af noget større. Hun beskæftiger sig med moderskabet, som noget der har væltet kvinder på røven til alle tider. Som en orkan, der hvirvler kvinder rundt i helt nye og ekstreme udfordringer i en blanding smerte, snask og kærlighed. (Line er i øvrigt ikke den eneste, som kan det. Jeg synes, at den her blogverden giver overraskende rum og plads til, at kvinder udveksler nogle af de mest ærlige historier om det at blive mor – også STOR tak til jer derude!).

Derudover er Lines historie præget af, at hun er meget alene hjemme med børnene (fordi far er rockstar) – og hun rammer parforholdskonflikterne helt perfekt. I mit køkken hænger denne tegning fra hendes hånd:

Jeg muntrer mig over den dagligt – og det er netop oftest i køkkenet, at vi har denne her universelle diskussion om, hvem det i virkeligheden er mest synd for (MIG!).

For at holde mig selv oppe i løbet af dagen og for at markere over for verden, at jeg formentlig kunne have været i bedre humør, hvis ikke hele verden var så irriterende. Så bruger jeg denne mulepose som arbejdstaske (hvilket på sin vis er meget en upassende taske i arbejdsøjemed):

Den fanger bare den der ufattelig overmandende følelse, jeg kan rammes af, når jeg siger nej tak til sjove arrangementer, jeg absolut ikke kan overskue. Eller når mit barn er en røv-banan og ikke vil sove. Når jeg skal gå på arbejde efter at have sovet i tre timer. Når folk spørger om irriterende ting. Eller når ens mor har sagt et eller andet halvvejs fordømmende om ens opdragelsesmetode (som for mit vedkommende i bedste fald er famlende). Eller når et eller andet tåbeligt går mig på. Så jeg nemlig både stolt og bitter!

Den sidste påmindelse om, at alt er som det skal være, selvom der er hårdt, er Maren Utaugs (en anden yndlingstegner) tegning om børn og parforhold. En af vores venner læste billedteksten med følgende bemærkning:

»’Børn er en gave for parforholdet’ det passer vist ikke helt, hva? Høhø… Nej, vent er det en bombe?!?«

Og det er lige præcis, hvad det er. Børn er bomben.