Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *