Hverdagens helte – pædagogerne

 

Hubert har fået plads i garderoben, og jeg fornemmer, at han har arvet sin mors evne til at få taget dårlige billeder – særligt hvis de skal hænge til offentligt skue i mange år (klassebilleder, pasfoto, billeder på intranettet, you name it. Jeg har ikke et eneste pænt billede i disse fora – have fun Hubert!).

Institutionslivet starter for alvor nu. Og jeg er allerede evigt taknemmelige for vores pædagoger. Hubert smiler stort, når han ser dem og er tydeligt glad for at være sammen med dem. Jeg er helt tryg – og det er rart, at han er god til at danne relationer til nye mennesker.

MEN jeg synes, at det var lidt svært med opstarten. Jeg sad og ventede på pædagogernes initiativ, og de ventede på mit. På sin vis giver begge ting mening. Det er jo mit barn – men deres arbejde. Vi er begge autoriteter ift Hubert. Jeg savnede dog, at der blev taget lidt styring over processen (måske er det en djøf-ting?). Sådan f.eks. lave en plan, som rækker længere end tre timer frem og fortæller mig, hvornår jeg skal gå, og hvem der tager over nu.

Hubert skal vide det, men jeg er også nysgerrig.

Men jeg vil bare sige, hvis en pædagog skulle læse med. Som førstegangsforælder har jeg ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg kører et barn ind på en god måde. Tag mig i hånden! Jeg føler mig ikke kørt over som forælder, så længe I foreslår en proces, som jeg kan sige ja eller nej til. Jeg siger formentlig ja – det er jo jer, der er professionelle.

Vores stue har den hellige treenighed, når det kommer til børneopdragelse: en skrap, en sjov og en struktureret pædagog. Så det skal nok ende rigtig godt, for  jeg kan vældig godt lide dem alle tre. Så det er okay, at Hubert græder lidt, når jeg går. Der er kompetente voksne klar til at tage over. Og de har såmænd allerede lært ham at vinke farvel, drikke af kop og delvist at spise med en ske (sådan cirka).

Det bliver et rigtig godt samarbejde, og jeg glæder mig til at hente Hubert og se, hvordan hans udvikling accelererer af at være sammen med større børn og dygtige pædagoger.

Stort tak til velfærdsstaten!

 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!      

Sådan skal du IKKE gøre det selv

Hubert er lige startet i institution. Faktisk har vi været igang med indkøringen i syv hverdage nu. Det går overraskende godt. Jeg havde forventet at sidde og græde ude foran institutionen. Men det er en god institution og vores dreng er stærk, glad og udadvendt. Hvor har han det mon fra?

Så i stedet for at græde, har jeg givet mig i kast med en række praktiske gøremål for at få tiden til at gå, mens jeg holder ferie uden et barn derhjemme. Udover den sædvanlige rengøring, indkøb og madlavning, som jeg ikke vil skænke flere ord nu – så har jeg startet på projekt mal spisebordsmøblerne i køkkenet.

Min optimisme var stor, fordi jeg havde læst et indlæg af en dame, som sagde, at det var noget, som altid blev godt – også selvom hun ikke var super omhyggelig. Hurray! Jeg er ikke omhyggelig anlagt, så jeg forestillede mig, at det her var det perfekte projekt for mig. 

Jeg brugte en dag på at slibe og vaske af.  Jeg var også ude og købe maling i Silvan. Agave grøn valgte jeg. Lynhurtigt faktisk (hvilket er en overraskelse, jeg er altid 1000 år om at træffe beslutninger). Det viste sig, at farven egentlig bare var den samme, som de bukser barnet havde på.

Idag nåede jeg så til det sjove – malearbejdet. Jeg havde stillet klart ude i haven. Alletiders idé at male ude i solen. Det er sådan lidt boheme-lækkert og mine ben kan blive brune og mit hår blive lysnet. Og malingen ville tørre på nul komma fem.

Det skulle vise sig at være en lang løgn, bortset fra det med, at malingen tørrer hurtigt. Det gør den. MEGET hurtigt. Og det er ikke godt, for når malingen løber, så er den tør, før jeg kan nå at få jævnet det ud. 

Derfor besluttede jeg mig for at rykke det ind i skyggen. Her var resultatet så, at der faldt en masse hække-fnuller ned i malingen. Her glemmer jeg helt at nævne, at insekter godt kan lide farven/lugten/konsistensen, så rigtig jævnt blev det ikke.

Så mit bedste råd til dig, som overvejer at male møbler er: vær tålmodig – enten med processen eller resultatet.

Jeg valgte sidstnævnte.

Hvad kan fodbold lære dig om livet?

Billedresultat for kasper schmeichel

Efter at have set utrolig mange VM-kampe (taget i betragtning af, at jeg ikke bryder mig om fodbold), må jeg erkende, at der ligger en hel del livsvisdom gemt i det til tider noget kedsommelige spil. Jeg har, for at spare jer besværet med selv at se de mange kampe, lavet en kort opsummering her:

1. Spil offensivt!

De indledende runder af VM viste, hvordan fodbold ser ud, når begge hold kan gå videre uden at vinde. KEDELIGT! Selvom det af strategiske årsager kan være klogt at spille defensivt, så er det utroligt kedeligt at se på.

På samme måde kan et defensivt liv måske godt give mening i den forstand, at du aldrig kommer til skade, taber penge eller bliver såret. Men det er utroligt kedeligt at være en del af (og se på/høre om).

Så husk – det bedste forsvar er et angreb! Og kom igang med de risikable livsbeslutninger.

2. Undervurdér aldrig hjemmebanefordelen

Grundlaget for fodbold er naturligvis et købekraftigt publikum. Men det købekraftige publikum laver andet end at finansiere showet. De bærer også holdene frem. Derfor er det afgørende, om man spiller ude eller hjemme, om der møder fans op, og om de fans der møder op bakker op om holdet.

Spillerne ved, at deres spil bliver påvirket af, hvorvidt der bliver råbt uduelige taber eller bold-geni efter dem. Derfor: omgiv dig med mennesker, som hepper på dig! Du bliver bedre til det, du gør, når der en positiv stemning omkring dig. Det skaber plads til at eksperimentere og fejle – begge ting er nødvendige for at gøre noget ekstraordinært (og hermed tilbage til punkt 1).

3. Spil andre gode!

Selv med positiv stemning og en offensiv strategi, så kunne hverken Messi eller Ronaldo vinde VM – og hvorfor er det? DERES HOLD VAR IKKE GODE NOK! Én stjerne er ikke nok – der skal 11 gode spillere til at vinde en kamp (eller i hvertfald en 7-8 stykker).

Livsvisdommen som gælder for fodboldspillere og alle os andre er: Du kan ikke klare det alene. Derfor skal du altid huske at spille andre gode. Lægge op til andres scoringer – og glæde dig over deres succes og omvendt. Omring dig med mennesker, som ikke alene hepper – men som også hjælper dig. Så kan det ikke gå helt galt.

4. Det behøver ikke være flot for at være godt

Som sagt var der en hel del af de indledende kampe, som mere end almindeligt kedelige at se på. Men ud fra målsætningen “vi skal bare gå videre”, så var det jo gode kampe.  Nogle ting her i livet handler om overlevelse og intet andet. Slutrunder er én af de ting. Tiden med små børn er en anden ting. Fuck om sokkerne matcher eller ungen er lidt klistret; hvis I klarede natten/fødselsdagen/flyveturen – så er det en succes. GODT GÅET!

5. Engager dig / sæt noget på spil!

Guderne må vide, hvorfor – men jeg har altså set de fleste af kampene indtil Danmark røg ud. Fordi min – ellers ikke særligt fodboldinteresserede – mand tændte for det. Jeg ville egentlig helst bare side og fifle lidt med bloggen og andre ting i mens. Der er noget hyggeligt ved at høre summen og bare være i samme rum. Men altså – de kampe var ikke særlig skægge.

Hvis du skal have en god fodbold oplevelse skal du: 1) lægge din telefon langt væk, 2) åbne en øl, 3) holde øjnene på skærmen/banen og 4) spille nogle penge på kampen (punkt 2 og 4 er valgfrie – men øl får i hvert fald mig til at føle mere for ting). Hvis du vil have det sjovt med noget, så er du nødt til at engagere dig. Råb lidt af skærmen (skyyyyyyyyd!). Knug din elskedes hånd eller bid negle.

DU SKAL SÆTTE NOGET PÅ SPIL! Nationalfølelse, stolthed eller penge. Eventuelt bare den gode stemning i rummet. Hvis du er ligeglad – er du jo som bekendt aldrig glad.

 

 

 

Rudi er bange – en dokumentar om angst

Billedresultat for rudi er bange

DR3 laver bare så tæskegodt tv. Det er virkelig en frontsoldat, når det kommer til at producere virkelig godt public service tv (så det er en gåde, hvorfor man vil lukke kanalen). I en tid, hvor mange har diagnoser, hvor store dele af befolkningen mistrives – så fokuserer mainstream medierne rigtig meget på “12 tals pigerne” med stress og spiseforstyrrelser. Det er også en relevant dagsorden, men den er bare forsimplet og taler ind i en stereotyp forståelse af både kvinder og psykisk sygdom.

At succesfulde kvinder i virkeligheden er skrøbelige piger. Og at psykisk sygdom mest er en kvinde-ting. Begge dele er forkerte – og “Rudi er bange” er med til at skabe flere nuancer til debatten og oplyse sine seer om, hvad angst er – og hvor invaliderende det er.

Når man ikke har haft angst, så er det svært at forstå, hvad det er og hvor det kommer fra. “Rudi er bange” giver ingen svar, men viser én persons kamp mod indre dæmoner. Vi ser en granvoksen mand fortælle om angstens gode venner: paranoia, nedtur og massiv ensomhed.

Han viser os helt tæt på, hvordan et angstanfald ser ud. Hvordan han har placeret kugledyner rundt omkring i hans 32 kvadratmeter store lejlighed for at dæmpe angsten, som er værst om morgenen. Han skal virkelig kæmpe med sig selv for ikke at slukke kameraet “det kan hjælpe andre” råber han af sig selv med tårene trillende ned af kinderne.

Det er så sejt, at han gennemfører projektet. Jeg er sikker på, at der må være mange med angst, som føler sammenhørighed og forståelse. Selvom han får lov at fortælle, så oplever vi også forskellige mulige svar på, hvad der er så svært for ham.

Rudi forklarer selv, at angsten kommer fra, at folk har talt dårligt om ham. Han kan ikke bære, at nogle har  anklaget ham for ting, som er forkerte. Han føler sig grundlæggende dårligt behandlet. Men det er tydeligt, at det nok er en forsimplet forklaring , at folk ikke skulle have talt dårligt om ham. For han taler ikke pænt til sig selv. Når han henter sin medicin på apoteket, kalder han sig selv for “en fucking taber”. Han taler dårligt om sig selv og han har haft det dårligt hele sit liv, men berømmelsen gjorde det værre. For han er ekstremt bange for at blive dømt.

Rudis (pleje)far siger, at han skal stoppe med at tage sig selv så højtideligt. Det gør ingen gavn at botanisere i fortidens fejl og dårlig omtale. Det er et godt råd til de fleste. Jeg følte mig i hvert fald også ramt. Og i virkeligheden ved Rudi det godt – for som han konstaterer “jeg laver altid sjov, når jeg er bange”.

Humor er en god udvej, når “the shit hits the fan”. Det er helt sikkert en strategi, som mange uden angst også kender.

Dokumentaren giver ikke en masse fakta om årsagen til angst. Men den viser, hvorfor det er forkert at tænke psykisk syge som svage. For det læs de skal trække – bare for at stå op og gå ud af døren – kræver en vild råstyrke.

Det ved Rudi heldigvis også godt. I hvert fald glimtvis. Hermed en varm anbefaling til at se med i en kamp mod angst.

 

En sliders bekendelser

Efter sommerfest på jobbet kom jeg i seng kl. 01. Barnet vågnede første gang kl. 03 og stod op kl. 05. Jeg stod med op. Efter en times leg/kamp faldt han i søvn igen. Det gjorde jeg også. Samlet set har jeg nok sovet 5 timer i nat.

Da barn og mand forlod matriklen kl. 9, var planen, at jeg skulle tage mig en ekstra lur. Efter at have vendt og drejet mig i sengen, set youtube-videoer og lyttet til guidede meditationer i en time, gav jeg op og stod op.

Den “dybe afslapning” fra meditationen blev hele tiden afløst af tanker om, i hvilken rækkefølge jeg ville gøre huset rent, hvad jeg skulle skrive til min chef omkring en vigtig sag og hvorvidt jeg skulle nå at vaske en maskine, inden jeg skulle afsted til ny fest. Jeg gav både op og efter for trangen til at få fikset mit liv.

Jeg gav mig i kast med en hovedrengøring. Et skridt af gangen. Tøj-sammenlægning. Lokumsvask. Gulvvask. Skifte pæren der var gået. Støvsuge. Ryste tæpper og dyner. Tørre støv. Støvsuge mere. Vaske gulv. Vaske tøj. Hænge op. Hele huset fik en tur. Jeg slappede af på sofaen med at tænde for arbejdspc’en og skrive en velforfattet mail. Jeg trykkede send. Klappede pc’en sammen.

Ahhh.. Endelig. Dyb afslapning.

….Også i bad og afsted. Jovist. Det er nok ikke det klogeste altid at prioritere afslapning til sidst. Men jeg kan ikke slappe af, når der er noget at fikse. Jeg kan godt ligge ned. Jeg kan godt lukke øjnene. Men afslapningen indtræffer ikke. Den kan til gengæld skyller over mig, når jeg kan sætte kryds ved hovedrengøring, tøjvask, oprydning etc.

Ahhhhh… Jeg må bekende, at jeg får stor fornøjelse af at lægge mig i selen. At trække et læs op af bakke og se det stå der. Jeg gjorde det. Sejt. Jeg nyder at sende “giv-mig-lige-noget-ros-og-anerkendelse” sms’en til min mand. Og få svaret “stor guldmedalje til dig”. Og stå klar til at modtage ros igen, når han så faktisk kommer hjem. Det er dejligt at give mig selv point i parforholdsbogen, som en der bidrog til fællesskabet.

Jeg kan godt lide mit selvbillede, når jeg sender en mail til chefen lørdag formiddag efter at have afsluttet rengøring istedet for at sove. Jeg vil gerne være den person, som kan det. Som gør det.

Klimaks opstår, når jeg også kan få medlidenhed fra folk. ‘aj, Johanne -husk at slappe af’ eller ‘nøj, du må være træt’ eller ‘du fortjener en lang weekend’. Jeg slubrer det i mig. MUMS!

Men det kan ikke vare ved. Jeg ved det godt. At det overskud, som på mirakuløs vis indfandt sig, også er udtryk for en besættelse. En manglende evne til at slappe af, når jeg er alene. Det er nok ikke sundt.  Men der er sguda meget praktisk, ik?

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til. 

Hvor skal moderskabet stå?

Jeg har aldrig ment, at børn er meningen med livet. Så skulle det da kun være ud fra en streng biologisk/evolutionær synsvinkel om artens overlevelse. Men det perspektiv kan ikke for alvor ramme det enkelte menneske, for her er enkeltindivider ret ligegyldige. Der er altså meget lidt egentlig mening at hente, selv hvis man skulle tro, at vi er sat på jorden ene og alene for at lave nogle flere mennesker.

På den anden side så rammer det en, når man får sin unge i armene, at det her giver så utrolig meget mening. Sådan helt vildt fantastisk meget mening. Denne forløsning er måske ikke noget, der indfinder sig i forlængelse af fødslen, men de fleste får den nok inden for de første par måneder. Og for mig har det kun taget til i styrke i takt med, at ungen er blevet større.

Det børn kan, når det kommer til at give mening med livet, er to ting:

1) De kan udmatte forældrene til en grad, hvor at tilfredsstillelse af basisbehov (såsom søvn) giver en stærk lykkerus. Under ekstrem udmattelse kan jeg i øvrigt fortælle, at man tænker mere på overlevelse end på mening med livet.

2) De kan med deres hjælpeløse bedårende buttethed tale til vores indre beskytter. Det er svært ikke at føle dyb mening med at tage sig af et hjælpeløst barn, som ovenikøbet har flere træk til fælles med en selv.

Så hvor skal moderskabet stå, når det kommer til meningen med det hele?

Jeg vil nok stille det på en af de øverste hylder, men det står der ikke alene. Andre ting kan give lige så meget mening. Hele det her med at passe på, beskytte og opleve nogle/noget vokse op, kan man jo også få fra et kæledyr, et arbejdsprojekt, fra andre menneskers børn og du kan sikkert selv tænke på andre meningsfulde aktiviteter.

De kan jo også ind i mellem være frihedsberøvende i en grad, hvor man næsten ikke kan mærke sig selv mere – og det kan vel dårligt være meningen med nogens liv, at de skal være selvudslettende i deres omsorg og engagement. SÅ der er garanteret mennesker, for hvem det at få børn vil give meget lidt mening, fordi deres følelse af meningsfuldhed er bundet fast til et stort behov for frihed og bevægelse. Børn er bedre at slå rødder med.

Så moderskabet skal stå der ved siden af alle de andre ting, som giver menneskers liv mening. Mening er jo trods alt noget, som vi selv skaber.

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”