Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.

En uge tilbage!

Der er lidt under en uge tilbage, før mit arbejdsliv får sig en laaaaaaaang pause. Det er lige så frygtindgydende, som det er fantastisk.

Ved min første barselsorlov håndterede jeg frygten for at forsvinde ved at fylde min dag (før baby kom) op med underlige gør-det-selv projekter. Herunder at bygge en slagbænk. Det viste sig at være mere end almindelig svært, når man kun har en halvsløv fukssvans, et billede fra Pintrest og sin erfaring fra sløjdundervisningen at arbejde med. Så ja. Det blev aldrig til en slagbænk. Men der blev slæbt planker, hamret, savet og boret til den store guldmedalje.

Denne gang har jeg væsentlig flere fysiske begrænsninger, som jeg er nødt til at tage hensyn til. Så mine planer er foreløbigt begrænset til lidt strategisk rengøring af de steder, som jeg ved ikke bliver gjort rent efter baby 2 melder sin ankomst – og så en smule motion, som både fødselsprepper og måske kan løsne lidt op for, at alt det pis, som mit bækken byder mig for tiden.

Men sådan en lavpraktisk plan håndterer bare ikke frygten for at miste sig selv og blive væk i verden. Jeg har nok lidt mere tillid denne gang til, at det ikke sker. Men jeg kan ikke helt undsige mig følelsen af at blive efterladt på perronen, mens godstoget, der er det moderne arbejds- og socialliv, kører videre med fuld fart, og jeg lige om lidt kun kan se støvet, det hvirvler op bag sig.

Så jeg har, for at prøve at håndtere den mere eksistentielle del af fødselsforberedelsen, f.eks. hørt podcasten “Karrierekvinder“, hvor Her to kvinder diskuterer “Håndbog for karrierekvinder” fra 2000 (som de i udgangspunktet synes er provokerende) og får forskellige gæster til at kommentere og uddybe bogens pointer.

Jeg har aldrig identificeret mig som karrierekvinde, men jeg synes, at podcasten er relevant for alle kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi der hvor kvinders arbejdsliv og vilkår for alvor begynder at adskille sig fra mændenes er, når børnene kommer på banen. Og det tror jeg, er godt at gøre sig helt klart, når man er kvinde. Fordi det er grundlaget for at træffe kloge – men mest af alt oplyste – valg.

Det hele er ikke indirekte diskrimination. Noget af forskelsbehandlingen stammer også fra kvinders kontinuerlige tendens til selv at nedprioritere sig selv og deres karriere. Og her kan vi blive bedre. Både til at udfordre vores arbejdsplads’ relation til medarbejdere på barsel, og når de kommer retur, men bestemt også vores egne valg og fravalg. Så vi er sikre på, at vi kender konsekvenserne/faldgrupperne af fx en lang vs kort barsel.

I podcasten beskriver de bl.a. muligheden for at gentænke måden, vi tager på orlov på. Ikke (kun) i forhold til længen af den, men særligt i forhold til måden vi forholder os til vores arbejdsplads og i det hele taget bruger orloven strategisk.

Det mest inspirende, jeg fik ud af deres snak var 1) Tal med din chef før barslen og foreslå, at du gerne vil holde kontinuerlig kontakt undervejs, så du kan følge med i udviklingen på din arbejdsplads. 2) Brug din barselsorlov til at udvikle dit professionelle netværk, fx deltage i Inspired beyond babies professionelle barselsnetværk eller et barselsnetværk i din fagforening (hvis de da har et) . 3) Skriv din orlov på cv’et og læg vægt på, hvad du har lært under den. Man udvikler sig som regel rigtig meget undervejs.

Alle tre råd er for mig helt nye og uprøvede. Og de er selvfølgelig kun ment i det omfang, man kan overskue det. Og det er klart, at hvis baby ikke sover og bare det at eksistere er en udfordring, så skal man nok ikke give sig i kast med de store karrierepleje-planer. Så meget har jeg da også lært på min første barselsorlov:

Alle planer er på babys nåde. Derfor er kvaliterne ‘innovativ’, ‘løsningsorienteret’ og ‘omstillingsparat’ noget, jeg allerede burde have føjet til mit cv. Man bliver fandme god til at finde løsninger i pressede situationer af at få børn.

Jeg går selvfølgelig også med tanker om at benytte barslen til at input andre og mere spændende steder fra end min arbejdsplads. Så hvis I har forslag til aktiviteter, som gav jeres barselsorlov mening og indhold i en til tider triviel hverdag, så hit me! Hvad end det er en fantastisk podcast, lydbog eller Netflix serie eller noget fjerde, så er jeg lutter øre.

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.