Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?

Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle sine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.