Sommerferie, Sydfrankrig og selvmordsbaby

Radiotavsheden er ovre: Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie, hvor jeg har været afsted med barnet uden faren fulgte med. Jeg mødtes med mine forældre i deres hus i Sydfrankrig.

Hver gang man siger ”Sommerhus i Sydfrankrig”, får folk nogle associationer om et lille hus i en landsby. Hyggelige skodder for vinduerne, vindrueklaser over terrassen og ægte provence-stemning med lavendelblomster alle steder. Fuglene kvidrer og lykken er total. Måske man også kan komme på stranden?

Huset, vi var i, er i imidlertid bygget af en russer for omtrent 40 år siden, som var gift med min mormor. Han havde ingen byggeteknisk uddannelse, men klarede det med hårdt arbejde og generelle håndværksmæssige evner. Det har resulteret i et hus, som ligger oven på en garage i 2 meters højde. Huset er ved at knække over på midten, temmelig skævt og har først for nyligt fået moderne fornødenheder, såsom rindende vand, elektricitet og et rigtigt toilet (hvor man dog ikke må smide papiret i kummen).

Der er en gårdsplads belagt med skarpe småsten, en stor altan, hvor rækværket har en form, så en 1-årig snildt kan falde igennem. Udover hovedhuset, er der en ”hangar”, som vel mest er et værksted, hvor man kan stille en campingvogn, hvis det skulle blive nødvendigt – og en lille gul ”byg-selv” træhytte.

Huset er placeret på en bjergskråning ud til en ret befærdet vej (der er jo ikke så fandens mange veje at vælge i mellem, når man kører i bjergene). Der er en flod på grunden, en bunker fra en svunden tid og en helveds masse insekter, skorpioner, firben og slanger. Så det er mildt sagt ikke et ideelt sted at holde ferie med små børn.

MEN jeg har brugt hele min barndom dernede. Mine søstre har brugt hele deres barndom. Vi er kommet her hver eneste evige sommer. Det var det, vi gjorde. Kørte tværs gennem Europa for at sidde på et bjerg og læse jumbobøger. Det var helt perfekt, så der skulle min søn selvfølgelig også hen.

Når man så står der med sin egen unge, så kan billedet af det perfekte sted godt smuldre lidt. For det er dælme et farligt sted at have et barn. Der er virkelig mange steder, hvor et barn kan falde et par meter ned, drukne eller det der er værre.

Hubert har da også været ved at slå sig selv ihjel ind til flere gange på vores tur (men vi holdt det til et par buler og et lille brandsår – ups). De fleste 1-årige er jo de vildeste kamikazepiloter, som de vælter ubekymret og hasarderet rundt i verden. Hvad gør et par dødsfælder fra eller til?  Mine forældre må også have brugt ret mange somre på at løbe foroverbøjet rundt og forhindret mine søstre og jeg i at dø. (TAK!)

Nå, men vi har altså brugt en uges tid i dette hus. Jeg skulle passe på Hubert 24/7, men det gør ikke så meget, når man ikke skal lave mad, gøre rent, rydde eller vaske op – og der står to beredvillige bedsteforældre klar til at aflaste i dagstimerne. Det har været en forkælelsestur, for jeg har fået sovet en hel masse, for der er ikke noget internet på vores bjerg, og så kommer man tidligt i seng og heeeeeelt ned i gear. Der var ingen strabadserende planer, der skulle nåes. Kun en masse lækkert mad der skulle spise. Mums!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *