Første nat i friheden

Baby er 9 mdr+ og jeg har været på min første regulære bytur i halvandet år. Det har været en stor succes, fordi:

1) jeg ingen forventninger havde til, hvor sjovt det skulle være eller hvor længe det skulle vare.

2) jeg så venner som jeg ikke har set længe. Det var virkelig dejligt.

3) jeg er først nu ved at falde om af træthed (klokken er to og jeg sidder i et s-tog og hører blues).

4) folk har smilet og skålet med mig. Jeg har makset ud på voksenkontakt.

5) manden har passet baby, selvom han har været top besværlig.

 

 

 

 

 

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).

 

Nobody puts baby in the corner

Billedresultat for nobody puts baby in the corner

Det var en hårdtslående erkendelse, da jeg fandt ud af, at ideen om, at mit liv, som jeg kendte det, ikke behøvede at stoppe, blot fordi der kom en lille ny, var bulls***.

Hvor et standardliv roterer om solen, så roterer et liv med baby ikke længere om sådanne arbitrære mål som døgnrytmer. Baby doesn’t care.

Det roterer heller ikke om dit arbejde, din partner eller dine interesser. Mad-gråd-søvn-lort. Baby er glad for enstavelsesord.

Baby er epicentret for alle aktiviteter.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle være en af de der patetiske eksistenser, der har huset og i særdeleshed stuen fyldt med overflødigt baby-ragelse. Og hvis det skulle være i stuen så skulle der være et afmålt område.

Men ‘nobody puts baby in the corner’. Hverken i overført eller bogstavelig betydning. Baby er alt. Baby er OVERalt.

Man kan godt kæmpe i mod. Men allerede nu kan jeg se, at mine udenomsaktiviteter er reduceret til at gå på arbejde, ringe sammen med vennerne og gå til få obligatoriske arrangementer (ofte ting involverende en kirke eller runde fødselsdage).

Det kan føles helt åndssvagt, at det bliver så ensporet, men på den anden side får man mulighed for at lege igen. For at danse fjollet. For at synge og skråle.

Mulighed for at køre i inderste spor og nyde udsigten. Livet med baby er slet ikke så tosset endda.

Det SKAL gøre ondt, før det gør godt

Det moderne menneske kan ikke bare gå rundt og være glad. Det er lidt dovent at være tilfreds. Så prøver du jo slet ikke. Du udnytter ikke dit potentiale.

Som moderne mennesker har vi internaliseret statens 2 pcts effektiviseringsbidrag. Det kan altid blive bedre. DU kan altid blive bedre.

Hvis du føler, at det sguda kører meget godt, så er der gået drift i dit liv. Kunne du ikke lige prøve at tænke lidt ud af boksen? Du burde da gå til en sport! Være lidt kreativ? Skrive en bog! Kom for helvedet i gang med at skrive den bog!

Eller måske bare en blog? Du kunne også få et nyt arbejde. Men så skal det være et svært ét. Rigtig svært. Så behøver du heller ikke gå til sport. (Pew!)

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.

 

 

 

Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.

 

Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.

 

Vej-vrede er mit mellemnavn

Kender I det, hvor man er ude og køre bil: Alt er fred og idyl. Din økonomi-bil har den sædvanlige langsomme acceleration og beskedne størrelse, som passer godt til din venlige og betænksomme kørestil. Pludselig kommer der en idiot forbi, der ikke holder en ordentlig bremselængde, fordi han vil presse dig til at køre stærkere. Han dytter af dig, giver det lange lys og vifter provokeret efter dig, når han overhaler i høj fart over fuldt optrukne linjer i en kørebane, hvor de første fire biler er på vej direkte i mod ham – og det får dig til at overveje, om du mon skal dø ved, at få en Audi A6 gennem forruden.

Sådan en idiot mødte jeg. Han kørte en gammel træt BMW fra ’85. Den hostede og spruttede. Jeg kørte 50 km/t i bymæssig bebyggelse – på en vej – må jeg tilføje – med store huller og bump. Alligevel skulle han køre helt op i røven på mig og overhale på en kong-provo måde.

Mit milde væsen forsvandt som dug for solen, og jeg glemte, at jeg er en fornuftig kvinde og mor i en mikro-bil, der er let at smadre og svær at flygte i. Alt sammen fordi jeg får sådan en ur-lyst til at flå nosserne af den lille mand. Jeg har gjort det til vane i stedet at lave en “kryster-fuckfinger”. Hermed forstået en fuckfinger, der flippes, mens jeg holder på rattet – eller du ved – sådan en “op-ad-kinden-var-det-virkelig-en-fuckfinger”-finger. Det giver mig en vis grad af tilfredsstillelse uden at bringe mit liv i fare.

MEN så sker der det, at den rustne lorte spand foran mig bremser hårdt op – og ud stiger en rocker-lignende typer med tatoos op ad halsen og en kronraget isse. Så for satan – tænkte jeg – nu finder han sgu boldtræet frem. Han vralter truende hen i mod min bil (heldigvis uden boldtræ). Jeg overvejer, om jeg kan stikke af, men tænker at jeg nok hellere må lade være.

“HVORFOR FANDEN GIVER DU MIG FINGEREN”.
“Jeg syntes, at du kørte meget aggressivt” (og den diagnose ramte jo ikke helt ved siden af, kunne man jo have tilføjet).
“MAN KAN JO HAVE TRAVLT” råber han, mens han fortsætter imod mig. Jeg har åbnet vinduet lidt på klem – og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at tilføje “ikke så travlt, siden du tilsyneladende har tid til at stoppe op og sludre” – men jeg har jo altså mit liv kært.
“JEG KØRTE 40 KM/TIMEN” insisterer han – her kan jeg ikke længere holde mig tilbage: “Nej, det gjorde du sgu ikke. Jeg kørte 50 km/t og du overhalede med pæn fart”.
“DET ER SGU DA IKKE GRUND TIL AT GIVE MIG FINGEREN!”
“Nej, du har ret. Undskyld” svarer jeg i håb om, at det er nok til at afslutte dette nervepirrende optrin – min søn er derhjemme – og jeg skal ikke dø pga. en fuckfinger.  Stodderen pakker heldigvis sammen og skrider (pyha!).

Jeg har overvejet, hvad jeg kan lære af dette optrin. Jeg burde jo ikke have givet idioten fingeren. Både af principielle og praktiske årsager. Principielt skal man jo ikke give folk fingeren, og af ren og skær praktik, skal man ikke provokere folk, som kan finde på at gøre skade på dig. Så ja, det stopper jeg med nu.

Jeg vil i fremtiden holde mine hænder i ro – og håbe på (men end ikke krydse fingre for), at psykopat-billisten ikke får kørt nogen ihjel (men også at hans røv må klø og hans arme være for korte).  Således kan jeg nok lægge et årti eller to til min forventede levetid.

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.

They are all about duty….

Relateret billede

Præsidentens mænd – eller  West Wing som er den originale (og bedre) titel – tonede frem på skærmen i starten af nullerne. Jeg var i første omgang ikke interesseret i en intellektuel DR2-serie med mærkelig lyssætning og midaldrende mennesker, der talte ekstremt hurtigt.

Jeg fik dog et venligt puf, og der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for serien. Serien er skrevet for at skabe begejstring hos (unge) amerikanere for politik og offentlig forvaltning. Det gjorde begge dele for mig. Den er kendetegnet ved Aaron Sorkins ekstremt velskrevede dialoger, som emmer af klogskab og humor – også bliver man helt overvældet af, hvor sejt deres arbejde er.

Vi følger præsidentens rådgivere (som ikke alle er mænd) og får et ret realistisk indblik i, hvordan man driver et præsidentembede. Med alt fra morgenopkald, internationale kriser, valgkamp, krig, ægteskabsproblemer, interessentinddragelse etc. Man bliver klog på policy og kan stadig lære noget nyt, selvom man ser afsnittet for 6. gang.

Udover at være umanerlig fantastisk tv, så ændrede serien mit liv. Den gav mig lyst til at arbejde med politik. Ikke som politiker, hvor man er i rampelyset og kæmper om magt, men på embedsmandsmåden, hvor borgerpligt, demokratikærlighed og politisk tæft er centrum for arbejdet. Det er politik på en helt anden måde. Så jeg læste statskundskab og arbejder i dag i et ministerium. Det sker, at jeg får det lige som Josh Lyman, når jeg går på arbejde:

Billedresultat for legislative agenda josh lyman

Men for det meste så er det faktisk med oprigtig respekt for, at uanset hvilken farve regeringen har, så har de mandat til at føre den politik, de ønsker – og jeg skal hjælpe med at føre den ud i livet.

Som djøfer og embedsmand er den bedste politiker – en ligesom præsident Bartlet – vidende og ansvarsfuld. En som sætter klar retning og som tager ejerskab over den førte politik.

Men hvis du er træt af politikere og mærker en vis apati skylle hen over dig, når du ser Debatten eller Tirsdagsanalysen, så sæt West Wing på i stedet. Det er en tv-serie, som er så god, at den stadig holder 20 år efter den blev sendt -og i sådan en grad, at der laves en podcast, der følges at millioner af lyttere (West wing weekly), hvor de gennemgår hele serien én episode af gangen (!).