Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!

Mariehønen evigt sur…

De seneste par uger eller måneder har en nagende fornemmelse vokset i mig. 

Det er efterhånden så længe siden, at jeg blev mor og stoppede med at amme, at jeg ikke kan gøre mig nogle forhåbninger om at smide flere kilo uden at skulle lægge en solid indsats.

Jeg læste i en af de helt store forældre-bøger, at man skal sørge for at tabe graviditetsfedtet igen efter hver fødsel. Fordi hvis man har de der ekstra fem kilo, så vil de blive hængende og vil vokse yderligere med eventuelt nye graviditeter. Den formaning blev hos mig. 

Derfor var jeg så glad, da kiloene raslede af, da jeg ammede. Jeg kunne tyre marabou i fjæset og stadig tabe mig. Det var himmelsk. Men amningen aftog, det gjorde mit indtag af søde sager i ukontrollerbare mængder ikke. Så fra at være to kilo fra før graviditetsvægten, er jeg nu syv. Det skete bare.

Jeg kunne ikke holde mig selv i kort snor, når jeg var så træt og fucking sulten hele tiden (for slet ikke at nævne tørstig!).

Mens jeg var nybagt mor, var jeg fuldstændig blæst bagover af beundring af og stolthed over, hvad min krop kunne. Men det har aftaget i takt med, at jeg læser om jeres andres madkvaler og hører/ser andre være helt strygebrætsmagre få måneder efter fødslen (det har aldrig været en risiko for mig, for rigtig tynd har jeg aldrig været).

Jeg er ked af, at jeg er blevet småtyk og har måtte gå nogle buksestørrelser op. Men jeg er faktisk endnu mere ked af, at jeg er ked af det. Kedafdettehed i anden.

Jeg føler mig som mariehønen evigt sur, der altid finder håret i suppen og ikke giver nogen – og slet ikke mig selv en – pause. Det kan satme godt gøres bedre. Løb en tur og spis noget salat. Stram dig lige lidt an.

Jeg er typen, som i den grad bruger mad som belønning, hvis noget har været hårdt eller svært – eller hvis noget skal være virkelig hyggeligt. Så derfor er det fuldstændigt vanvittigt at forestille mig, at jeg ikke må spise søde ting igen, eller at jeg skal kontrollere det virkelig meget. Der ligger så meget livsglæde og (selv-)kærlighed i mad for mig.

Jeg ved ikke, hvad moralen er. Jeg vil ikke være tyk. Men jeg vil heller ikke for alvor gøre tingene hårdere for mig selv, end livet allerede er. Jeg kan bare mærke, at min utilfredshed med mig selv stiger, når jeg hører andre sige, at de gerne vil tabe sig – eller nu må de også tage sig lidt sammen og gå i fitness. Som gødning til et frø, der allerede har slået rødder i mig. For jeg ved godt, at tanken også ligger i mig selv.

Så det er vel kontraproduktivt, at jeg hælder det samme ud i æteren. Men kan ting ændre sig, hvis man ikke er rigtig utilfreds med dem? Kan man tabe sig uden at være sur på sin krop?

Jeg håber det. For jeg synes oprigtig talt, at min krop gør det ret godt. Det er ikke let at bære mig rundt hele tiden.

 

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle dine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.

 

 

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

All you need is love!

red and black motor scooter on open field under clear blue sky

“Ingen elsker Lone Frank” er en podcast om kærlighedens væsen, som jeg gerne vil  anbefale jer at lytte til.

Udgangspunktet er, at Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) for fire år siden mistede siden sin kæreste gennem 13 år. Til hans bisættelse  går det op for hende, at nu er der ingen tilbage i verden, som elsker hende. Det er et hårdtslående udgangspunkt for en fortælling. Men på en eller anden måde lykkes det Lone Frank at lave en serie om et sårbart og personligt emne, men på en professionelt, videnskabelig og samfundsrelevant måde.

Hun går i kødet på en problemstilling med spidset pen og en nysgerrighed, som jeg synes er beundringsværdig. Hun vil have svar et vigtigt spørgsmål – kan vi leve uden kærligheden?

Som titlen i dette indlæg måske afslører, så kan vi ikke leve uden kærlighed. En sandhed de fleste af os nok har erkendt på et mere eller mindre bevidst plan allerede. Så det interessante i hendes fortælling er ikke konklusionen, men hendes afdækning af, hvad kærlighed er, hvordan sorg er et udtryk for både mangel på og overflod af kærlighed og endelig hvordan kærlighedsrelationer opstår, dyrkes og vedligeholdes.

Serien berører kærlighed som forelskelse, forældre-barn-relation, venskab og manglen på kærlig – håndteringen af sorg. Hun belyser problemstillingen ved at tage udgangspunkt i hendes egne oplevelser ved interviews af nogle af verdens førende kærlighedsforskere. Det er et genialt koncept, som gør forskningen ekstremt (ved)rørende.

Jeg var særligt optaget af episoden om venskaber. Det viser sig, at mennesker i gennemsnit har tre tætte venner. De kommer oftest fra deres studietid og de hjælper sjældent med praktiske ting. (Nogen – udover mig – der føler sig gennemskuet her?) Venskab opstår kun sjældent på tværs af etnicitet, alder og køn. Homogenitet er værdsat i et venskab, fordi det giver grundlag for identifikation og samhørighed.

Netop identifikationen mellem ens venner gør desværre også, at det er  hyppigt forekommende, at ens venner ikke “er der”, når man mister nogle tæt på en (selvom der er strenge kulturelle normer for, at det bør man). Som ven holder man sig somme tider på afstand, fordi man ikke bryder sig om den uhyggelige identifikationsfaktor, som der uundgåeligt opstår, når nogen, der ligner en selv, har mistet en kæreste, barn eller forælder. Det kunne jo have været en selv. Det kan også være den anden side af identifkation, at et stort tab gør, at et venner ikke længere forstår hinanden, som de gjorde før.

Jeg synes hele serien minder en om, at vi oftere burde se på menneskeheden mere som en art end som en samling individer, fordi det  åbner vores øjne for, hvorfor vi nogle gange opfører os mærkeligt over for hinanden. Det gør det lidt lettere at forstå.

 

 

 

Dav 2019 – hvad skal vi lave i år?

 

fireworks display at night

Som lovet i mit seneste indlæg kommer her et vaskeægte  nytårsindlæg, hvor jeg gør status. Jeg vil forsøge at gå baglæns ind i fremtiden, som Svend Brinkmann anbefalede os i sin nytårstale. Det giver både mening og god motion.

2018 var året…

… hvor jeg flyttede tilbage til rødderne og mærkede friheden i at bo tæt på jorden, naturen, min mor, men i S-togsafstand fra København.

… hvor jeg fik galoperende eksistentiel angst over at skulle tilbage til arbejdslivet efter 8 måneders barselsorlov og oven i købet på en ny arbejdsplads, som har vist sig at være alt andet end let at gå til.

… hvor jeg startede min blog, selvom jeg tilbagedaterede mit første indlæg  til december 2017, så jeg virkede lidt mere cool. Det har været meget mere givende, end jeg havde forestillet mig. Så I slipper ikke for mig lige foreløbigt.

… hvor jeg (endelig) fandt mig til rette i rollen som mor – og fandt ud af, at jeg i 2019 skal være moster for første gang. Store sager.

2018 var kontrasternes år. Vi havde den længste is-vinter i mands minde og en endnu længere trope-sommer, som jeg ikke håber, at vi får igen. Mit humør har på samme måde været et pendul mellem komplet lykkerus og utrolig opgivende håbløshed over især mit arbejdsliv.

Svusj. Tavlen er ren. Hvad skal der nu ske?

Jeg elsker den fantastiske følelse af at få chance til, at alt er muligt og det bare handler om at gå igang. At der ikke er nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan denne nye forbedrede version af en selv skal være.

Jeg har utroligt mange ønsker for 2019: Jeg vil tage mere initiativ til at se mine venner. Jeg vil blive dygtigere til mit arbejde (eller finde et andet et). Jeg vil være mere nærværende i mine sociale relationer (bye bye smartphone). Jeg vil læse flere bøger. Jeg vil skrive en bog. Jeg vil have et barn mere. Jeg vil motionere mere. Jeg vil spise sundere. Jeg vil drikke mindre Pepsi Max. Jeg vil lave mere mad. Jeg vil have en ny regering. Jeg vil blive en bedre forælder.  Jeg vil se nyhederne og læse avis. Jeg vil gøre noget godt for verden. Jeg vil blive stærkere og lettere. Jeg vil ranke ryggen. Jeg vil lave 60 squats om dagen. Jeg vil gå i pænere tøj. Jeg vil svømme derud, hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg mangler hverken ambitioner eller ideer. Men allerede som 1. januar startede  kunne jeg godt se gennem mine tømmermænd fra en champagnebrandert, fire timers søvn og en 1,5 årig, der konstant vil mig noget, at alle mine ønsker ikke bliver opfyldt i 2019. 

Jeg er ikke klar til at lave en hård prioritering, så nu går jeg altså bare i gang med året – så må vi se, hvilke drømme der blev indfriet, og hvilke der kan genbruges som nytårsforsætter i mange år endnu.

 

 

Feriekuller-kuren

Ferier – og i særdeleshed juleferier – har en rytme. Forspillet er december- udmattelsesløbet, hvor julefrokoster, gaveindkøb og klippeklister har til formål at køre folk helt i bund og i desperat brug for ferie. Herefter når vi point of no return, hvor man  bliver stopfodret med and, konfekt og familiesamvær i overflod. Herefter følger nogle dage, hvor man ligger  brak på sofaen i akut mangel på puste- og albuerum. Nu skal der ikke ske en fløjtende fis – absolut ingen krav eller forventninger.

Så sker det. Det starter med at snurrer i fingrene. Feriekulleren sætter ind. Det er en blanding af koldsved, klaustrofobi samt en alvorlig grad af FOMO – og ikke så i forhold til sociale relationer (jeg kan ikke mere!) – men jeg samler til bunke med projekter, som jeg gerne vil have ført ud i livet. Og det er jo i ferierne det skal ske. I hverdagen er overlevelse alt rigeligt at skulle se til.

Min bedste medicin mod feriekuller er at få sat hak ved nogle projekter – og de må gerne være helt praktiske. Jeg vil SE resultater!

Denne juleferie blev brugt på at:

Fikse min stationscykel. Kæden blev strammet, dækkene skiftet, håndbremsen ligeså og endelig fik jeg sat nogle nye lygter på. Halle-fucking-lujah!

Få mit køleskab i vatter. Det var ikke så spændende, men til gengæld var det tungt.

Bygge en klatrevæg. Den store finale var at sætte en klatrevæg op til min søn på 1,5 år. Jovist, han er nok ikke i stand til at bruge den før om et års tid, men det skal sørme ikke hedde sig. Barnet skal have bedste motoriske udviklingsmuligheder og vi havde fået 24 klatre-tag i gave.

Der er begynderfejl og et par huller for meget. Jeg kan ikke tage hele æren for projektet, da jeg havde min far tæt inde over (meget tæt) – men altså det var dog mig, som købte, bar og malede pladerne og drev processen frem. Jeg borede huller og målte op.

Jeg knuseelsker far-datter kvalitetstid i Bauhaus for at shoppe skruer og værktøj. Hvor jeg kan lære nogle af alle de kneb, min far kan. Han er ikke håndværksuddannet, men han kan fikse det meste og har hænderne skruet godt på. Jeg har ikke samme talent, men jeg  må lære så meget som muligt, mens jeg kan.

Så nu er min feriekuller kureret. Heldigvis har jeg fri til og med i morgen. Så mon ikke jeg kan nå en tur i Ikea – jeg har flere ideer…..

 

P.s. godt nytår alle sammen. Jeg må lige stramme mig an med et rigtigt nytårsindlæg en anden dag.

So this is christmas….

… and what have you done? Spørger du måske.

Jeg har personligt opnået en række nye rekorder, for jeg har:

  • haft julearrangementer hver eneste weekend siden ultimo-november.
  • spist overraskende få æbleskiver (otte styk i alt – i en MÅNED!).
  • holdt jul hos svigermekanikken (ALLE gæster skal vælge en sang til juletræsdansen, wtf?).
  • shoppet julegaver i Fields den 23. december kl. 20 (d.o.n.t. d.o. i.t.).
  • brugt timer på at bekymre mig om, hvorvidt barnet ville sove til alle disse arrangementer (det gjorde han omtrent).
  • sovet i ske med barnet i mange nætter i træk, fordi han hoster, snotter og vågner hvert andet minut (bortset fra til julefesterne).
  • købt et rigtigt juletræ og pyntet det med ægte glaskugler (kun på træets øverste grene, s’føli)
  • flettet julestjerner med (nogenlunde) succes.
  • set rejseholdet færdigt (IP -RESTEN!).
  • lavet en fremragende fotomontage med vuggestuens nisser.

Og nu trænger jeg til ferie!