Isn’t it ironic….

  • At det lykkedes mig at time min yngste søns fødsel og efterfølgende barsel med en præsident valgkamp, samt få bidrag med en røvfuld penge fra en fond- også kommer der en pandemi og smadrer alting?
  • At vi alle spændt ventede på, hvad denne her regering havde at byde på af grønne løsninger og nye pensioner. Men Arne skal vist bare være glad, hvis han får mulighed for at opleve en uværdig tilbagetrækning?
  • At Roskilde Festival skulle fejre 50 års jubilæum også bliver store forsamlinger aflyst til og med august?
  • At vi har været SÅ dygtige til at blive hjemme og vaske hænder, at vi nu ikke bliver smittet i tilstrækkelig høj grad… Nu skal børn, unge og deres forældre gå forrest i kampen for at få etableret flokimmunitet?

Helt uironisk vil jeg gerne takke jer for at være så ordentlige i jeres respons på mit forrige indlæg, som var ret provokerende i sit setup. Særligt I to som havde kritiske bemærkninger var virkelig en klasse for sig. Internettet er bedre end sit rygte. Jeg har brugt meget tid på at tænke over jeres kommentarer, og hvad jeg skulle svare.

Det er værre ting end døden

Jeg vil gerne starte med sætningen: “jeg ved godt, at coronavirus ikke bare er en influenza, men….”

MEN sådan må man hverken skrive eller tænke i disse dage. Tænk dog på italienerne! Tror jeg måske, at det er for sjov, at de dør som fluer?

Selvfølgelig ikke. Bevares.

Det er bare fordi…. jeg går rundt og er ved at kvæles. Sådan i overført betydning, du ved nok.

Jeg er ved at kvæles i uvished, trummerum og meningsløshed. I løftede pegefingre og apokalyptiske formaninger og fortællinger. I at min (bevægelses-)frihed snart ikke kan begrænses mere uden, at vi når nordkoreanske tilstande. Jeg er ved at kvæles i at skændes med min mand om, om vi kan tillade os at besøge bedsteforældrene (Gisp! Stor forargelse! Prøver du at slå dem ihjel?!?!).

Jeg er træt af at høre, om at andre føler sig en del af et stort fællesskab. Det gør jeg ikke. Jeg føler mig ret alene i det her vanvid. Jeg føler mig overvåget. Jeg føler, at jeg bliver hyrdet rundt i en angst-manege af mediedanmark og min regering. Det flyder jo over med historier om unge mennesker og børn med corona. INGEN skal vide sig sikker. Så ved vi det.

Men det var der jo heller ikke nogen som skulle før. Vel? Børn og unge døde også før covid-19. Børn og unge får også kræft og dør af hjertestop – men det får vi ikke råbt ind i fjæset dagligt. Livet var ikke risikofrit, før den her virus gjorde sin entre. Ligesom før, må vi alle – hver og en – navigere i de forskellige risici, som der er ved at være i live. Ingen har kontrol og ingen kan vide sig sikker. Men hvis du skal turde være i live, så er du nødt til ikke at navigere udelukkende efter risikoen for død.

Når vi burer alle danskere inde i deres eget hjem, så stiger risikoen for vold og druk i hjemmet. Udsatte børn lades i stikken og følgerne af ensomhed forværres. Flere vil formentlig begå selvmord eller gå konkurs og blive ledige. På den anden side dør færre mennesker i trafikken og af forurening.

Uanset hvad vi gør, så er der en risiko forbundet med det. Normalt så talte vi ikke om det hele tiden. Fordi det er deprimerende og det er handlingslammende. Men nu taler vi ikke om andet end om risikoen for at få corona-virus (og dø af den). Det må være en bevidst kommunikationsstrategi at få alle til at føle sig udsatte, så vi får begrænset smitten ved at alle sidder derhjemme og glor.

Sagen er bare den. At jeg er hjemme. Og jeg er pissebange. Og pissesur. Jeg er pissetræt – af at være hjemme. Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Så vi er altså nødt til at komme ned fra vores høje heste og tale til hinanden med respekt. Respekt er også, at vi ikke alle sammen kan holde ud at være bange hele tiden.

Jan Grarup (krigsfotografen) sagde på et tidspunkt, at han altså ikke ville blive indedøre. RAMASKRIG. Men manden har allerede PTSD og lever af at tage billeder af situationer, som er langt langt værre – også end de italienske hospitaler lige nu. Hvis ikke han kunne gå en tur i lufthavnen uden at være bange, så ville han jo slet ikke fungere. Eller unge mennesker som hænger ud med hinanden uden frygt og bæven. Det er fandme ungdommens privilegium at være sorgløse og tro på fremtiden.

Vi skal selvfølgelig begrænse smitten. Men vi kan ikke undgå den. Så når vi taler om den, som om, at det er verdens undergang at få corona, så er det mangel på respekt. Overfor de mennesker, som er nødt til at gå ud, fordi de skal på arbejde og over for de menneskers familier. Det er mangel på respekt over for de borgere, som ikke kan holde til at være bange hele tiden, fordi de allerede er underdrejet af angst. Det er sådan set også mangel på respekt over for menneskets grundlæggende ret til frihed.

Jeg er sikker på, at nogen vil læse det her indlæg som et forsvar for, at ingen pris er værd at betale for at styre smittespredningen. Det er det ikke. Jeg siger bare, at lige nu betaler vi en for høj pris. Den er i hvert fald uholdbar. Ikke bare i relation til samfundsøkonomien – men også i forhold til vores allesammens psyke og mentale trivsel. Og for vores demokrati!

Jeg glædes over, at der er ulmende magtkritik i flere hjørner. At regeringen kom til fornuft og droppede ideen om, at politiet måtte trænge ind i private hjem og lukke fester uden en dommerkendelse (what the actual fuck?). At man ikke skulle haste dobbeltstraf for håndspritstyveri igennem (hvad er behovet?), og at der fra flere sider kommer glimrende skriverier omkring, at vi ikke blot skal hylde vores store leder Mette. Vi skal huske at være kritiske. Ellers mister vi noget meget værdifuldt – nemlig vores frihed.

Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Jeg føler for de familier, som har mistet eller vil miste deres kære til denne her lorte-virus. Jeg vil bare så gerne have, at vi ikke glemmer, at der er ting, som er meget værre end døden – et liv uden frihed.

Når folk hidsigt anmelder hinandens adfærd til myndighederne, så er det ikke samfundssind i mine øjne. Det er et kikset forsøg på at få kontrol over en ukontrollerbar situation.

Følg myndighedernes retningslinjer og påbud efter bedste evne, men hvis du føler, at du virkelig mangler et kram, fordi ja… du er et menneske og livet er hårdt og lige nu er vi alle sammen bange. Så få et kram – uden at føle skam og skyld.

Du har også lov til at være her.

Tankemylder #6 – the corona edition

  • Det er svært ikke at blive lidt bekymret, når der sker en tredobling af smittede af COVID-19 hver dag, der er kamp om respiratorerne i Italien og man må forstå, at vi snart løber tør for tests, mundbind og håndsprit. Og hvis man ikke allerede var bekymret, så er Mette F’s stålsatte ansigt ikke just opmuntrende, når det er efterfulgt af, “nu lukker samfundet”.
  • Jeg kan ikke nå at danne en holdning, før situationens alvor indskærpes. Jeg er gået fra “lad os liiiiiiige slappe lidt af – det er jo bare influenza” og “døden skal have en årsag” til “nu går verden sgu på røven“, “tænk på de svage” og “hvor længe kan jeg holde mig i live uden at forlade huset”. Det er meget svært at få et standpunkt, når jorden under det smuldrer hvert andet minut.
  • Djøferen i mig bliver helt glad, når jeg ser mange offentlige myndigheder samarbejde og koordinere tæt. Vores samfund fungerer bare ret godt – også i krisetider! Man kan jo bare se, hvordan et samfund uden et socialt sikkerhedsnet og offentlige sundhedssystemer (inkl. en batshit crazy præsident) håndterer dårlige nyheder.
  • Det er også djøferen i mig, som (hånden på hjertet) er mere bekymret for, hvordan samfundet bliver påvirket på lang sigt, end hvordan sygdommen udvikler sig, behandles eller vacciner udvikles.
  • Det er mennesket i mig, som sidder her og ser pressemøde alene i sofaen, og som godt kan mærke, at jeg nok efterhånden er mere bange end bekymret. Alting gik fint, så kom Corona – og nu er verden i krise – og hele Danmark er nærmest sendt i hjemmekarantæne. Det gik virkelig stærkt. Vi er sårbare.

    Det havde jeg glemt.

Eskapisme er den bedste isme

brown wooden harbor dock

Alle sover. Opvaskemaskinen skvulper løs, imens den forsøger at gøre dagens bunke opvask ren. Det er meget længe siden, at jeg har siddet med mig selv og mine tanker. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Det er nok også derfor, at selv om et af mine nytårsforsætter var at “blogge regelmæssigt”, så kommer der længere og længere mellem indlæggene.

Der er en del kladder, som “bare” skal færdiggøres, men det er som om, at jeg enten ikke kan tænke tankerne til ende eller også sker der bare så lidt i mit liv, at jeg keder mig selv ved at fortælle om dem. Måske.

Om aftenen, når børnene (måske) sover, så er vi begyndt at gense West Wing. Det er en virkelig god tv-serie. Jeg får stadig kuldegysninger. Jeg kan mærke fornemmelsen af potentiale og store drømme skylle ind over mig. En følelse, som jeg ikke ellers hænger meget ud med for tiden.

Jeg startede med at se serien sammen med min mand, dengang vi bare lige var blevet kærester for snart 15 år siden. Derfor er denne serie for mig også en tidsmaskine, som tager mig tilbage til en tid, hvor alt var mere simpelt, kærligheden og tiden til hinanden var uendelig.

Det er en overlevelsesstrategi, som min mand introducerer, hvis tingene er lidt stramme i en periode; Så sørger han for, at vi bedøver vores hjerner med behageligheder i pauserne. Jeg er altid lidt ambivalent ved denne strategi. Det er jo virkelig hyggeligt, og det føles rart. Men nok også en lille smule dovent i min optik.

Det mener min mand ikke. Han messer i stedet: Eskapisme er den bedste isme.

Det er i alle livets forhold, også når Hubert er ked af det. Jeg ville selv bare holde ham tæt og spørge hvert 5. minut. Hvad gør dig ked af det? Er du okay?

Martin vil i stedet – nærmest manisk – forsøge at få Hubert til at grine ved at gurgle saft og slå store bøvser.

Det er udtryk for grundlæggende forskelle i vores overlevelsesstrategier. Martin vil gerne fokusere på noget, som gør ham glad og narre hjernen fra at tænke mere på det ubehagelige. Han er en sand eskapist, når lejligheden byder sig.

Jeg vil derimod gerne gennemtale problemerne for at finde en løsning. Føle tingene til ende. Jeg ville på en god dag kalde mig realist, men man kunne også anklage mig for, at være en der bekymrer sig om enhver negativ følelse eller oplevelse, der popper op.

Jeg må anerkende, at jeg typisk går gladere i seng, når vi dropper den dybe og meningsfulde samtale til fordel for et afsnit af et eller andet hyggeligt.

Men så får man heller ikke skrevet mange tanker om pandemier, jobsøgning, børneopdragelse, amerikanske valg eller andre presserende emner. Men det er måske okay. For nu i hvert fald.

This microchip has been compromised

Denne her uge har taget prisen som den (foreløbigt) værste uge i 2020. Jeg startede ud med hold i ryggen, og selv om vi kun skriver onsdag, så kan jeg også skrive voldsom diarré på sedlen over dårligdomme.

Jeg har som følge af en rum tid brugt på “det lille hus” tabt mig 3 kg i det seneste døgn. Det er en effektiv, men bestemt ikke anbefalelsesværdig kur. Sundhedspersonalet på 1813 var meget overrasket over, at jeg fortsat kunne amme. Hvilket egentlig også kom bag på mig, for jeg kunne umuligt følge med det store væsketab. Det er som om, at min krop prioriterer babys overlevelse højere end min.

Jeg har sendt min mand afsted efter chips, juice, saft og blødt toiletpapir. Jeg prøver selvfølgelig også, at drikke de der salt/sukker blandinger mod væskemangel fra apoteket. Men lige så glad jeg er for at tylle drikkevarer, der smager godt, lige så dårlig er jeg til at drikke væske, som ikke gør det. (En egenskab der har betydet, at jeg aldrig har lært at sætte pris på rødvin eller kaffe).

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste kvinde, der ofte passer begge børn alene, som godt kan blive lidt træt af, hvor træt ens mand ser ud, når skæbnen byder ham at passe børnene alene. Og helt alene er han jo ikke, for jeg ligger og raller i sengen med et ammebarn. Hvad jeg ikke ville give for at ligge i fosterstilling alene.

Det er mørkest før daggry, og jeg kan godt love jer for, at det var mørkt hos mig. Det værste må være overstået. Det SKAL det være. Jeg begynder, så småt at forstå, hvordan diarré kan slå en halv million børn ihjel hvert år. Men lægen lød ikke bekymret. Jeg kunne jo både tale og stå på benene, så det skal nok gå.

Så nu vil jeg spise mine chips, drikke søde sager og messe sammen med Chris Traeger:

Er der nogle fjolser derude?

Weekenden er snart forbi, og jeg har lige fået lov at ligge på sofaen i et kvarter uden den øgle, der er min yngste søn, som hvert 30. sekund udsender et signal – vel nærmest et skrig – om utilfredshed.

Jeg har konstateret, at han ikke er sulten, og at jeg er træt af at høre på det. Så pausen er værdsat. Meget værdsat.

Vi har brugt det meste af dage på at se sæson to af Drager – Redningsrytterne på Netflix. Uha, hele har familien glædet sig til, at vi ikke skulle binge sæson 1 mere. Jeg kunne snart alle replikkerne, og vi var begyndt at diskutere plothuller.

Igår deltog jeg i cirkeltræning i det lokale fitnesscenter, hvor byens seniorer mødes lørdag morgen og laver cirkeltræning. Og nu altså også mig. Det er åndsløst og dødsens kedeligt at trampe, hive og flå i de maskiner, men det er effektivt. Jeg har næsten ikke kunnet gå i dag. Av av av. Aldrig mere squats.

I fredags havde jeg fået bevilliget 3 timers babyfrihed og udgang til virkeligheden. SKØNT. Jeg brugte dem til Jadas fabelagtige koncert i store Vega. Shit, hvor var det fedt.

Hun synger som en gudinde. Hun er morsom og favnende. Salen var også sprængfyldt med kærlighed til hende. Jeg kunne mærke skuldrene sænke sig, da hun proklamerer “voksenlivet – hold kæft hvor er det svært. Økonomi? Mega ubehageligt“. Hvorefter den velkomponerede sang “Trying to get my life right” strømmede mod mig.

Jeg var virkelig glad for at høre Jadas nye sange, som er mere Beyoncé/Lizzo/badass end det første albums mere sørgelige univers. Og da hun præsenterede sin nye sang “Nudes” ved at spørge om der var nogle fjolser derude, så var jeg helt solgt. Vi var en sal fuld af forstående fjolser.

Der er noget fantastisk ved, at hun har skrevet en sang om at sende nøgenbilleder til folk, som ikke værdsætter dem.

Nye generationer. Nye problemer.

Nu vil det her fjols gå op og kysse lidt på sine børn og glæde sig til at se fjernsyn og drikke cola inden så længe.

God søndag!

Masser af succes

Min mand er lige blevet forfremmet. Det er virkelig skønt – menneskeligt og økonomisk. Jeg er meget stolt af ham. Han er pisse dygtig og dejlig og sej.

MEN der også den lidt nagende bitterhed over, at hans karriere har syvmile-støvlerne på, hvor min egen i bedste fald træder vande i en blespand. Det føles uretfærdigt. For han har jo også fået to børn, men han fik dem til en noget lavere pris.

Hvad stiller man op med den tarvelige følelse? Min succes bliver jo ikke større af, at hans er mindre.

Jeg ønsker ham alt godt. Hånden på hjertet! Det prikker bare til min generelle identitetskrise over at være på lang barselsorlov, erkende at jeg er en del af statistikkerne over kvinder, der snakker bagud ift mændene også aner jeg ikke, hvad jeg vil med mit (professionelle) liv.

I stedet står jeg her som (midlertidig!) hjemmegående husmor med en mand, som tjener mere og er bedre uddannet end mig.

Teenage-Johanne would definitely not approve!

Her går det godt…

pink Good Vibes neon sign

En ven synes, at jeg er for negativ, når jeg fortæller om livet med børn. Jeg mener ikke, at jeg er negativ, men at jeg fortæller om småbørnslivet, som det er: nemlig ret hårdt arbejde.

