Hvad gør en stærk kvinde?

…Eller hvad gør en kvinde stærk? Det er et spørgsmål, som jeg har funderet lidt over i den seneste uge tid. Det er foranlediget af ikke mindre end to DR-dokumentarer om bemærkelsesværdige kvinder.

Den ene er DR3-dokumentaren “Jada – Lillebitte kæmpestor“, der skildrer den danske sangerinde Jadas upcoming karriere. Den anden er DR1-dokumentaren “Ritt” om ja – Ritt Bjerregaards politiske liv, men dog med særligt fokus på hendes terminale kræftsygdom.

Jada – eller Emilie Molsted Nørgaard som er hendes borgerlige navn – udmærker sig ved at være en fantastisk dygtig sanger, være meget målrettet og i øvrigt have feministisk i sin tilgang til musikkarrieren. Hun insisterer på at være meget følsom, intuitiv og selvstændig i hendes karrierevalg. Det kræver, at hun er tryg ved dem, hun skal arbejde sammen med – og at hun har plads til at være sig selv.

Vi ser hende flere gange bryde sammen og hun får også en længere stress-sygemelding “inden karrieren egentlig er gået i gang”, som hun selv bemærker det. Hun slås med, at hun faktisk bliver påvirket af, at folk skriver grimme ting om hende, ligesom hun ikke kan holde ud at såre andre.

På den anden side har vi Ritt Bjerregaard, som på trods af en dødsdom i form af en kræftdiagnose ikke kan bruge tid på at fortryde noget i sit liv. Hun kan ikke bruge tid på at have ondt af sig selv. Hun vil bare maxe ud på livet, og så gider hun da slet ikke tale om at være bange for at dø. Den slags tanker har Ritt simpelthen ikke tid til.

Vi hører om hendes væsentlige politiske bedrifter. Om at være kvinde i politik i en tid, hvor mandschauvinisme var den eneste måde mænd kunne finde ud af at være til på – og hvor man som kvinde skulle kæmpe ualmindeligt hårdt for at opnå nogens respekt. Og hvordan en enkelt tåre i øjenkrogen, da hun blev fyret som undervisningsminister var en fejl og et tegn på svaghed. Man skal i følge Ritt aldrig udvise svaghed, man skal blive stiktosset. Det er der meget mere energi i.

Ja, altså. Jeg synes, at begge kvinder er vanvittigt inspirerende og mega-cool, men jeg bliver også lidt frastødt af begge måder at være stærk på. Denne her hyper-moderne og sårbare måde at være stærk kvinde på i dag. Hvor man anerkender og fortæller om sin svaghed og usikkerhed, kan jeg på en måde rigtig godt li’. Og det er vel også ret ofte noget vi (mig selv inklusiv) dyrker i denne blog-verden. Men jeg kan også godt få nok af den.

Hvorfor skal vi hele tiden fortælle, hvor skoen trykker? Hvorfor ikke bare løfte hovedet og hvile i vores fejlbarlighed – uden at dyrke den? Lidt som Ritt? Der er noget mere stolt super-kvinde over at ranke ryggen, selv når livet kaster rådne æg efter dig.

Der kan denne typiske DR3-tudedokumentar-stil godt gå mig lidt på nerverne. Hvorfor ikke bare lave en skildring af Jada som en fantastisk super-kvinde – ala Lizzo, som bare siger fuck til verden? Så folks bullshit omkring kvindekroppen ikke får lov at fylde overhovedet, i stedet for at dominere introduktionen af kvinde i alle fire fucking afsnit?

På den anden side virker Ritt Bjerregaard én-dimensionel og svær relaterbar, når hun ikke vil tale om sine fejl. Når hun ikke vil anerkende, hun har ting, hun fortryder i sit liv. At hun ikke er bange for døden…. Det virker på en måde som en meget hård form for selvkontrol og følelsesmæssig undertrykkelse, som er udtryk for at en succesfuld kvinde på hendes tid, var en der kunne opføre sig som en mand.

Og er det denne følelsesmæssige undertrykkelse, som får mænd til at virke stærke? Sikkert. Men det er nok også det, som gør dem meget svage i den forstand, at de oftere begår selvmord og ikke kan handle sig ud af svære situationer. Er den stærke kvinde en, som viser følelser? eller en som kan pakke dem væk?

Der er virkelig meget råstyrke i at kunne navigere i svære tider. At tale om de hårde følelser og søge hjælp, når man har brug for det. Men jeg ville godt nogen gange have de her super-kvinder, som jeg bare kan se op til, men ikke nødvendigvis spejle mig i. Hvor de giver en følelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at man er stærkere, end man tror. I stedet for denne evige historie om, at livet er hårdt og alting er svært, som er en historie kvinder fortæller sig selv og hinanden rigtig meget. Jeg gør i hvert fald.

Så hvad gør en stærk kvinde? Hun rejser sig igen efter er fald, ranker ryggen og fortsætter ufortrødent. Men hvad gør kvinden stærk? Er det måske netop, at hun er bevidst om sin sårbarhed, beder om hjælp, mærker efter og skifter rute, når det er nødvendigt?

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin