Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.