Observation 1: Der er så meget, kvinder ikke forstår

Jeg forsøger noget nyt her. En temasektion.  Afrapportering af observationer, jeg gør mig i mit arbejdsliv. Et udtryk for “deltagerobservation”, hvor jeg både deltager i og observerer sociale interaktioner på min arbejdsplads. En trang som er opstået, fordi jeg kæmper med at begå mig som en indfødt. Måske denne dataindsamling kan tilvejebringe ny viden.

**************OBS*1*******************

Mit team består foruden mig af to subjekter af hankøn. Lad os kalde dem A og B. De har begge været i organisationen igennem en årrække. De har begge ynglet og begår sig fortsat i faste forhold .

Da der var VM i fodbold, så vi en af kampene, som det danske landshold deltog i, på kontoret. Vi var en gruppe på 10 mennesker, der så kampen. Deltagere af begge køn. Alle spændte.

Jeg deltog alene for at indgå i det sociale fællesskab. Ligesom alle andre fodboldkampe jeg har set, så er en del af tilskuerne, som kommenterer på boldspillet. Kommentarerne veksler mellem korte ord f.eks. “SKYD”, “FILM” eller “LORTE-DOMMER” og længere eksistentielle analyser “hvorfor bliver spiller 123 skiftet ind fremfor 456, når 4-4-2 opstillingen er valgt?”.

Denne kamp var ingen undtagelse. Flere deltog i diskussionen. Jeg deltog ikke.

Da kampen sluttede (jeg mindes ikke resultatet), gik vi tilbage til arbejdet. Her sad mine kolleger A og B og talte om kampen. Herefter kom følgende ordveksling:

A: “det der med at se fodbold sammen med kvinder….”

B: “ja…”

A: “…Det behøver ikke gentage sig”.

B nikker.

Jeg spørger: “hvorfor dog ikke? Hvad er der i vejen med kvinder?”

B: “I dag var der en der sagde “skyd”, når Eriksen tydeligvis ikke kunne skyde. Sådan en bold kan man ikke tæmme. Det er det, kvinder ikke forstår, for de har ikke spillet fodbold selv. De forstår ikke, hvad der skal til for at tæmme en bold med brystkassen eller hovedet f.eks.”

A: “Ja, kvinders kamp-analyser er helt ved siden af. Det er frygteligt at høre på”.

Jeg spørger til, om ikke de flestes analyser er ret dårlige givet, at det som oftest er overvægtige, fulde mænd, der deltager i dem. Og om ikke det handler mere om fællesskab og sammenhold?

Det blev afvist.

Der er så meget, kvinder ikke forstår.

 

 

 

Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Sommerferie, Sydfrankrig og selvmordsbaby

Radiotavsheden er ovre: Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie, hvor jeg har været afsted med barnet uden faren fulgte med. Jeg mødtes med mine forældre i deres hus i Sydfrankrig.

Hver gang man siger ”Sommerhus i Sydfrankrig”, får folk nogle associationer om et lille hus i en landsby. Hyggelige skodder for vinduerne, vindrueklaser over terrassen og ægte provence-stemning med lavendelblomster alle steder. Fuglene kvidrer og lykken er total. Måske man også kan komme på stranden?

Huset, vi var i, er i imidlertid bygget af en russer for omtrent 40 år siden, som var gift med min mormor. Han havde ingen byggeteknisk uddannelse, men klarede det med hårdt arbejde og generelle håndværksmæssige evner. Det har resulteret i et hus, som ligger oven på en garage i 2 meters højde. Huset er ved at knække over på midten, temmelig skævt og har først for nyligt fået moderne fornødenheder, såsom rindende vand, elektricitet og et rigtigt toilet (hvor man dog ikke må smide papiret i kummen).

Der er en gårdsplads belagt med skarpe småsten, en stor altan, hvor rækværket har en form, så en 1-årig snildt kan falde igennem. Udover hovedhuset, er der en ”hangar”, som vel mest er et værksted, hvor man kan stille en campingvogn, hvis det skulle blive nødvendigt – og en lille gul ”byg-selv” træhytte.

Huset er placeret på en bjergskråning ud til en ret befærdet vej (der er jo ikke så fandens mange veje at vælge i mellem, når man kører i bjergene). Der er en flod på grunden, en bunker fra en svunden tid og en helveds masse insekter, skorpioner, firben og slanger. Så det er mildt sagt ikke et ideelt sted at holde ferie med små børn.

MEN jeg har brugt hele min barndom dernede. Mine søstre har brugt hele deres barndom. Vi er kommet her hver eneste evige sommer. Det var det, vi gjorde. Kørte tværs gennem Europa for at sidde på et bjerg og læse jumbobøger. Det var helt perfekt, så der skulle min søn selvfølgelig også hen.

Når man så står der med sin egen unge, så kan billedet af det perfekte sted godt smuldre lidt. For det er dælme et farligt sted at have et barn. Der er virkelig mange steder, hvor et barn kan falde et par meter ned, drukne eller det der er værre.

Hubert har da også været ved at slå sig selv ihjel ind til flere gange på vores tur (men vi holdt det til et par buler og et lille brandsår – ups). De fleste 1-årige er jo de vildeste kamikazepiloter, som de vælter ubekymret og hasarderet rundt i verden. Hvad gør et par dødsfælder fra eller til?  Mine forældre må også have brugt ret mange somre på at løbe foroverbøjet rundt og forhindret mine søstre og jeg i at dø. (TAK!)

Nå, men vi har altså brugt en uges tid i dette hus. Jeg skulle passe på Hubert 24/7, men det gør ikke så meget, når man ikke skal lave mad, gøre rent, rydde eller vaske op – og der står to beredvillige bedsteforældre klar til at aflaste i dagstimerne. Det har været en forkælelsestur, for jeg har fået sovet en hel masse, for der er ikke noget internet på vores bjerg, og så kommer man tidligt i seng og heeeeeelt ned i gear. Der var ingen strabadserende planer, der skulle nåes. Kun en masse lækkert mad der skulle spise. Mums!

Jane the virgin: ægte problemer i falsk drama

Billedresultat for jane the virgin

Endnu engang tilbyder Netflix en serie, som er både nyskabende, morsom og  giver stof til eftertanke. Jane the Virgin udkom første gang i 2014, og er derfor ikke ny på serie-scenen. Det er værd at vide, at ikke mange af mine tv-anmeldelser vil være  særlig nye. Jeg skal altid tage et ret langt tilløb, før jeg orker at engagere mig i nye personer – det gælder både for dem i mit tv og i virkeligheden. MEN Sæson 4 er dog nærmest lige udkommet på dansk Netflix  (juli 2018), så lidt aktualitet er der dog til historien.

Serien parodierer sæbeoperaen, hvilket betyder, at den både har sæbeoperaens ekstremt komplicerede plot, men distancerer sig fra den ved at være godt skrevet og behandle mange reelle problemer. Det er tydeligt at tekstforfatterne har en stor portion kærlighed for sæbeoperaens romantiske dramer, og det er ikke let at redegøre for seriens handling, da den har utrolige mængder af plot- og genretvist. Der er heldigvis et resumé af fortællingen i starten af hvert afsnit, som gør det let at følge med – også hvis man ikke har set alle afsnittene før.

Men HELT kort fortalt: Jane vil gerne forblive jomfru, indtil hun bliver gift med sin kæreste Michael, der er politibetjent. Ved en fejl bliver hun insemineret og får et barn med Raphael, en flot rig latino mand. Jane bor sammen med sin mor, der er lidt løs på tråden, og sin mormor, der er meget lidt løs på tråden. Det er naturligvis oplagt, at en stor del af serien er optaget af trekantsdramaet og familierelationerne. Men nu er det jo en sæbeopera, så selvfølgelig er der både en solid mord-krimi-historie på sidelinjen og en ukendt far, som kommer ind i billedet (faren er selvfølgelig – skuespiller i en sæbeopera!).

Serien leger enormt meget med sit filmiske udtryk og sender den ene hyldest afsted mod sæbeoperaen efter den anden. Det er en parodi, men den er kærlig ment. Derudover har serien utrolig sjove og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er personligt træt af at se tv-serier,  der er centreret om usympatiske voldspsykopater. Jeg vil gerne have nogen at holde med og af. Ellers kan jeg ikke klare at være sammen med dem  i så lang tid. Det bliver et pænt nej tak til Game of Thrones, Breaking Bad etc.

Serien er selvfølgelig meget let fortalt, men den har en meget interessant dynamik. I modsætning til serie-plot som de er flest, så bliver denne historie drevet frem af, at karaktererne fortæller sandheden til hinanden, og hvis de lyver så gør de det ikke ret længe af gangen. Det synes jeg er utroligt forfriskende. Langt de fleste serier er skrevet med løgnen som primær drivkraft.

Serien behandler en lang række meget tunge emner, men uden at man som seer bliver tung i sjælen af det. Serien adresserer hverdagsproblemer, hvor man kan genkende sig meget i dem. F.eks. udfordrende relationer i sin familie og med sin partner. Det kan være: hvordan forholder man sig, når man ikke fungerer med sin partner seksuelt? Eller man higer efter sine forældres anerkendelse? Eller når man bliver skilt og alligevel skal samarbejde?

Det er virkelig nede på jorden emner, som bare er pakket ind i et virvar af overdrevent drama om mafioso-typer, psykopatmordere, affærer og en hel masse andet rod. Og alligevel så får dramaet seeren til at sidde på kanten af sofaen og HVAD SKER DER NU? Så på den måde holder man tempoet oppe og sidder ikke og dvæler i lange tider ved svære emner. Det fungerer overraskende godt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så bliver man nogen gange bims af formen (særligt hvis man “binger” serien), fordi man bruger meget tid på at repetere historien (men det er nødvendigt). Jeg kan derfor godt kede mig lidt af og til. Men det undrer mig lidt, for når et afsnit er slut, så er der simpelthen sket så meget, hvilket altså nødvendiggør repetitionen. Et mord fylder måske bare en enkelt scene – hvor den i andre serier ville fylde en helt sæson. Måske er serien bare ikke egnet til at se i adskillelige timer i træk.

Serien har utrolig mange niveauer, selvom den virker som lette kalorier, så synes jeg, at der er meget at hente.  Der er den store fortælling om kvindens seksualitet – og den evige kamp om at være luder eller madonna. Det bliver ridset op i positionerne mellem Janes mor og mormor – hvor Jane repræsenterer frustrationen over at skulle vælge én rolle.

Så er der historien om kærligheden og de komplekse familierelationer, som bliver påvirket af alder, race og klasse. Det udspiller sig i alle personerne udvikling. Det er ikke kun Jane, der udvikler sig undervejs. Selv umiddelbart flade karakterer får fra tid til anden lov at folde sig ud. Det er virkelig skønt – og giver plads til mange forskellige synsvinkler på familielivet. Om man er mor, far, svigersøn, datter, bedstemor eller bonusmor.  (Hertil hører, at serien handler om en anden kulturel kontekst end den gængse hvide familie, hvilket er et tiltrængt friskt pust ind på en scene, som ellers kun kan forcere diversitet).

Endelig er der krimi-historien, hvor man sidder og gætter med på plot-tvist og mordere. Det er i sig selv underholdende og med til at skabe spænding undervejs, men for mig er det ikke den væsentligste historien – det er mere en slags indpakning for resten.

Det er en serie, jeg klart vil anbefale, hvis man trænger til at tale om noget rigtig med sin tv-partner -og i øvrigt er træt af at se på mørke serier, der bruger volden som det vigtigste virkemiddel i deres fortælling.

 

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.

Min første FØDSELS-dag

I dag er det et år siden, at jeg fødte min søn. Det var en stor oplevelse, og på mange måder er denne fødselsdag mere meningsfuld for mig end min egen. Altså det føles mere som om, at jeg har præsteret noget – et nyt liv altså. Det er jo ikke så lidt. Det er min første “giving-birth-day”.

Min fødsel startede kl. 6 om morgenen den 22. juli 2017, hvor veerne stille og roligt satte ind. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg tænkte – det bliver sgu i dag, han kommer. Det blev det ikke.

Jeg havde veer fra kl. 6 om morgenen til kl. 4.06 næste morgen. Så 22 timer. Men det var ikke så galt, som det lyder. Det var først fra ca. kl. 18, at vi var nødt til at slukke for lyden på tv’et, når hvert ve kom.

Jeg kan huske, at vi så noget om hajer – og at jeg råbte af min mand – “SÅ TÆL FOR HELVEDET”. Han talte veernes varighed og pauserne i mellem dem. En rigtig guttermand. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at de alle sammen blev talt. Det føltes mere som om, at nu var der i hvert fald ét ve mindre, der skulle overkommes.

Ved midnat kørte vi mod hospitalet. Det gjorde seriøst ondt, og der var fire minutter mellem veerne. Jeg slæbte mig selv gennem Hvidovre Hospitals umenneskelige lange gange med skraldespande og stole, der var skruet fast til gulvet. Hvilket var noget besværligt, da jeg var nødt til at kaste op flere gange undervejs. Shit mand. Spaghetti Carbonara ligner desværre ret meget sig selv, når det kommer op igen. Min mand gik bekymret ved siden af mig, han havde al oppakning med. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os.

I hvert fald ikke, at en sur gammel dame efter at have haft fingrene op i mig (og havde skældt mig ud over ikke at ville undersøges under en ve), sagde “du er kun 2 cm udvidet – du skal hjem igen”. Jeg fik en “cocktail” med hjem – bestående af, hvad jeg formoder var panodiler og kalk-piller.  Jeg skulle “få noget søvn”. Ha!

Jeg fik overhovedet ikke sovet. Til gengæld fik jeg kravlet rundt på gulvet i smerte og op i møblerne for at skrige ind i væggen.  Min mand sagde, at jeg skulle sove. Han var desperat. Jordemoderen sagde, at vi skulle sove og der løb jeg rundt som et såret dyr og råbte. Kl. var 01.30

Jeg sad på toilettet og følte en umanerlig lyst til at presse. Nu vidste jeg, at vi skulle videre. Min mand så ret utryg ud. Jeg ville have min mor. Han ringede. Vi kørte afsted igen. Eller rettere. Jeg fik manøvreret mig sig selv og mit 18 kg. tungere korpus ned på parkeringspladsen igen fra tredjesal. Jeg råbte min mands navn ud over den ellers dødstille by. Han kunne ikke høre mig. Han var i gang med at finde vores vandrejournal. Jeg brølede ud af vinduet, da vi endelig kørte afsted, mens natteluften ramte mig i ansigtet. Min mand fik lov at køre for første gang uden, at jeg kom med dumsmarte og velmenende kommentarer undervejs.

Kl. 02 var vi tilbage i modtagelsen. Vi havde lært af fejlen og tog den kørestol vi havde efterladt ved parkeringskælderen, som vi havde fået efter første undersøgelse. Vi kom meget hurtigere igennem de lange gange anden gang (selvom min mand dog kom til at køre os en etage for langt op med elevatoren – jeg kunne have slået ham ihjel). Vi havde også droppet bagagen.

Denne gang tog en yngre kvinde i mod mig. Hun undersøgte mig hurtigt. “Du er 9,5 cm. udvidet. Du skal føde nu. Hop over på den stol. Så kører vi dig hurtigt ned på fødestuen”. Jeg nåede frem. Rejste mig op. Vandet gik. SPLASK. Som havde jeg tømt en spand fra mit underliv. Jeg kiggede rundt for at finde en ansvarlig og spurgte ængstelig “HVAD GØR JEG NU?!?!?”. Nogen fik svaret mig; “Du skal føde et barn”. Endelig var vi enige om processen.

Jeg kunne mærke roen sænke sig. Der var nogle andre, som var ansvarlige nu. Jeg skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Min mor kom også. Selvom nogle kiggede alvorligt på mig og sagde, at de var nødt til at monitorere mit barns hjertelyd, fordi hans hjerte slog meget hurtigt, var jeg ikke bekymret. Ikke den mindste smule. De sagde det var ren rutine. Og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Der kom en hel masse mennesker ind og ud af stuen. Jeg var helt og aldeles ligeglad. Jeg havde ingen forfængelighed.

Men fik dog undskyldt, at jeg kom til at råbe. Min jordemoder sagde, at jeg i stedet skulle bruge energien på at presse. Det gjorde jeg. Jeg var “in the zone”. Jeg fik ve-hæmmende et-eller-andet. Jeg blev bedt om at trække vejret helt ned i maven.  Det havde jeg ikke gjort i et halvt år, så det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg brugte den særlige vejrtrækningsteknik fra Smertefri Fødsel med en masse korte overfladiske vejrtrækninger for at håndtere smerten. Med begrænset held syntes jeg. Jeg fik heller ikke ilt nok. Jeg fik en ilt-maske. Det var godt. Så havde jeg noget nyt at gå op i. Jeg kunne ikke mærke veerne på samme måde som før pga. medicinen. De var ikke så overvældende og hyppige længere. Alle kiggede på en tavle, som viste hvornår næste ve kom. Men jeg kunne ikke se den. “MOR, HVAD STÅR DET?”. “4-2-6-8” svarede min mor, som om det gav nogen mening.

Det gik virkelig stærkt lidt over fire kom hovedet ud – og inden vi nåede til det næste ve, væltede han bare ud. En lille bristning – men meget effektivt. Ikke noget at tale om.

Prust. Støn. Alt endte godt. Min 4,5 kg.  store dreng kom ud.

Tænk at der allerede er gået et år.

 

 

Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af Peter Pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?

 

Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.