Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!