Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!