Siden sidst….

Det er altid svært at genoptage kontakten efter længere tids tavshed. For man har simpelthen glemt, hvor i samtalen man er nået til. Man starter med det sidste, man kan huske “øhh, hvordan var ferien til øh…Paris?” eller mere generisk/sikkert “nå, så går det godt på jobbet?“.

Ja, sådan har jeg det lidt nu. Det er længe siden, at jeg har fået sat mig ved tasterne og tænkt noget sammenhængende om mit liv. Det har primært været overlevelse og trummerum: Hente-bringe-showet, hvad-skal-vi-have-til-aftens-mad-alt-andet-end-pasta-kødsovs-skat og den mentale to do liste med vasketøj, indkøb og rengøring, som aldrig bliver kortere.

Men i dag skete det. Vi kom op for luft. En kæreste-dag som endelig blev til noget. Vi har nået alt det vigtige parforholdspleje og fået sol i fjæset. Nu kan vi se frem til en times frihed før sengetid – som byder på rigtig sammenhængende tumlingefri søvn. I et forsøg på at genoptage kontakten med “blogosfæren” kommer hermed de vigtigste overvejelser fra de seneste uger af mit liv:

… Parforholdet har været særdeles udfordret af, at barnet gennem flere dage har eskaleret til et uudholdeligt niveau af konflikt, gråd og hysteri. Det hele kulminerede i en nat, hvor han ikke ville falde i søvn, og da det ENDELIG skete, så var det kun for at vågne hver time og skrige i de efterfølgende 45 minutter. Vi var tyndslidte, da vi stod op og havde haft en række rigtig “gode” diskussioner natten igennem. Men barnet vågnede op som min glade engleunge igen – som havde vi været vidne til en eksorcisme.  Børn er fucking underlige. 

… Voksne er heller ikke for gode. Mit eget humør har også været svingende – og jeg ejer tilsyneladende ikke evnen til at selvregulere. Men det viste sig, at nogle gange skal man bare lade mand og (møg-)unge blive hjemme og så kan tågen af barnegråd og opgivenhed godt lette af sig selv. G-U-D-S-K-E-L-O-V.

… Så med sure miner og manglende overskud kan man jo godt forstå, at jeg ikke liiiige har haft tid til at skrive noget langt og vredt om Paludan-cirkusset, som er på tour i disse dage. Det må blive en anden god gang – og det virker heller ikke til, at der for alvor mangler ord om sagen.

… I stedet kan jeg fortælle, at vi går med tanker om at købe en større bil, men jeg har virkelig svært ved at blive tilstrækkelig vild med en stationcar (altså der jo 200.000 som man i hvert fald skal tilføje til den efterhånden lange liste af gældsposter). Plus min dejlige dueblå Hyundai i10 er ikke engang fyldt tre år endnu (ja, I know – ikke den klogeste investering i mit liv). Og er der ikke noget med – hvor der er en vilje, er der en vej – eller en tagboks?

… Jeg er lige faldet over denne artikel, som handler om en kvinde, der er blevet solo-mor til et sæt tvillinger, og “hun nægter at droppe sit udadvendte liv med træning, dates og venner – og hun tager stadig telefonen, når jobbet ringet“. Læs og måb! Det vildt, at et dameblad føler et behov for at bringe en historie, der er blottet for søstersolidaritet, for det eneste den artikel kan er at få andre kvinder til at føle sig utilstrækkelige. Bare denne udtalelse f.eks. “Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere“.

… Endelig har jeg opdaget Billie Eilish, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis det er ungdommen nu til dags, så skal det nok gå. (Prøv også at høre “My strange Addiction”, “Bad Guy”, “When the Party is over” eller “ilomilo”… ej, bare lyt til hele albummet – det er så fedt).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *