Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Should I stay or should I go?

Der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man skal gøre op med sig selv, om man skal blive og kæmpe eller skride og feste. Ellers måske ikke feste – men i hvert fald forsøge at få det bedre et andet sted.

Sådan har jeg det for tiden. Med mit arbejde. Det er faktisk ret nyt mit arbejde , men der er bare mange ting ved det, som generer mig. Jeg er i syvsind, for jeg orker ikke at skifte job (igen ), men jeg orker heller ikke at være ulykkelig og stresset.

Jeg elsker at arbejde med politik, men jeg synes, at det er jævnt svært, når alle mine chefer stopper. Når mine kolleger siger op og nye starter i et væk. Derudover er der det problem, at min funktion som sagsbehandler i et ministerium gør, at jeg føler mig som en postkasse-bestyrer, der bare skubber papir rundt. Jeg skal prøve at gætte på, hvad min kontor-, afdelings- og departementschef ønsker i en sag for slet ikke at nævne ministeren. Det er meget let at fejle i det spil. Det er faktisk det jeg laver hver eneste dag. Trial and error.

Jeg er bare lidt træt af fejl-delen. Jeg kan mærke, at den hiver et hvert initiativ og engagement ud af mig. Jeg er træt af at gætte på, hvad andre mennesker godt kunne tænke sig. For jeg glemmer, hvad jeg egentlig selv ville gøre. Det er en fejl (endnu en). For jeg kan kun være god til mit job, hvis jeg ikke ryster på hånden. Men jeg kan ikke finde ud af det: altså på den ene side at blive rettet på dag ud og dag ind – og på den anden side udvikle en faglig identitet og stolthed.

Jeg er også træt af pendler-tiden. Egentlig kan jeg godt lide at køre i tog. Jeg bruger tiden til at koble af, skrive, tænke, læse og tale i telefon med venner. Det er bestemt ikke spild tid, men det er tid som går fra det dyrebareste – familien. Den er også svær at sluge.

Det lyder selvfølgelig ikke som om, at jeg er så meget i tvivl. Hvis det bare handler om at samle kræfter til at gøre det hele igen. Men jeg kan virkelig godt lide de fleste af mine kolleger.  De er virkelig seje, sjove og gode mennesker. De chefer jeg har lige nu, kan jeg virkelig godt lide. Både som mennesker og som chefer.

Så hvorfor er jeg ikke glad, når jeg går på job? Jeg kan kun svare på det i glimtvis med henvisning til konkrete episoder. Derfor er jeg også bange for, at problemet ikke er med mit job, men med mig. At nissen flytter med – og at jeg vil sidde og være lige så utilfreds med mig selv og mit job et nyt sted.

Så spørgsmålet er om jeg skal blive eller skal jeg gå?

….og i så fald hvorhen?

Observation 2: Skal vi ikke sige, at jeg sletter dine bemærkninger?

Mit arbejde består i at skrive notater, som en minister skal træffe beslutninger ud fra. Det kalder vi “sager”.

Jeg skulle arbejde sammen med kollega A om at lave en sag. Jeg var mødt tidligt ind og havde startet på sagen. Der var mange aspekter af svære juridiske problemstillinger. Jeg havde alene haft 40 minutter til at læse og skrive den.

Kollega A møder ind.

***********OBS*2*******************

A: Du møder altid tidligt ind og stjæler sagerne.

Mig: Nå, jo altså. Du kan da også godt få lov at arbejde videre med den. Så laver jeg XYZ i stedet. Jeg går ud af sagen nu. Men altså det er ikke færdigt.

Efter fem minutter:

A: Hvad mener du med “undholde”? Er det overhovedet et ord?

Jeg kigger forvirret op. Jeg aner ikke, hvad manden taler om. Jeg slår op i den sag, jeg netop har sendt videre. Efter et minuts tid:

Mig: Der skal stå “indeholde”. Det er en tastefejl.

A: Hmm…  nå, jovist. Okay. Du har skrevet en helt masse under tredje afsnit. Skal vi ikke bare sige, at jeg sletter de bemærkninger?

Mig: ……

Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.