Hvordan tager man ansvar for situationen?

Jeg har før nævnt, at det ikke er gået specielt godt med at få hund og barn til at harmonere med hinanden. Faktisk er det ca. 1 år siden, at jeg den gang fortalte om, at hunden var løbet hjemmefra af frustration over tingenes tilstand, og at vi alle sammen var ret ulykkelige over situationen. Siden da har der været radiotavshed om det emne.

Hunden holdt da også op med at stikke af hjemmefra, men hun blev ikke glad. Og det blev vi heller ikke. For et par uger siden skete det så, at Hubert – for gud ved hvilken gang – lagde sig ned og stak en arm ind til hunden, som lå under sofaen, mens jeg var et andet sted. Denne krog var efterhånden det eneste sted, hun befandt sig. Uanset om barnet var vågnet eller hjemme. Hun kom kun ud, når der skulle gås tur eller serveres mad.

Nå, men Hubert stikker i et hyl. Jeg kommer løbende fra badeværelset, hvor jeg var i gang med en form for morgenrutine. Jeg finder barnet liggende på gulvtæppet med ansigtet mod gulvtæppet og armen under sofaen. Hunden piber. Jeg råber “NOVA FOR HELVEDET!”. Jeg får fat i barnet. Han har et tandmærke i den ene pegefinger. Det bløder ikke, men han er blevet forskrækket. Jeg trøster ham. Det går over. For nu.

Jeg skærer tænder af raseri, men prøver at bevare roen – for barnets skyld.

Det er jo sådan set ikke, fordi det er den store overraskelse, at det kunne ske. Det har været tæt på før. Men i en lang periode har det ladet til, at Nova har accepteret sin skæbne, men dog uden at udtrykke nogen form for glæde eller tilhørsforhold til Hubert. Han er stadig ikke en del af hendes flok. Det er måske forståeligt, for hun er også røget ud på kanten af vores flok.

Da jeg kommer hjem og Nova møder mig logrende i døren, hvæser jeg: “jeg hader dig!”. Jeg er iskold og pissesur. INGEN skal røre min unge. Det går ikke mere det her. Det kan jeg godt se.

Jeg ringer til min mor: “mor ,vi skal tale alvorligt”. Jeg fortæller, at Nova har bidt. At jeg ikke kan se, at hun kan bo hos os mere. At det jo for helvedet ikke er blevet bedre efter to år sammen med Hubert og om lidt kommer der et barn mere. Hun bider, fordi hun er stresset. Hun er ikke en dårlig hund. Må hun flytte ind hos dem? Ellers vil jeg overveje aflivning eller prøve at finde et andet hjem til hende. Givet, at hun ikke er en hund, der knytter sig let til andre mennesker, er aflivning nok det mest nærliggende. Hun er trods alt 11 år gammel. Jeg understreger, at det ikke er deres ansvar, at hun bliver aflivet.

Min mor siger noget om at fremrykke en adoption. Det har ligget i luften længe. (Hvorfor har vi ikke talt rigtigt om det før?, tænker jeg). At hun kan bo der i en periode. Men det er ikke sikkert, at de orker det i længden. Jeg er glad. Lettet. Men også lidt irriteret over, at de ikke har delt deres tanker før, og over at jeg ikke har spurgt direkte tidligere, og over at vi ikke har lavet en rigtig aftale om fordeling af byrder og ansvar. Dagen efter flytter Nova ud. Først bare hende og en snor. Siden hen fulgte mad og legetøj.

Det er ikke den “rigtige beslutning”. Jeg sidder tilbage med en tarvelig følelse af at have svigtet. Både hunden, barnet og mine forældre. Hunden og forældrene, fordi hun jo skulle bo hos os. Det var det jeg meldte mig til den vinter i 2008, hvor vi hentede hendes hos avleren.

Barnet, fordi jeg ikke har taget hånd om situationen før nu. Og fordi det første, jeg tænkte, var “hvorfor har hun dog ikke bidt til, så vi med god samvittighed kunne aflive hende“. Jeg prioriterede det højere at leve op til mit ansvar som hundeejer og beholde hunden hos os, end at tage bestik af en situation, hvor hunden var stresset og afvisende i en grad, så mit barn faktisk ikke kunne være sikker på, at hunden ikke bider.

Det er en skod situation. Selvom det på en måde er løst godt, så føles det ikke sådan. Selvom jeg i gennem de seneste par år har lukket følelsesmæssigt mere og mere af for hunden, så er jeg ked af, at hun ikke kunne blive her. Vi har vitterligt haft det rigtig skægt sammen, og hun hørte til hos mig. Jeg elsker at have hund. Jeg har svigtet hende. Det er noget lort. Og jeg savner virkelig at gå tur og få luft for tankerne. Det gør man bare ikke, når man ikke har en følgesvend.

Jeg ved, at der kommer til at være småkonflikter med mine forældre indtil hunden dratter om. Mine forældre er ikke typerne, som lader ting passere. Jeg vil for evig tid få “sjove” bemærkninger om, at hunden flyttede ind hos dem – og der vil være en forventning til, at jeg går tur med hende, når jeg kommer på besøg – ligesom jeg vil bevare det økonomiske ansvar for hunden. Det er rimeligt nok. Jeg er taknemmelig over, at hun kunne flytte ind hos dem. Men det er bare ikke specielt sjovt, fordi det er en joke om, hvordan mit hundeprojekt styrtede i grus efter 11 år.

Tilbage står vel egentlig bare lektionen om, at det med børn og dyr ikke nødvendigvis er særlig harmonisk. Og at man ikke er særlig ansvarsfuld, hvis man alene fortsætter ned af en vej, fordi man ikke kan overskue konsekvenserne af at sige, at det ikke går længere. At være ansvarlig er ikke nødvendigvis det samme, som at holde hvad man lover.

Det troede jeg bare.

Sommerferie, Sydfrankrig og selvmordsbaby

Radiotavsheden er ovre: Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie, hvor jeg har været afsted med barnet uden faren fulgte med. Jeg mødtes med mine forældre i deres hus i Sydfrankrig.

Hver gang man siger ”Sommerhus i Sydfrankrig”, får folk nogle associationer om et lille hus i en landsby. Hyggelige skodder for vinduerne, vindrueklaser over terrassen og ægte provence-stemning med lavendelblomster alle steder. Fuglene kvidrer og lykken er total. Måske man også kan komme på stranden?

Huset, vi var i, er i imidlertid bygget af en russer for omtrent 40 år siden, som var gift med min mormor. Han havde ingen byggeteknisk uddannelse, men klarede det med hårdt arbejde og generelle håndværksmæssige evner. Det har resulteret i et hus, som ligger oven på en garage i 2 meters højde. Huset er ved at knække over på midten, temmelig skævt og har først for nyligt fået moderne fornødenheder, såsom rindende vand, elektricitet og et rigtigt toilet (hvor man dog ikke må smide papiret i kummen).

Der er en gårdsplads belagt med skarpe småsten, en stor altan, hvor rækværket har en form, så en 1-årig snildt kan falde igennem. Udover hovedhuset, er der en ”hangar”, som vel mest er et værksted, hvor man kan stille en campingvogn, hvis det skulle blive nødvendigt – og en lille gul ”byg-selv” træhytte.

Huset er placeret på en bjergskråning ud til en ret befærdet vej (der er jo ikke så fandens mange veje at vælge i mellem, når man kører i bjergene). Der er en flod på grunden, en bunker fra en svunden tid og en helveds masse insekter, skorpioner, firben og slanger. Så det er mildt sagt ikke et ideelt sted at holde ferie med små børn.

MEN jeg har brugt hele min barndom dernede. Mine søstre har brugt hele deres barndom. Vi er kommet her hver eneste evige sommer. Det var det, vi gjorde. Kørte tværs gennem Europa for at sidde på et bjerg og læse jumbobøger. Det var helt perfekt, så der skulle min søn selvfølgelig også hen.

Når man så står der med sin egen unge, så kan billedet af det perfekte sted godt smuldre lidt. For det er dælme et farligt sted at have et barn. Der er virkelig mange steder, hvor et barn kan falde et par meter ned, drukne eller det der er værre.

Hubert har da også været ved at slå sig selv ihjel ind til flere gange på vores tur (men vi holdt det til et par buler og et lille brandsår – ups). De fleste 1-årige er jo de vildeste kamikazepiloter, som de vælter ubekymret og hasarderet rundt i verden. Hvad gør et par dødsfælder fra eller til?  Mine forældre må også have brugt ret mange somre på at løbe foroverbøjet rundt og forhindret mine søstre og jeg i at dø. (TAK!)

Nå, men vi har altså brugt en uges tid i dette hus. Jeg skulle passe på Hubert 24/7, men det gør ikke så meget, når man ikke skal lave mad, gøre rent, rydde eller vaske op – og der står to beredvillige bedsteforældre klar til at aflaste i dagstimerne. Det har været en forkælelsestur, for jeg har fået sovet en hel masse, for der er ikke noget internet på vores bjerg, og så kommer man tidligt i seng og heeeeeelt ned i gear. Der var ingen strabadserende planer, der skulle nåes. Kun en masse lækkert mad der skulle spise. Mums!

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til.