Jane the virgin: ægte problemer i falsk drama

Billedresultat for jane the virgin

Endnu engang tilbyder Netflix en serie, som er både nyskabende, morsom og  giver stof til eftertanke. Jane the Virgin udkom første gang i 2014, og er derfor ikke ny på serie-scenen. Det er værd at vide, at ikke mange af mine tv-anmeldelser vil være  særlig nye. Jeg skal altid tage et ret langt tilløb, før jeg orker at engagere mig i nye personer – det gælder både for dem i mit tv og i virkeligheden. MEN Sæson 4 er dog nærmest lige udkommet på dansk Netflix  (juli 2018), så lidt aktualitet er der dog til historien.

Serien parodierer sæbeoperaen, hvilket betyder, at den både har sæbeoperaens ekstremt komplicerede plot, men distancerer sig fra den ved at være godt skrevet og behandle mange reelle problemer. Det er tydeligt at tekstforfatterne har en stor portion kærlighed for sæbeoperaens romantiske dramer, og det er ikke let at redegøre for seriens handling, da den har utrolige mængder af plot- og genretvist. Der er heldigvis et resumé af fortællingen i starten af hvert afsnit, som gør det let at følge med – også hvis man ikke har set alle afsnittene før.

Men HELT kort fortalt: Jane vil gerne forblive jomfru, indtil hun bliver gift med sin kæreste Michael, der er politibetjent. Ved en fejl bliver hun insemineret og får et barn med Raphael, en flot rig latino mand. Jane bor sammen med sin mor, der er lidt løs på tråden, og sin mormor, der er meget lidt løs på tråden. Det er naturligvis oplagt, at en stor del af serien er optaget af trekantsdramaet og familierelationerne. Men nu er det jo en sæbeopera, så selvfølgelig er der både en solid mord-krimi-historie på sidelinjen og en ukendt far, som kommer ind i billedet (faren er selvfølgelig – skuespiller i en sæbeopera!).

Serien leger enormt meget med sit filmiske udtryk og sender den ene hyldest afsted mod sæbeoperaen efter den anden. Det er en parodi, men den er kærlig ment. Derudover har serien utrolig sjove og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er personligt træt af at se tv-serier,  der er centreret om usympatiske voldspsykopater. Jeg vil gerne have nogen at holde med og af. Ellers kan jeg ikke klare at være sammen med dem  i så lang tid. Det bliver et pænt nej tak til Game of Thrones, Breaking Bad etc.

Serien er selvfølgelig meget let fortalt, men den har en meget interessant dynamik. I modsætning til serie-plot som de er flest, så bliver denne historie drevet frem af, at karaktererne fortæller sandheden til hinanden, og hvis de lyver så gør de det ikke ret længe af gangen. Det synes jeg er utroligt forfriskende. Langt de fleste serier er skrevet med løgnen som primær drivkraft.

Serien behandler en lang række meget tunge emner, men uden at man som seer bliver tung i sjælen af det. Serien adresserer hverdagsproblemer, hvor man kan genkende sig meget i dem. F.eks. udfordrende relationer i sin familie og med sin partner. Det kan være: hvordan forholder man sig, når man ikke fungerer med sin partner seksuelt? Eller man higer efter sine forældres anerkendelse? Eller når man bliver skilt og alligevel skal samarbejde?

Det er virkelig nede på jorden emner, som bare er pakket ind i et virvar af overdrevent drama om mafioso-typer, psykopatmordere, affærer og en hel masse andet rod. Og alligevel så får dramaet seeren til at sidde på kanten af sofaen og HVAD SKER DER NU? Så på den måde holder man tempoet oppe og sidder ikke og dvæler i lange tider ved svære emner. Det fungerer overraskende godt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så bliver man nogen gange bims af formen (særligt hvis man “binger” serien), fordi man bruger meget tid på at repetere historien (men det er nødvendigt). Jeg kan derfor godt kede mig lidt af og til. Men det undrer mig lidt, for når et afsnit er slut, så er der simpelthen sket så meget, hvilket altså nødvendiggør repetitionen. Et mord fylder måske bare en enkelt scene – hvor den i andre serier ville fylde en helt sæson. Måske er serien bare ikke egnet til at se i adskillelige timer i træk.

Serien har utrolig mange niveauer, selvom den virker som lette kalorier, så synes jeg, at der er meget at hente.  Der er den store fortælling om kvindens seksualitet – og den evige kamp om at være luder eller madonna. Det bliver ridset op i positionerne mellem Janes mor og mormor – hvor Jane repræsenterer frustrationen over at skulle vælge én rolle.

Så er der historien om kærligheden og de komplekse familierelationer, som bliver påvirket af alder, race og klasse. Det udspiller sig i alle personerne udvikling. Det er ikke kun Jane, der udvikler sig undervejs. Selv umiddelbart flade karakterer får fra tid til anden lov at folde sig ud. Det er virkelig skønt – og giver plads til mange forskellige synsvinkler på familielivet. Om man er mor, far, svigersøn, datter, bedstemor eller bonusmor.  (Hertil hører, at serien handler om en anden kulturel kontekst end den gængse hvide familie, hvilket er et tiltrængt friskt pust ind på en scene, som ellers kun kan forcere diversitet).

Endelig er der krimi-historien, hvor man sidder og gætter med på plot-tvist og mordere. Det er i sig selv underholdende og med til at skabe spænding undervejs, men for mig er det ikke den væsentligste historien – det er mere en slags indpakning for resten.

Det er en serie, jeg klart vil anbefale, hvis man trænger til at tale om noget rigtig med sin tv-partner -og i øvrigt er træt af at se på mørke serier, der bruger volden som det vigtigste virkemiddel i deres fortælling.

 

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.

 

Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.

 

They are all about duty….

Relateret billede

Præsidentens mænd – eller  West Wing som er den originale (og bedre) titel – tonede frem på skærmen i starten af nullerne. Jeg var i første omgang ikke interesseret i en intellektuel DR2-serie med mærkelig lyssætning og midaldrende mennesker, der talte ekstremt hurtigt.

Jeg fik dog et venligt puf, og der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for serien. Serien er skrevet for at skabe begejstring hos (unge) amerikanere for politik og offentlig forvaltning. Det gjorde begge dele for mig. Den er kendetegnet ved Aaron Sorkins ekstremt velskrevede dialoger, som emmer af klogskab og humor – også bliver man helt overvældet af, hvor sejt deres arbejde er.

Vi følger præsidentens rådgivere (som ikke alle er mænd) og får et ret realistisk indblik i, hvordan man driver et præsidentembede. Med alt fra morgenopkald, internationale kriser, valgkamp, krig, ægteskabsproblemer, interessentinddragelse etc. Man bliver klog på policy og kan stadig lære noget nyt, selvom man ser afsnittet for 6. gang.

Udover at være umanerlig fantastisk tv, så ændrede serien mit liv. Den gav mig lyst til at arbejde med politik. Ikke som politiker, hvor man er i rampelyset og kæmper om magt, men på embedsmandsmåden, hvor borgerpligt, demokratikærlighed og politisk tæft er centrum for arbejdet. Det er politik på en helt anden måde. Så jeg læste statskundskab og arbejder i dag i et ministerium. Det sker, at jeg får det lige som Josh Lyman, når jeg går på arbejde:

Billedresultat for legislative agenda josh lyman

Men for det meste så er det faktisk med oprigtig respekt for, at uanset hvilken farve regeringen har, så har de mandat til at føre den politik, de ønsker – og jeg skal hjælpe med at føre den ud i livet.

Som djøfer og embedsmand er den bedste politiker – en ligesom præsident Bartlet – vidende og ansvarsfuld. En som sætter klar retning og som tager ejerskab over den førte politik.

Men hvis du er træt af politikere og mærker en vis apati skylle hen over dig, når du ser Debatten eller Tirsdagsanalysen, så sæt West Wing på i stedet. Det er en tv-serie, som er så god, at den stadig holder 20 år efter den blev sendt -og i sådan en grad, at der laves en podcast, der følges at millioner af lyttere (West wing weekly), hvor de gennemgår hele serien én episode af gangen (!).