Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.

With great power comes great responsibility

woman in wonder-woman bikini walks on sea waves

Efter en uge med ‘barn syg’ og nu en weekend med ‘far syg’ er jeg ved at være træt. Jeg falder om på sofaen om aftenen helt drænet for energi og med en akut omgang selvmedlidenhed.

Jeg ved ikke, om vi er det eneste par, som bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere ‘hvem det er mest synd for’. Men det er en af mine yndlingsdiscipliner herhjemme, for jeg føler, at jeg er den evigt forbigået moralske vinder af titlen, men det er sjældent mig, som får præmien i omsorg udbetalt.

Det er min oplevelse, at det som regel er mig, der tager ungen om natten, og givet at han er hysterisk morsyg for tiden, så er det også meget mig, der tager ham mest om dagen. Når far så er syg eller på arbejde, så tipper det fuldstændigt over, fordi det så også mig, der rydder op, køber ind og laver mad.

Ja, I kan godt mærke, at jeg ikke for alvor er kommet over min egen selvmedlidenhed endnu. Men jeg arbejder på det. For jeg kom i tanke om noget:

Spiderman og alle andre superhelte skal tage et større ansvar end alle andre, fordi de er stærkere end alle andre. Man ser ikke Superman surmule over, at det altid er ham, der skal redde menneskeheden, vel? På samme måde er man i familieenheden nødt til at trække det læs, man kan. Ikke kun halvdelen af det.

Uden at generalisere eller overdrive alt for meget, så vil jeg påstå, at mødre verden over har et skæbnefællesskab med superheltene. De trækker (langt) mere end halvdelen af læsset, og de ofrer oftere en del af deres egen lykke for at få familien til at lykkes. De gør det ikke, fordi de er særlig noble væsener, men fordi det er dem, der kan. De har kræfterne!

Så selvom min mand ikke altid trækker halvdelen af læsset, så er det okay. Det handler ikke om lighed, men om fairness. Den med de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Nogle gange er det ham – andre gange *host*oftest*host* er det mig

Det gør det lettere at stå op om natten, når jeg i stedet for at tænke, at jeg er et naivt offer for patriarkatet (og drenges håbeløse helbred) i stedet tænker, at jeg er en bomstærk Wonder Woman klar til kamp for verdensfreden***.

***Af hensyn til netop verdensfreden, må jeg hellere notere, at det altså ikke altid er SÅ synd for mig, som tilkendegivet i dette indlæg. Men nu har de altså været syge længe.

Tv-2, du er min yndlingsbabe!

Mandag aften skete der noget usædvanligt for mig: jeg var til koncert og gik først i seng ved midnatstid som en rigtig Askepot.

Det gik ned i Operaen, hvor Danmarks Kedeligste Orkester, TV-2, spillede op til rytmisk rokken i stolene. For selvom alt jeg ville var at danse, så kan det ikke rigtig lade sig gøre med siddepladser. MEN siddepladserne giver til gengæld plads til poesien. Det har sin egen charme.

Første sæt var akustisk og følsomt. Men andet sæt var elektronisk og up beat, og så kan man ikke sidde stille længere. Salen kogte, da be babalula blev spillet og alle fløj op af sæderne og skrålede med på:

“Vi elsker disse kolde københavnske nætter
så højt som vi elsker os selv
se hvor venlige alle smiler
se hvor følsomt vi sammen slår tiden ihjel”

Jeg bliver aldrig træt af Steffen Brandts tekstunivers – og det skyldes blandt andet – som han nævnte til koncerten, at orkestret havde skrevet adskillelige hyldestsange til kvinden som væsen. Og det har de virkelig. Men de har forenet det med den søde, men alligevel bidende samfundskritik smurt i et tynd lag over det hverdagsromantiske univers, som deres sange skildrer.

Sådan endte det med, at jeg kun fik fem en halv times søvn. Og det har hjemsøgt mig hele ugen, hvor jeg har været utrolig træt og uoplagt – men til gengæld har barnet har også været syg, så jeg har tørret opkast op i sindssyge mængder og vasket sengetøj non-stop.

Men det var det hele værd.

“Hyggeligt, hyggeligt, hej – længe siden, i grunden
sjovt at se dig igen
jeg troede forlængst du var død af pligt og kedsomhed
Men nu du er her, kunne du så ikke lige tage
og rive mig ud af mit vanvid
jeg plages af umådelig lyst til bare at skråle med”

Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!

Mariehønen evigt sur…

De seneste par uger eller måneder har en nagende fornemmelse vokset i mig. 

Det er efterhånden så længe siden, at jeg blev mor og stoppede med at amme, at jeg ikke kan gøre mig nogle forhåbninger om at smide flere kilo uden at skulle lægge en solid indsats.

Jeg læste i en af de helt store forældre-bøger, at man skal sørge for at tabe graviditetsfedtet igen efter hver fødsel. Fordi hvis man har de der ekstra fem kilo, så vil de blive hængende og vil vokse yderligere med eventuelt nye graviditeter. Den formaning blev hos mig. 

Derfor var jeg så glad, da kiloene raslede af, da jeg ammede. Jeg kunne tyre marabou i fjæset og stadig tabe mig. Det var himmelsk. Men amningen aftog, det gjorde mit indtag af søde sager i ukontrollerbare mængder ikke. Så fra at være to kilo fra før graviditetsvægten, er jeg nu syv. Det skete bare.

Jeg kunne ikke holde mig selv i kort snor, når jeg var så træt og fucking sulten hele tiden (for slet ikke at nævne tørstig!).

Mens jeg var nybagt mor, var jeg fuldstændig blæst bagover af beundring af og stolthed over, hvad min krop kunne. Men det har aftaget i takt med, at jeg læser om jeres andres madkvaler og hører/ser andre være helt strygebrætsmagre få måneder efter fødslen (det har aldrig været en risiko for mig, for rigtig tynd har jeg aldrig været).

Jeg er ked af, at jeg er blevet småtyk og har måtte gå nogle buksestørrelser op. Men jeg er faktisk endnu mere ked af, at jeg er ked af det. Kedafdettehed i anden.

Jeg føler mig som mariehønen evigt sur, der altid finder håret i suppen og ikke giver nogen – og slet ikke mig selv en – pause. Det kan satme godt gøres bedre. Løb en tur og spis noget salat. Stram dig lige lidt an.

Jeg er typen, som i den grad bruger mad som belønning, hvis noget har været hårdt eller svært – eller hvis noget skal være virkelig hyggeligt. Så derfor er det fuldstændigt vanvittigt at forestille mig, at jeg ikke må spise søde ting igen, eller at jeg skal kontrollere det virkelig meget. Der ligger så meget livsglæde og (selv-)kærlighed i mad for mig.

Jeg ved ikke, hvad moralen er. Jeg vil ikke være tyk. Men jeg vil heller ikke for alvor gøre tingene hårdere for mig selv, end livet allerede er. Jeg kan bare mærke, at min utilfredshed med mig selv stiger, når jeg hører andre sige, at de gerne vil tabe sig – eller nu må de også tage sig lidt sammen og gå i fitness. Som gødning til et frø, der allerede har slået rødder i mig. For jeg ved godt, at tanken også ligger i mig selv.

Så det er vel kontraproduktivt, at jeg hælder det samme ud i æteren. Men kan ting ændre sig, hvis man ikke er rigtig utilfreds med dem? Kan man tabe sig uden at være sur på sin krop?

Jeg håber det. For jeg synes oprigtig talt, at min krop gør det ret godt. Det er ikke let at bære mig rundt hele tiden.

 

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle sine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.