Rudi er bange – en dokumentar om angst

Billedresultat for rudi er bange

DR3 laver bare så tæskegodt tv. Det er virkelig en frontsoldat, når det kommer til at producere virkelig godt public service tv (så det er en gåde, hvorfor man vil lukke kanalen). I en tid, hvor mange har diagnoser, hvor store dele af befolkningen mistrives – så fokuserer mainstream medierne rigtig meget på “12 tals pigerne” med stress og spiseforstyrrelser. Det er også en relevant dagsorden, men den er bare forsimplet og taler ind i en stereotyp forståelse af både kvinder og psykisk sygdom.

At succesfulde kvinder i virkeligheden er skrøbelige piger. Og at psykisk sygdom mest er en kvinde-ting. Begge dele er forkerte – og “Rudi er bange” er med til at skabe flere nuancer til debatten og oplyse sine seer om, hvad angst er – og hvor invaliderende det er.

Når man ikke har haft angst, så er det svært at forstå, hvad det er og hvor det kommer fra. “Rudi er bange” giver ingen svar, men viser én persons kamp mod indre dæmoner. Vi ser en granvoksen mand fortælle om angstens gode venner: paranoia, nedtur og massiv ensomhed.

Han viser os helt tæt på, hvordan et angstanfald ser ud. Hvordan han har placeret kugledyner rundt omkring i hans 32 kvadratmeter store lejlighed for at dæmpe angsten, som er værst om morgenen. Han skal virkelig kæmpe med sig selv for ikke at slukke kameraet “det kan hjælpe andre” råber han af sig selv med tårene trillende ned af kinderne.

Det er så sejt, at han gennemfører projektet. Jeg er sikker på, at der må være mange med angst, som føler sammenhørighed og forståelse. Selvom han får lov at fortælle, så oplever vi også forskellige mulige svar på, hvad der er så svært for ham.

Rudi forklarer selv, at angsten kommer fra, at folk har talt dårligt om ham. Han kan ikke bære, at nogle har  anklaget ham for ting, som er forkerte. Han føler sig grundlæggende dårligt behandlet. Men det er tydeligt, at det nok er en forsimplet forklaring , at folk ikke skulle have talt dårligt om ham. For han taler ikke pænt til sig selv. Når han henter sin medicin på apoteket, kalder han sig selv for “en fucking taber”. Han taler dårligt om sig selv og han har haft det dårligt hele sit liv, men berømmelsen gjorde det værre. For han er ekstremt bange for at blive dømt.

Rudis (pleje)far siger, at han skal stoppe med at tage sig selv så højtideligt. Det gør ingen gavn at botanisere i fortidens fejl og dårlig omtale. Det er et godt råd til de fleste. Jeg følte mig i hvert fald også ramt. Og i virkeligheden ved Rudi det godt – for som han konstaterer “jeg laver altid sjov, når jeg er bange”.

Humor er en god udvej, når “the shit hits the fan”. Det er helt sikkert en strategi, som mange uden angst også kender.

Dokumentaren giver ikke en masse fakta om årsagen til angst. Men den viser, hvorfor det er forkert at tænke psykisk syge som svage. For det læs de skal trække – bare for at stå op og gå ud af døren – kræver en vild råstyrke.

Det ved Rudi heldigvis også godt. I hvert fald glimtvis. Hermed en varm anbefaling til at se med i en kamp mod angst.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *