Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslisme medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Dav 2019 – hvad skal vi lave i år?

 

fireworks display at night

Som lovet i mit seneste indlæg kommer her et vaskeægte  nytårsindlæg, hvor jeg gør status. Jeg vil forsøge at gå baglæns ind i fremtiden, som Svend Brinkmann anbefalede os i sin nytårstale. Det giver både mening og god motion.

2018 var året…

… hvor jeg flyttede tilbage til rødderne og mærkede friheden i at bo tæt på jorden, naturen, min mor, men i S-togsafstand fra København.

… hvor jeg fik galoperende eksistentiel angst over at skulle tilbage til arbejdslivet efter 8 måneders barselsorlov og oven i købet på en ny arbejdsplads, som har vist sig at være alt andet end let at gå til.

… hvor jeg startede min blog, selvom jeg tilbagedaterede mit første indlæg  til december 2017, så jeg virkede lidt mere cool. Det har været meget mere givende, end jeg havde forestillet mig. Så I slipper ikke for mig lige foreløbigt.

… hvor jeg (endelig) fandt mig til rette i rollen som mor – og fandt ud af, at jeg i 2019 skal være moster for første gang. Store sager.

2018 var kontrasternes år. Vi havde den længste is-vinter i mands minde og en endnu længere trope-sommer, som jeg ikke håber, at vi får igen. Mit humør har på samme måde været et pendul mellem komplet lykkerus og utrolig opgivende håbløshed over især mit arbejdsliv.

Svusj. Tavlen er ren. Hvad skal der nu ske?

Jeg elsker den fantastiske følelse af at få chance til, at alt er muligt og det bare handler om at gå igang. At der ikke er nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan denne nye forbedrede version af en selv skal være.

Jeg har utroligt mange ønsker for 2019: Jeg vil tage mere initiativ til at se mine venner. Jeg vil blive dygtigere til mit arbejde (eller finde et andet et). Jeg vil være mere nærværende i mine sociale relationer (bye bye smartphone). Jeg vil læse flere bøger. Jeg vil skrive en bog. Jeg vil have et barn mere. Jeg vil motionere mere. Jeg vil spise sundere. Jeg vil drikke mindre Pepsi Max. Jeg vil lave mere mad. Jeg vil have en ny regering. Jeg vil blive en bedre forælder.  Jeg vil se nyhederne og læse avis. Jeg vil gøre noget godt for verden. Jeg vil blive stærkere og lettere. Jeg vil ranke ryggen. Jeg vil lave 60 squats om dagen. Jeg vil gå i pænere tøj. Jeg vil svømme derud, hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg mangler hverken ambitioner eller ideer. Men allerede som 1. januar startede  kunne jeg godt se gennem mine tømmermænd fra en champagnebrandert, fire timers søvn og en 1,5 årig, der konstant vil mig noget, at alle mine ønsker ikke bliver opfyldt i 2019. 

Jeg er ikke klar til at lave en hård prioritering, så nu går jeg altså bare i gang med året – så må vi se, hvilke drømme der blev indfriet, og hvilke der kan genbruges som nytårsforsætter i mange år endnu.