Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.

At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt

Jeg kender efterhånden flere kvinder med små børn, som har forladt deres kærester, inden barnet er fyldt et år.

Jeg har tidligere abonneret på den leveregel, der siger, at man ikke må forlade hinanden, før barnet er fyldt 2 år, fordi alting er så crazy i starten.

Det var dog lige indtil, at jeg hørte disse kvinders historier. For hold da op, der findes nogle mænd derude, som vitterligt ikke bidrager med for 2 kroners praktisk hjælp eller god energi.

Altså mænd som mener, at de ikke behøver lave praktisk arbejde i hjemmet. Mænd der føler sig snydt, fordi deres kvinde ikke tænder på dem længere, fordi de har opdaget, at dovne mænd grundlæggende er usexede. Mænd som bliver aggressive og nedladende, når kvinden fortæller om sit behov for hjælp. Mænd som ikke viser interesse for barnet som andet end et trofæ. Og som i øvrigt har pisse travlt med at drikke sig fulde med gutterne og arbejde sent.

De mænd burde ikke få børn. De har ikke, hvad der skal til. Og det burde kvinderne måske have gættet på forhånd (er det biologien eller kærlighed, der gør blind?) . Men hvor man faktisk kan bære over med en luddoven mand, når man bare er to voksne. Så stopper det fluks, når der kommer børn til. Der er simpelthen ikke overskud til også at have en voksenbaby på slæb.

For at få børn er en ekstremsport, der ikke giver plads til dødvægt.

Jeg ved ikke, hvad de voksne mænd gik rundt og troede deres opgave skulle være som far. Men hvis den ikke er at hjælpe til og drage omsorg for mor, barn og familien som helhed, så kan de lige så godt gå op til lægen og blive steriliseret med det samme.

At blive solomor har aldrig givet mere mening, end når man hører historier om de mænd. For de kommer ikke til at bidrage med andet end dårlig stemning, svigt og samværskonflikter.

Det må være lysår nemmere at blive mor alene end at være alenemor med en dødvægtsfar på slæb.

Juletraditioner søges

Kalenderen siger december, og vi har for første gang givet os i kast med at etablere juletraditioner for det store barn i form af en pakkekalender og en lige vel hurtigt hjemmegjort mytologi omkring det her med nissen.

Men en pakkekalenderen er ikke det eneste nye. I år skal vi være værter for juleaftensfesten. Det er nervepirrende, for min families tillid til mine evner kan tilsyneladende ligge på et meget lille sted.

Min farmor har købt en juledug til mig og igår ringede hun for at høre, om vi havde vinglas. Jeg bliver hyppigt afhørt om, hvordan vi får plads til så mange gæster i vores hus.

Jeg ville nok ikke selv have købt en dug, men vi har selvfølgelig vinglas til alle, og det er min livsfilosofi, at der er da altid plads til en til. Det finder vi ud af.

Men vi skal altså naile den her jul, så jeg kan bevise mit værd som julevært. Der skal jules, som der aldrig er blevet julet før. Så jeg skal bevæge mig ud i nye discipliner, såsom at lægge dug på bordet og folde servietter. Bo Bedre, I kan godt gøre kameraet klar!

I virkeligheden er jeg mest bekymret for, hvordan jeg får gjort julen hyggelig for børnene. For det har jeg ikke prøvet før.

Et spædbarn kan man ikke rigtig planlægge efter, men hvilke traditioner har I gode erfaringer med ift. børn i tumlingalderen?

Hvornår pakker de gaver op? Hvad med sengetiderne? Og maden? Kan børn godt lide risalamande (de må vel ikke få mandler, før de er 3 vel?) eller er risengrød bedre? Julemanden – er det en god idé til en 2-årig? Og hvordan undgår man, at man selv er så optaget af at være vært, at man ikke får hygget sig med sit barn?

Er mommy-blogs de nye basisgrupper?

Image result for kvinde kend din historie

Jeg har i dag lyttet til den nye podcast, der hedder “Kvinde kend din historie“, hvor historikeren Gry Jexen har sat sig for at få kvinderne ind verdenshistorien. Jeg blev både rørt, inspireret og vildt imponeret. Så først og fremmest en varm anbefaling til at følge hendes arbejde! Podcasten har et kæmpe potentiale og er kommet stærkt fra start.

Det er Grys anden program om Suzanne Giese, som har fået mig i gang med dette indlæg, fordi det kredser kvindebevægelsens arbejde med at få skabt ligestilling ved at åbne samfundets øjne for, at det private er politisk. Altså at få fokus på familiestrukturer, moderskab, prævention og alt det andet, som før kun var inde bag hjemmets fire vægge.

Suzanne Gieses datter – Ditte Giese – sender i podcasten en røffel afsted mod vores generation af højtuddannede kvinder, som henter tidligt, går på deltid og bruger vores fritid på at løbe ture og bage boller. Ordene faldt som opsamling på kvindebevægelsens resultater: At kvinder i dag har alle muligheder for det, men overraskende nok ikke går efter magten, men på forunderligvis har vendt tilbage til en dyrkelse af husmoderen.

I afsnittet bliver vi præsenteret for begrebet “basisgruppe”. Det er et begreb, som jeg ikke selv kendte og derfor googlede og fik følgende definition af: “basisgruppe: en antiautoritær, ikke-hierarkisk organisationsform, som opstod i 1960’erne. En basisgruppe består af fem til ti personer, som ud over politisk eller fagligt samarbejde også opdyrker personlige relationer. Møderne foregår med indlæg efter tur, således at alle aktiveres.” Det var herigennem, at man fandt ud af, at nogle problemer i familierne ikke var individuelle problemer – men udtryk for strukturelle problemer. F.eks. at kvinderne havde en meget stor andel af det huslige (og ubetalte) arbejde, som holdt dem tilbage i at få et job, en uddannelse og deres egen økonomiske frihed.

Når Ditte Giese beskriver min/vores generation af kvinder, som nogen der har ladt kvindekampen i stikken ved at gå tilbage til at dyrke vores børn og bage hjemmebagte boller og sy fastelavnskostumer, så er det svært ikke at føle sig både ramt og provokeret. For hun har da lidt fat i noget. Jeg kæmper selv med skyldfølelse over for kvindekampen og min egen selvforståelse over at tage en meget lang barsel. MEN denne “back to basic”-bevægelse er jo et udtryk for et opgør med en kapitalistisk forbrugskultur og en konkurrencestat, som er ved at mase – særligt kvinderne. Fordi vi ikke “bare” skal have en god karriere. Vi vil også være gode forældre. Vi skal være i god form, og vi skal have et rigt socialt liv.

Jeg kan godt genkende, at vi i dag dyrker moderskabet, men jeg synes, at vi gør det på en mere oplyst og ærlig måde, end man gjorde i 1950erne. Der er sgu ikke romantik og nybagte boller, som jeg støder på. Jeg skriver selv og læser hos jer andre nogle brutalt ærlige beretninger om livet som mor og kvinde. Jeg synes, at vi er gode til få “svesken på disken”. Det er helt sikkert ikke alle, som ser det politisk – men første skridt på vejen er da at tale om de udfordringer, der findes i familierne og brainstorme på løsninger. På den måde synes jeg, at mommyblogs faktisk tager grundideen med basisgrupperne op. Kvindekampen fortsætter, men den er mere kompleks i dag.

I det første afsnit af “Kvinde kend din historie” hører man nogle fantastiske historier om danske svømmepiger i 1930erne. Som en bisætning bliver det nævnt, at kvinder i ro-sporten i lang tid ikke måtte konkurrere på tid, men på et tidspunkt får kvinderne lov. Dog blev der sat et loft over, hvor mange åretag per minut kvinderne måtte tage i deres løb, fordi man ikke ville se på kvinder anstrenge sig eller lide. Ingen forvrængede ansigter eller hårde bevægelser.

Det slog mig at være et perfekt billede på, hvorfor det er svært at være kvinde – også den dag i dag. Fordi kvinder skal konkurrere på “lige vilkår” med mænd, men det skal helst se ubesværet ud, de skal gerne være i godt humør og omsorgsfulde imens. Der stilles nogle bonuskrav til kvinder i verden, som der bare ikke stilles til mænd. De er så dybt kulturelt forankrede, at de ikke sådan lige er til at skille sig af med.

Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte denne online dialog med hinanden om at være kvinde i dag. Men vi bør også minde hinanden om, at alle vores individuelle valg summer op og bliver en del af større politisk virkelighed, som vi skal huske at være bevidst om og tage stilling til.

Tankemylder #4 – barselsedition

Mit “jeg-ammer-med-brystbetændelse-40-graders-feber-og-knaldende-hovedpine” ansigt.
  • Jeg har været tusinde år om at skrive det her indlæg, fordi jeg blev slået omkuld af en omgang brystbetændelse og solid feber. Fuck altså, hvor er der meget smerte indbygget i kvindelivet.
  • Men så er det dejligt, at ens mand forklarer til et par af vores barselsgæster, som venter deres første barn, at mandens rolle i den første tid af barslen er at være en slags sosu-assistent, og den nybagte mor er at betragte, som en der har fået et handicap, men hvor alle synes det er en glædelig begivenhed.
  • (Denne tanke var fra før jeg blev ramt af feber og massiv selvmedlidenhed). Hvorfor føles det ikke som et “rigtigt” bidrag til familien at amme et barn? Det er vel også en slags bidrag at melde sig frivilligt til de første 6 måneders døgnvagter(!) for at sikre den yngstes fortsatte vækst og velbefindende. Right?
  • Efter jeg har brugt de første uger af min barselsorlov på at gense Venner, sneg der endelig lidt nyt materiale ind. Det var Seth Meyers Netflix special “Lobby Baby”. Det er forfriskende også at høre mænd tale om børn, fødsler og familieliv. *hjerte hjerte*.
  • Jeg har udviklet en afhængighed af pebernødder. Det skal være de industrielle af slagsen. Karen Volf knows her shit!
  • Er der nogen måde, hvorpå barselsbesøg kun er himmelsendte og dejlige, og ikke også indeholder en vis grad af “fuck-nu-skal-vi-være-præsentable-igen” OG “hold-op-hvor-er-jeg-bare-ikke-en-del-af-livet-for-tiden”? Jeg er jo grundlæggende taknemmelig over, at jeg har venner, som gider at komme på besøg, når vi er allermest kedelige. Men jeg er også lidt bitter over, at jeg ikke kan tale med eller holder styr på deres liv.
  • Jeg hørte radioprogrammet SuperTanker den anden dag, hvor en kvinde sagde “min tilgang til leg er meget inspireret af tysk fænomenologi”, hvilket lød så selvmodsigende i mit hoved, at sætningen har siddet fast lige siden.
  • Hver gang jeg ser Boris Johnson, har jeg lagt mærke til, at jeg får en varm følelse i kroppen. Jeg tror, at det skyldes, at min ældste søn har sådan en lidt kaotisk kridhvid hårpragt, som godt kunne forveksles lidt med Boris’.

“Det hoved får vi ikke ind igen”

Det var lige efter midnat, da vi ankom til fødemodtagelsen sidste fredag. Vi havde diskuteret derhjemme, om afstanden mellem veerne var passende og om de mon var stærke nok til, at vi ville få lov at blive på hospitalet.

Min første fødsel var rigtig god, bortset fra at jeg blev tvunget til at køre frem og tilbage til hospitalet to gange på samme aften – den ene af gangene med presseveer. Så det var meget vigtigt for mig at undgå sådan et forløb igen. Heldigvis var den jordemoder, som undersøgte mig enig i, at jeg godt kunne blive. 4 cm åben og der var godt smæk på veerne. Peww!

Klokken 00.30 blev vi lukket ind på fødestuen. En sød jordemoder spurgte, om der var noget særligt jeg ønskede mig. Et lavement f.eks.? Et karbad? Jeg sagde ja til begge dele. Jeg nåede ikke at prøve klyx ved min første fødsel – så jeg var spændt på, hvad det ville gøre ved oplevelsen. For jeg havde hørt meget om det til fødselsforberedelsen.

Nu har jeg så prøvet det, og det gik ned på denne måde: Jeg fik sprøjtet stadset op i nummi, herefter havde jeg to veer de næste 4 minutter, samtidig med den der lækre følelse af, at jeg var på vippen til at få eksplisionsdiarre ud over hele lokalet.

Jeg nåede kun lige ud på toilettet. Havde igen to kamphårde veer, mens jeg sad på potten og senere stod desperat og ledte efter knappen, der kan trække ud. Den var pist forsvundet, og jeg kunne knap stå op. Min mand stod på den anden side af døren og spurgte bekymret, om han skulle komme ind. Jeg brølede i mellem mine ve-støn “NEEEJ!”, mens jeg febrilsk ledte efter den fucking knap og en form for værdighed. Jeg fandt knappen.

Jeg fik med besvær bevæget mig de tre meter fra toilettet hen til sengen. Som jeg nu stod og tog en ve mere opad. Jordemoderen bad mig stå på flad fod i stedet for på tæer og sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg fik ve-trang.

“TIL-TIL-TIL” fik jeg sagt, mens jeg konstaterede, at det var umuligt at stå på flad fod. Jeg forsøgte med min vanlige ynde at kravle op i sengen og kunne godt se, at karbadet nok ikke blev relevant. Jordemoderen gav mig ordre til at gispe og undlade at presse. Min mand fik ordre til at trykke på alarmknappen. Der skulle være en assistent, når barnet kom ud.

Jeg råbte noget med, at jeg ikke kunne lade være at presse, at det gjorde fucking ondt, og at jeg var ved at skide i bukserne. Alt i mens jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke overleve i en time. Jordemoderen spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg råbte, “neeeeeeeej, han skal bare uuuuuuuud!”.

Splask. Vandet fossede ud over sengen og jeg kunne mærke mine fødder blive våde. Og jeg hørte jordemoderen sige de vidunderlige ord: “ja, det hoved får vi ikke ind igen”.

Ganske rigtigt fire-fem veer eller ca 10 min efter eksplosiv diarré ala klyx, så var lillebror på maven af mig.

Jeg var fuldstændig smadret og havde den der følelse af, at en damptromle havde kørt igennem mit underliv. Plus dødsangsten havde lige nået at banke på. Så den lykkelige forening af mor og barn var det ikke fra første færd. Men jeg drog dog et lettelsens suk. Gudskelov for at det gik så stærkt, og for at han havde det godt.

Herfra gik der så 3 timer med at ligge nøgen (med et lille tæppe jovist) på en briks for at blive syet og tjekket. Og spise ristet brød og drikke rød saft, som det jo hører sig til. Imens jordemoderen sad med nål og tråd, begyndte hun en længere salgstale for hjemmefødsel af en evt 3er. Stærk situationsfornemmelse.

Kl 5 var vi hjemme i vores egen seng igen. Ahhh, alt åndede fred og ro. Vi gik alle tre ud som et lys. Mor, far og Hartvig*.

*Navnet foreslog Louise i en kommentar til dette indlæg. Mange tak for det og alle de andre gode forslag. Det hjalp os meget i navnejagten.

Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med, at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

Hvorfor accepterer vi overvågning?

Marshmello walking down the side of the road with camera on the top of the building

Jeg faldt over denne artikel på DR.dk, hvor en kvinde bliver spurgt til hendes holdning til, at regeringen vil give meget vide rammer til at overvåge det offentlige rum for at dæmme op for kriminalitet m.m. Kvinden udtaler: “Jeg synes et eller andet sted, at det er fint nok. Altså hvis man har noget imod det, må det være, fordi man har noget at skjule.”

Det er meget snusfornuftigt sagt, og jeg er da delvis enig. For hun tilføjer, at det jo ikke er overvågning af folks private hjem. Men herefter sætter hun trumf på ved at sige: “Det er det samme med kameraer i telefoner og computere, som folk sætter tape over. Jeg laver ikke noget ved min computer, som folk ikke må have lov at se.”.

Hvis jeg skal dømme på min egen adfærd, så er jeg jo sådan set enig med kvinden (selvom det er helt gak gak, hvem laver aldrig noget på sin pc, som man nødigt ville have ud i offentligheden?). Jeg tillader også i meget vid udstrækning, at min telefon overvåger mig. Den sladrer til google om, hvad jeg søger på, hvornår jeg går i seng, hvor jeg opholder mig, hvilke indkøb jeg går med overvejelse omkring, hvilke billeder jeg tager, og sågar hvad jeg taler med andre mennesker om.

Igår sad jeg så og ledte efter apps, jeg kunne afinstallere i forsøget på at blive mere zen og fri for overvågning. Men jeg endte i stedet med at installere endnu en app, der krævede, at jeg gav alle mulige oplysninger om min sundhedstilstand (alder, vægt, terminsdato osv) til et eller andet tilfældigt firma – måske det samme, som tidligere havde indgående kendskab til min cyklus ifm. at udregne ægløsningstidspunkt.

Hvad fuck tænker jeg egentlig på? Hvorfor accepterer jeg (og de fleste andre) så massiv overvågning? Altså kvinden har jo ret i, at 300 kameraer på offentlige pladser er barnemad ift. den overvågning, vi allerede har sagt ok til, når vi har godkendt bruger- og servicevilkår på forskellige steder.

Mine egne spæde forsvar for en mærkelig adfærd er noget ala “jeg er bare et lille bitte datapunkt i et kæmpestort excelark”, “det er alt for smart til at lade være”, “jeg kan godt lide gratis apps” og “hvis det var virkelig galt, ville der nok være én blandt de mange milliarder brugere, som ville have reageret på brugervilkårene”.

Men der er jo allerede nogen, der har reageret. Vi er jo blevet advaret. De fleste af os har oplevet at få reklamer for produkter, som vi aldrig har søgt på, men kun omtalt i nærheden af vores telefon. Der har jo været historier om, at folk er blevet afpresset, fordi fremmede har fået adgang til billeder af dem i kompromitterende situationer ved deres pc eller telefon. Der er folk, som har mistet deres sociale ydelser på baggrund af billeder, de har lagt op på Facebook, hvor de virkede lidt for raske. VI VED GODT, at big brother er med os over alt. På toilettet. I soveværelset. Til fest.

Alligevel så trykker vi “OK” til, at private firmaer må være med på en lytter til gengæld for en “gratis” app. Det må være, fordi vi enten har meget stor tillid til, at det ikke bliver misbrugt (til andet en målrettede reklamer), eller fordi vi er ramt af en så stor grad af frygt for at gå glip af noget online, at vi hellere vil være tilstede og overvåget end at være offline og uovervåget.

Selv hvis vi køber princippet om, at overvågning af ens person først bliver rigtig problematisk, når man har noget at skjule. Så skylder vi da os selv at overveje, hvem der bestemmer, hvad der er værd at skjule – hvornår bliver noget problematisk adfærd? Værdier ændrer sig over tid. Og når man først har afgivet sine oplysninger, så er de meget vanskelige at få igen.

Men på den anden side…. hvordan skal jeg klare mig uden det her i mit liv: