Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

4 Replies to “Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!”

  1. Jeg tog også mig selv i altid at spørge nybagte mødre som det første “ får du noget søvn?” I håbet om at kunne dele ud af min egen lidelse. Det var jo nok grunden, for det var næsten for uretfærdigt, hvis ikke alle havde lige så svært ved moderskabet, som jeg.
    Jeg har dog efterhånden forliget mig med, at oplevelsen er hamrende individuel. En dans på roser, måske i perioder, men ikke konstant. Der må være en grund til at den danske skilsmisserate ligger på halvtreds procent. Mange, tror jeg, gemmer sig bag lækre billeder og desværre for det, for der er meget hjælp at hente i ærlige beretninger.

    Ps. Jeg havde det helt sikkert værre end dig;).
    God jul.

    1. Hahaha, jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som har syntes det var lidt stramt ind i mellem. Også god jul til dig! Kh Johanne

  2. Jeg forstår dig så godt – lykke er irriterende – men samtidig fik jeg lyst til at forsvare de beskrevne mødre lidt. For måske har de det bare bedst med at italesætte tingene fra den positive vinkel? Jegvar ved at få spat, især da jeg var gravid men også bagefter, af alle de spørgsmål om vægt og søvn og ondt i ryggen. Jeg havde det lidt sådan, at så længe det var til at holde ud, gad jeg ikke tale om det. For det første for ikke at tale noget frem der ikke fyldte, for det andet fordi det sgu da var røvkedeligt! Hvad er der nu galt med at diskutere politik, bare fordi en om bordet er gravid/nybagt mor?! Og for det tredje fordi jeg, som Sab skriver om ovenfor, godt kunne høre, at de var sultne efter blod, og jeg bare ikke havde lyst til at give dem det …

    1. Haha, ja, jeg kan godt se, at det kan blive modtaget som at lugte efter blod, men jeg tænker det mere som at lede efter et skæbne fællesskab. Men det er jo en fair sag at foretrække at lide i tavs-/ensomhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *