Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.

 

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

Observation 6: Penalhus-piger

color pencils

Ministre kan godt lide at holde, hvad de lover. Og de er vilde med at love ting. Mange mange ting – og nogen skal følge op på alt det lort, som bliver lovet. Stort som småt; En evaluering, en opfølgning, et brev, en kortlægning, en taskforce. Løfter bliver givet i kanten af møder, i folketingssalen, i et brev, på mail, på en serviet, over telefonen. Der er rigtig mange løfter, som flyver rundt.

I ledelseslaget var det gået op for dem, at der enkelte gange er ting, som smutter. At vi glemmer ting. At ikke alle brødkrummer, som en minister efterlader sig, er blevet samlet op af en velvillig embedsmand. Der er tale om forglemmelser og sjusk. At virkeligheden rammer.

Min chef henvendte sig til kontoret som helhed: “Hvordan ser I for jer, at vi kan sikre os, at det her ikke sker igen?” 

En håndfuld mennesker, med ja-hatten skruet godt på hovedet, foreslog, at vi da bare kunne udvide “løfte-listen” (Ja, det er præcis, hvad det lyder til. En liste over alle ministerens løfter, som skal opdateres ugentligt af alle 200 ansatte i departementet = dødens pølse!).

Vi kunne også lave et sindrigt kalendersystem!

“Studenterne kunne opdatere fælles kalenderen med opgaver, som skal løses på længere sigt, så vi ikke glemmer det – selvom der kommer nye folk på opgaven – eller sekretæren kunne gøre det”

(Her begynder vores sekretær at klø sig i ansigtet med to langemænd.)

Kun én formaster sig til at foreslå, at der ikke gøres noget anderledes, da der altid vil ske fejl, og vi snart ikke kan overskue flere latterlige lister, som skal opdateres i et væk – og som ingen gider glo på.

Efter mødet  står tre af mine mandelige kolleger og diskutere mødets tema, og hvordan vi dog kan undgå en ny liste, som skal opdateres jævnligt. Jeg sidder ved mit bord og er ikke en del af samtalen, men spidser alligevel ører, da jeg hører:

“Det er typisk sådan nogle penalhus-piger!

Da jeg spurgte, fik jeg følgende definition på begrebet, jeg aldrig har hørt før:

Det er sådan nogle pernittengryn piger, som sidder på første række og allerede ved semestrets start vil vide, hvad vi skal til eksamen i – og hvordan man helt præcist henviser til de forskellige tekster. Og så organiserer de deres penalhus!

Jeg forstår ikke, hvor det kom fra for det bedste forslag til mødet kom fra en kvinde:

“Lad os nedsætte en arbejdsgruppe og vente på, at der kommer valg!”

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

BH’ens forbandelser

slice grapefruit

Dette er et råb om hjælp!

Hvordan i alverden kommer jeg til at kunne gå i flatterende undertøj igen?

Det her er ikke ligesom – hvad skal der til for at få en bikinikrop, hvortil den nærmeste feminist svarer – tag en bikini på. Det er ikke et spørgsmål om overskudsflæsk og slaskede patter. Slet ikke (selvom jeg er indehaver af dele – så er mit problem meget større).

Det handler om – *trommehvirvel* – at bøjle-BH’en klemmer livet ud af mig lige pludselig. Fra de første 10-15 år af min ungdom at have gået med lortet hver dag – så er jeg ikke længere i stand til at at have dem på. Det er som om, at et år med sports- og ammebh’er øget følsomheden i ryg- og brystregionen.

Jeg har været nødt til at erhverve mig TO Sloggi Zero Feel BH’er til 250 kr. (!) stykket (!!!). Vi taler om polyamid/elasthan stof uden syninger, men med to ‘jødehatte’ som indlæg for ligesom at spice det hele lidt op.

Det er vitterlig det mest behagelige undertøj, jeg har ejet i mit liv, men det er undertøj, som kun passer til t-shirts og rullekraver, fordi selve BH’en går langt op over brystet (måske hvis man har store jader kan man få en kavalergang, men altså tilbage til de slaskede bryster). Det vil sige, at jeg nu ikke kan gå i hverken stropbluser eller noget med en form for udskæring uden, at min Sloggi skinner igennem.

Når jeg engang i mellem tænker, at jeg skal bære noget andet en t-shirts og rullekraver, så formaster jeg mig ned i mine gamle BH’er med lukning, bøjler, blonder og hele muletjavsen. Og for satan altså.

De gnaver, klemmer, strammer og gør opmærksom på sig selv hele fucking dagen.  I gamle dage skulle de lige gås til, men nu er lidt lidt som om, jeg har viklet ståltråd om mig selv hele dagen. Om aftenen kan man så se røde mærker hele vejen rundt og over skuldrene. I dag måtte jeg lave snigeren og tage BH’en af i toget (det er jeg heldigvis ret god til at gøre uden at vække nævneværdig opsigt!).

Jeg har forsøgt at købe nye BH’er, men jeg synes, at det er det samme lort uanset hvad. (Eller ikke uanset hvad – jeg gider ikke bruge formuer på BH’er, som alligevel viser sig at være lort).

SÅ her er det. Mit råb om hjælp. Har I andre prøvet at opbygge overfølsomhed over for almindelige BH’er? Hvilket lidt mere lex-undertøj kan I anbefale? Jeg vil bare gerne have noget på, som ser ok pænt ud og ikke efterlader ar på krop og sjæl. 

På forhånd mange tak, de damer!

Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Må man dømme andre forældre?

red Wrong Way signage on road

På vej hjem i toget fra en smuttur til Aarhus læste jeg et fremragende indlæg fra Linda på Blogsbjerg.dk, som handlede om at være mor til barn med særlige behov. Hun skriver blandt andet om frygten for at blive dømt som en dårlig forælder, når hun er ude blandt nye mennesker,  og hvor sårende det er, når folk kommer med gode råd til at at tackle et (uvornt) barn som hendes. Hun forklarer, at “Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde”.

Udover at være et virkelig skægt billede, så indfanger det helt perfekt følelsen, som man får, når nogen tillader sig at give gode råd til ens opdragelse (også selvom ens barn ikke nødvendigvis skiller sig ud). Det føles bare så tarveligt. Jeg bliver i hvert fald ked af det, også selvom rådene er velmenende. Den erkendelse af hvor sårende det og hvorfor dårlige vaner opstår, har gjort mig ganske betydeligt mindre fordømmende over for andre forældre.

Det er nemlig umuligt at lægge planer for sit barns opdragelse. Man starter med en kødklump, der ikke kan en skid, og når de gradvist lærer nye ting, så er det ikke sikkert, at du liiiige når at lære barnet at sige tak for mad, at spise spinat med glæde og nøjes med at se 14,5 minuts ipad om dagen, fordi du er også sygt træt og udfordret af livet generelt. Det er banalt, men det var en øjenåbner for mig.

MEN selvom jeg netop havde læst det her indlæg, og jeg endda havde bedt min mand læse det, hvorefter vi nikkede anerkendende til hinanden og blev lige enige om, at man selvfølgelig ikke må dømme andre forældre. Så sker det her:

En mor med sine to børn ind i kupeen, hvor vi sidder, og der går vel sådan ca. fem minutter, før jeg alligevel sidder og rådømmer denne mor. Hun har en datter på 6 år og en søn på 4 år. Børnene skændes om, hvem der skal sidde ved vinduet og hvem der skal have ipaden. Moren skælder datteren ud hele tiden og sønnen bliver til gengæld overrislet med kys og kram.  Moren formår ikke en eneste gang at aflede børnene med mor-list og pædagogiske tricks, det er hele tiden løftede pege fingre, hårde ord og stramme greb i armene og hvislen “NU STOPPER DU” – og “DET ER SIDSTE GANG JEG SIGER DET”.

Jeg sagde (selvfølgelig) ikke noget, men jeg sad bare helt kryster-hykleragtig og håbede, at jeg i hvert fald ikke bliver sådan en forælder. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at forskelsbehandle og skælde ud hele tiden. Jeg håber, at jeg kommer til at være en meget bedre forældre. Det gør jeg. Gør jeg ikke?

Og det bragte mig tilbage til udgangspunktet. Vi dømmer jo hinanden hele tiden. Vi dømmer, når nogen gør det godt. Vi dømmer når nogen gør det skidt. Vi dømmer, når nogen gør det lige så godt som os selv, men på en anden måde. Vi dømmer hele tiden. Og så er der de domme, som er så vigtige, at vi siger dem videre til de sociale myndigheder. For der er én ting, som er vigtigere end forældrenes stolthed og det er børnenes tarv.

Men vi skal selvfølgelig være tålmodige med hinanden. Vi kommer alle sammen til at være skodforældre fra tid til anden. Sådan en som henter sent, serverer frysepizza, dropper tandbørstningen og råber af sine børn. Men jeg tror, at vi alle sammen gør vores bedste, også selvom det bedste ikke altid er specielt godt. Så det nytter ikke noget at tale til eller om hinanden som om, at man ikke gør sig umage. For det er det mest sårende. At folk tror, at man ikke vil give sine børn det bedste, man har.

Så jeg vil øve mig i både at være mindre defensiv, når folk kommer med tips og tricks. Og jeg vil prøve at spørge mere ind end at fælde dom over for andre forældre, som jeg møder på min vej. Der er formentlig en lang forhistorie, som jeg ikke ved noget om.

Vi gør det fandme, så godt vi kan!

 

 

 

 

 

 

 

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.