MEN når mit mål er at være ærlig, så skal jeg jo også huske at lægge ironien på hylden og fejre, når hverdagen, manden og børnene faktisk er en fest. Og det har de været i lange stræk gennem den seneste uges tid.

Min mand havde en af dagene et skype møde med en professor fra USAs vestkyst. På grund af tidsforskellen blev mødet lagt i – for småbørnsforældre – helvedstimen kl. 18-19 (træt, sulten, tandbørstning, nattøj.. you know the drill). Selv om vi havde sænket ambitionsniveauet, og jeg egentlig bare skulle sidde og se Netflix med begge børn, så sker der selvfølgelig det, at lillebror flipper skrot og hverken vil amme eller sove. Med det resultat, at storebror bliver ked af det og slutter sig til hylekoret.

Uden at gå for meget i detaljer med, hvordan det lykkes – så lykkedes det efter 15 minutter med adskillelige forsøg og overvældende meget sved at få børnene til henholdvis at sove og være stille (hurra!).

Da min mand blev færdig med sit skype-møde udbryder han: “hvor er du bare god! Jeg er så glad for, at jeg har dig i mit ringhjørne“. Og den følelse er gengældt. Vi skiftes til at trække det tunge læs og rose den anden for at gøre det samme. Det er så meget lettere at være storsindet, når ens partner byder ind af sig selv. Og det er meget lettere at byde ind, når man ikke er kørt helt i bund.

Vi sidder nærmest hver aften og undrer os over, at det ikke føles som en undtagelsestilstand at få barn nr. 2, og hvor heldige vi er, at vi har to fantastiske børn og hinanden. Kausalitet er jo tricky, men jeg vil pege på at følgende tre ting bærer en stor del af skylden for successen:

  1. Lillebror sover godt om natten, ergo vi sover godt om natten og får ret fast 7-8 timers ok sammenhængende søvn hver nat.
  2. Storebror bliver kun sjovere og sødere med alderen, så vi bliver hver dag mindet om, hvorfor børn er de dejligste væsener i verden.
  3. Vi har rutinen, og vi forstår ind i knoglerne, at “det bare er en fase”, så der skal meget mere til, før vi går i panik.

Min mand og jeg “spiller hinanden gode”, som man siger. Vi anerkender hinanden. Men når det for os har været meget lettere at blive forældre anden gang, så er det ikke kun nogle mærkbare stordriftsfordele. Det er også tilfældigheder. Børns søvn har bare utrolig lidt at gøre med forældrenes adfærd, gode intentioner og gadgets at gøre. Nogle børn sover godt. Andre gør ikke.

Hvor jeg i min første barsel gruede for de endeløse nætter og havde opgivet tanken om nogensinde at føle mig udhvilet igen. Så er nætterne nu kærkomne pauser, som gør mig klar til en ny dag. Det betyder også, at jeg langt de fleste dage kan gå rundt og hygge mig og glæde mig over, at jeg har sådan en vidunderlig lille familie.

Men den oplevelse afhænger 100 pct af, at vi får sovet, og der ikke er store konflikter/udfordringer med børnene. Derfor er lykkefølelsen også en fase (den kommer i glimt), ligesom desperationen er er en fase, i den forstand, at der ikke skal ret meget mere til end en enkelt aften af trøstesløse børn eller en nat med et fravær af søvn til, før alt føles håbløst. Det er et vilkår, at livet med småbørn er meget omskifteligt.

Så må man gøre op med sig selv, hvad der gør en gladest? At føle et skæbnefællesskab med andre eller ignorere de hårde tider og fokusere på, at det bliver bedre/er godt. Det gør mig gladest – både når det går godt og når det går skidt, at vide at, at jeg ikke er alene med oplevelserne fra det glade vanvid, som er en børnefamilie.

Tankemylder #5

  • Hvad er det Kristian Jensen laver? Og er jeg den eneste, der hører Danser Med Drenge skråle “hvor længe vil du ydmyge dig” for mit indre, når han toner frem på skærmen?
  • Jeg får så mange point i forældreregnbskabet af at sove med begge børn hver nat, men så længe de ikke græder helt vildt eller samtidigt, synes jeg faktisk, at det er rigtig hyggeligt at mærke børnefødder og -hænder i løbet af natten (schhhhh! Det er en hemmelighed!).
  • Min mand har forelsket sig i Watchmen tv-serien, som jeg derfor er “nødt til” at se sammen med ham. Den er smukt produceret og fyldt med spændende karakterer, men jeg synes, at den holder sine seere ud i strakt arm. Det er svært at involvere sig, når man ikke kender universets logik og rammer (“jamen, det hele bliver jo forklaret til sidst” #TooLittleTooLate)
  • Jeg blev simpelthen så glad for jeres søde modtagelse af mit indlæg om min bløde dreng. Det er dejligt at vide, at det ikke er hele verden, som er hård.
  • Den yngste er mild og god og sover godt. MEN han nægter at tage flaske (og sut for den sags skyld). Så jeg kan skyde en hvid pil efter Idas fødselsdag og alle andre festlige arrangementer, indtil ungen vil samarbejde. Kooooom nu ind i kampen, baby! Mor har planer.

En blød dreng i en hård verden

Der er grundlæggende to måder at være menneske på i verden: enten passer man først og fremmest på sig selv eller også passer man først og fremmest på andre.

De mennesker, der passer på sig selv, er meget optaget af, at de ikke bliver snydt eller udnyttet af andre mennesker. De holder øje med, at tingene går lige op, og at deres egne ønsker bliver opfyldt, før de hjælper andre. De har en klar idé om, hvad de gerne vil have og er gode til at bede om det. De hjælper som regel kun, hvis de bliver bedt om det, og hvis anmodningen i øvrigt er rimelig ift. udveksling af tidligere og fremtidige tjenester.

De mennesker, der passer på andre, er mere opmærksomme på, at andre er glade og tilfredse. En stor del af disse menneskers lykke er forbundet med, at folk omkring dem er glade. De regner med, at andre mennesker også passer på dem, så hvis det ikke er tilfældet, så vil de være lette ofre – for krævende chefer, venner og familie. De beder sjældent om hjælp, både fordi de ikke vil være til last, men også fordi de ikke altid ved, hvad de gerne vil have hjælp til.

Min ældste søn har vist sig at være mest i kategorien af mennesker, som er gode til at passe på andre først (så vidt som det er muligt for 2-årige at være). Han kysser, krammer og er intet andet end omsorgsfuld over for både den nytilkomne bror og andre han møder på sin vej. Og ret atypisk for en 2-årig, så vil han gerne dele sit legetøj med andre.

Han er faktisk for god til at dele. “Man bliver kørt over i en vuggestue, hvis man ikke kan finde ud af at holde på sine ting“, forklarede pædagogerne mig. Men det er jo ikke kun i vuggestuen, hvor vi opfordrer folk til at holde godt fast på, hvad der er deres.

På arbejdspladsen bliver vi opfordret til at passe på vores mentale helbred og ret til et familieliv. Kvinder bliver opfordret til at holde regnskab i relationen med deres mænd, når det gælder huslige pligter, pensionsopsparing og børns sygedage. Generelt lyder opfordringen, at du skal sørge for at passe på dig selv, for du kan ikke regne med, at andre gør det. Det er den stærkeste, der overlever!

Men hvorfor er det, at samfundet ser det som et svaghedstegn, når mennesker først drager omsorg for andre? Jo, de er lette at udnytte – MEN de er da de modigste mennesker i verden – og verden vil da være et meget bedre sted, hvis alle tog sig af andre først. Ville den ikke?

Hvis jeg laver mad til mig selv, så bliver jeg mæt jovist. Men hvis min mand laver mad til mig, så bliver jeg både mæt, føler mig set og elsket og får lyst til at gengælde omsorgen, hvilket igen gør mig glad. Princippet gælder også for arbejdspladser – hvor man i højere grad kan lægge sig i selen, hvis man kan stole på, at ens arbejdsgiver og kolleger ikke vil drive rovdrift på en.

Det er måske bare mig, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor vi tager os af hinanden, og hvor der ikke er behov for, at man skal passe på sig selv. I en verden hvor man ser sine medmenneskers behov.

Det er en utopi, men jeg vil meget hellere gøre den hårde verden blød, end jeg vil gøre min bløde dreng hård.