En lille smule utilregnelig

Vi havde Skype-kontormøde, hvor mine kolleger og jeg bød vores nye afdelingschef velkommen.

Herligt koncept. Helt igennem herligt. 30 stive minutter med først mandens egen præsentation af sin vanvittige lynkarriere og sit sparsomme privatliv (som dog indeholdt tre børn) , herefter fulgte yderligere 30+ minutter, hvor mine kolleger fortalte, hvad de lavede. Intet er bedre end 20 indforståede og uforståelige fortællinger om policy-detaljer.

Alle djøf-flosklerne var i brug. Chefen elsker at arbejde med vigtige samfundsforhold, vanskelige opgaver og engagerende mennesker. Han taler “lige ud af posen” og hans “dør er altid åben”. Mine kolleger blev motiveret af “at være tæt på det politiske spil”, “gode processer” (!) og “hasteopgaver”.

Jeg var en af de allersidste på bordrunden, og jeg var fuldstændig elektrisk over, hvor lidt tålmodighed, jeg har med den slags møder.

Det fløj derfor ud af munden på mig, at jeg blev motiveret af det samme som alle andre (havde jeg været en af de første talere, havde jeg formentlig sagt præcis det samme lort), men jeg ville bare nævne, at jeg blev meget lidt motiveret af flueknepperi og lange skypemøder.

Det var måske – MÅSKE – ikke den mest elegante måde at byde en ny chef velkommen på.

Min mand grinede, da jeg fortalte ham det. “Du er altså en lille smule utilregnelig”.

cof

Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.

En drømmer søges

Hverdagen har ramt mig som en mukkert mod mit trætte ansigt.

Foreløbigt er jeg endda fritaget fra hente/bringe-forpligtelsen. Jeg skal bare stå op og gå på job. Komme hjem. Og starte forfra.

Meningsløsheden er til at få øje på. Jeg ved ikke, om alle bliver ramt af den følelse, når de tager på job efter en barselsorlov. Men det er som om, at mine krav til meningsfuldhed ved mine aktiviteter er steget eksponentielt i løbet af tiden alene med mit barn.

Man skulle fandme tro, at jeg havde reddet flygtninge i Middelhavet. Men selv om børnepasning er triviel er det unægteligt meget meningsfyldt. Nogen skal jo passe på de børn. Og man kan ikke undgå momentalt at blive virkelig glad i låget af det. Børn er virkelig nogle finurlige størrelser.

Det er de færreste voksne. I meget store dele af min arbejdsdag sidder vi bare og glor ind i hver vores skærm. Når vi taler sammen er det ofte om, hvor latterlige andre voksne, vi arbejder sammen med, er. Ugens højdepunkt er, når nogen har taget kage med, eller hvis der er noget særligt godt sladder om en kollega eller politiker.

Jeg vil gerne noget andet med mit liv end at sidde og “processe” sager. Altså koordinere lort, som en har lavet med lort, som en anden har lavet.

Så hvorfor skifter jeg ikke bare job? Tja. Jeg er lige så fantasiløs, som mit job for tiden. Vi fortjener nok hinanden.

Jeg misunder folk med krøllede hjerner. Jeg misunder dem, som tænker “det kan jeg sagtens” om nye opgaver og ideer. Dem som drømmer stort og urealistisk, og som ikke er bange for at fejle eklatant. Sådan er jeg ikke.

Nu sidder jeg og gennemlæser mit indlæg. På vej hjem i toget. Hjemsendt for de næste par uger. Så nu kan jeg sidde og kigge ind i min skærm uden kage og kollegabrok. Det er i virkeligheden heller ikke fantastisk. Suk.

P. S. Næste indlæg bliver mere positivt og fremadrettet. Promise!

Sommeren slut

Det er et år siden, at jeg skrev et indlæg om, at Lars Løkke og jeg skulle starte et nyt kapitel (hver for sig, bevares!). Lars Løkke har jo ikke ligget på den lade side. Han har både lavet en podcast og landet et velbetalt bijob som konsulent hos et advokatfirma. Også blander han sig stadig med stadig uvelkomment i Venstres politik.

Jeg har på den anden side født et barn, fodret og kysset ham, så han nu er 10 måneder gammel, 12 kilo tung og et par af 80 cm. lang. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som jeg er meget stolt af. Det at lave et barn, er ikke for svæklinge. Det kræver sin kvinde!

Nu har jeg dog pakket pusletasken væk, støvet min arbejdscomputer af og draget mod min arbejdsplads. Denne gang med mundbind og metro. Jeg er stor fan af sidstnævnte.

Jeg synes ikke, at det er top sjovt at vende tilbage til arbejdet, men det er dog rart at se kendte ansigter og spændende at høre mere til det politiske liv på Slotsholmen. Det skal nok blive okay. Jeg prøver at acceptere, at jeg er et af de mennesker, som synes at denne overgang er lidt svær.

Jeg håber, at tilbagevenden til et mere systematisk og hektisk liv hjælper mig til at få lidt mere gang i bloggen igen. Jeg må ærligt indrømme, at de mange farvel fra flere af mine yndlingsbloggere har taget noget af min motivation fra mig. Der var lige nogle måneder, hvor det føltes som om jeg var en del af en skønt univers med nye pennevenner. Det savner jeg. Hvis I kender til gode bloggere, som jeg bør kende til, så skriv fluks.

På denne årets sidste sommerdag kommer jeg altid til at tænke på TV-2s sang “husker du så glemmer jeg” :

Sommeren slut

elske højt hvert langt minut

lyset væk

gadelygte, cykeldæk

og is i hinandens blik

ekko af tid der gik

dråber af stivnet smil

hænger bag lukkede døre

.

Sommeren slut

huske at glemme, uafbrudt

lyset væk

cykellygte, ansigtstræk

viskes ud i en andens blik

lyden af skridt der gik

dråber af savner dig

skjules bag smilende øjne

Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!

Voksen-frihed og en feministisk målsætning

green plant in clear glass vase

Nå, men det er jo ikke ret lang tid siden, at jeg skrev et indlæg, som var så nostalgisk, at det næsten var deprimerende. Det her indlæg skal i stedet fokusere på noget af det fede ved at være voksen. Udover alkohol og selvbestemmelse, så er en af de helt store glæde i mit voksenliv den økonomiske frihed. Nu skal man ikke længere hustle sig til at få opfyldt sine ønsker to gange årligt.

Selv om jeg er typen, der har tjent mine egne penge, fra jeg var 12 år gammel og faktisk har haft faste job lige siden – så har jeg aldrig fået mine penge til at yngle. Men fornyligt fik jeg anbefalet at melde mig ind i gruppen Moneypenny på Facebook. Det er en gruppe for kvinder, som investerer og gerne vil erfaringsudveksle. Det gjorde jeg – og det er virkelig end god måde at få bolden til at rulle på. Det er inspirerende at følge med i, og jeg fik i hvert fald en stor lyst til at være en del af aktionærklubben.

Efter en måneds tid at have læst på kloge kvinders spørgsmål og fif til aktiehandel købte jeg Moneypennys guide til at starte din egen pengemaskine, så skimmede jeg den. Herefter tog jeg mod til mig, for det stod mig klart, at jeg ikke ville kunne lære det hele på forhånd. Nu er det ikke mere end par uger siden, at jeg i en alder af 32 år købte min første aktie i et firma, som arbejder på at løse udfordringerne med vaginal tørhed uden brug af hormoner. Drømmen lever!

Det har overrasket mig, at det faktisk er sjovt at købe og eje aktier – og at det har ændret mit syn på verden. Jeg er med et trylleslag blevet meget mere interesseret i erhvervsnyhederne, og mit forhold til mine egne penge har også ændret sig. Jeg er begyndt at tænke mere over de penge, som bare går “op i røg”. Jeg vil gerne reducere mit forbrug på ligegyldigheder og sende flere penge over i en aktie-opsparing. Det gør, at jeg dagligt stiller mig selv spørgsmålet om balancen mellem forbrugsglæde nu vs. i fremtiden er rigtig. Det har overrasket mig, at det at eje en aktie i dag faktisk også giver mig en glæde – det er lidt en blanding af at spille lotto og lade store drømme leve – men faktisk være ansvarlig og tage ansvar for verden samtidigt. Det kan altså noget.

Alt dette er sket, selv om jeg ikke har investeret for noget særlig stort beløb. Jeg har købt enkelte aktier for 7.000 kr. og startet en månedsopsparing på 1500 kr. om måneden hos Nordnet.dk (du kan faktisk starte med helt ned til 500 kr. om måneden). Jeg tror faktisk, at nøglen til succes for mig og andre nybegyndere er at starte ud i det små. Fordi nu kan jeg øve mig uden at ærgre mig til døde, hvis alle pengene går tabt.

Jeg har ikke prøvet at realisere et afkast endnu, og der kommer sikkert til at gå nogle år endnu. Men det gør ikke så meget, for jeg er ikke for alvor motiveret af at lave penge (det kan nok godt blive et problem på lang sigt). Aktionærplanerne stammer udelukkende fra en feministisk målsætning om at ændre på, at kvinder investerer for lidt. Kvinders manglende investeringer medvirker til, at der opstår et øget indkomstgab mellem mænd og kvinder – ligesom det påvirker, hvilke virksomheder der får succes.

Money talks – og som aktionær får man mulighed for at vælge de virksomheder, som fremmer de sager, man selv tror på. Om det er grøn teknologi, mangfoldige ledelseslag eller produkter, der er målrettet til at hjælpe kvinder – så kan man komme med.

Hvis du lige som jeg ikke går specielt meget op i penge, så brug det til din fordel. Spring ud i det. Invester dine penge i stedet for at bruge dem udelukkende på mad, hus og gøgl. Det giver faktisk rigtig god mening – og det er både sjovere og lettere, end det lyder til.

ps. hvis der er nogle af jer, som er mere rutinerede aktionærer med nogle anbefalinger til en nybegynder, så send dem ENDELIG min vej.

Tankemylder #7

ball under basketball ring
  • Jeg har fået et crush på Scottie Pippen. I vanlig late-comer stil har jeg opdaget Netflix dokumentaren om Michael Jordan og the Bulls, og jeg er nu igang med at se det hele for 2. gang. Hold kæft, hvor er der meget livsvisdom i den serie – plus pæne mænd, spændende historier og et fantastisk soundtrack. Det er perfekt, hvis man ikke gider at se sportskampe i sin fulde længde, men kan græde til sammenklippene.
  • Hvorfor fylder Maren Utaug sin Instagram konto med en alen lange posts om Johan og Aagot? Jeg har for længe siden opgivet at følge med, og jeg har tålmodigt scrollet forbi, men det har stået på i månedsvis nu. Jeg vil have sjove Maren tilbage. Og det samme kan jeg sige om Olga Ravn og hendes naturfarve-vanvid.
  • Overvejer om jeg mon er den eneste, som reagerer dårligt på, at velmenende mennesker siger, at jeg er forpligtet til at tale om racisme, fordi ellers er jeg jo praktisk talt racist? Man er jo heller ikke nødsaget til at proklamerer, at man er i mod pædofili eller mord. Skulle vi ikke i stedet antage, at folk i udgangspunktet er imod racisme?
  • Jeg må dog hellere sige for en sikkerheds skyld, at jeg er i mod racisme. Jeg er for black lives matter og jeg forstår deres forargelse. Jeg er fuldstændig enig i bevægelsens målsætning. Jeg har bare meget lidt klogt at tilføje (og jeg kommer ikke til at gå i postkolonialisme-selvstudie lige foreløbigt). Jeg anerkender, at der er racisme – også i Danmark (omend der godt nok er forskel på at blive diskrimineret til et job og frygte for at politiet slagter en). Jeg er gået i tænkeboks, så jeg kan finde på bedre måder at være anti-racist på i hverdagen. Forslag modtages gerne!
  • Jeg både elsker og hader bogen “drop opdragelsen” af Fie Hørup. Altså det er en fantastisk målsætning at lære sine børn at stå ved sig selv ved at sætte personlige grænser og tale til dem som ligeværdige. Meeeen der er godt nok ikke meget plads til forælderen som menneske. Jeg tror, at næsten alle mine instinkter som forældre bliver hevet frem som eksempler på dårlig forældreskab i den bog, og det er underforstået, at jeg jo bare er ved at knække mit barns selvværd. Det er selvfølgelig ikke meningen, men der kommer altså til at gå meget mere end 4 dage, hvis jeg skal vente på, at Hubert frivilligt vil have børstet tænder.

Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.

Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.