Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Embedsmandslogeliv

I dag brugte jeg en pæn del af min arbejdsdag på at sidde i Folketingssalens embedsmandsloge klar til at svare på ministerens spørgsmål.

Det er altid spændende, når man er ny og kun lige knap kan svare på, hvad man hedder og hvilket kontor man er ansat i. Men jeg drog alligevel afsted. I departementer er omsætningen af medarbejdere så stor, at jobstart altid involverer en pæn del af ‘hop-og-se-om-du-kan-svømme’. Heldigvis havde jeg gode folk med fra styrelsen, som havde badevinger og en snorkel med til mig, hvis det ikke gik.

Det meste tid gik dog med at vente og høre på politikerne være overdrevent høflige, mens de afviser hinandens ideer med argumenter af svingende kvalitet.

Jeg synes, at det her er et fremragende eksempel på, hvorfor djøf-bashing skal på listen over ting, vi ikke længere synes er passende at sige, sammen med ‘neger’, ‘det er kun naturligt at mænd tjener mere end kvinder’ og ‘store patteeeeeer’.

For her sidder en håndfuld embedsmænd m/k, der sidder klar på at svare på alle spørgsmål, som både minister og MF’ere skulle have brug for at stille. Vi har klædt ministeren på til en saglig debat, taget højde for kritikpunkter og vi har talt med en masse interessenter. Vi er limen, som gør at debatten ikke bare er holdningsbaseret, men også vidensbaseret og ikke starter forfra ved hvert valg. Vi bygger ovenpå og er garant for en vis kontinuitet i lovgivningen og ikke en lang slingrekurs.

Det er i embedsmandens dna at bevare og tænke sig om, ligesom det er i politikerens at handle hurtigt og finde på nye tiltag. Derfor er de to er afhængige af hinanden – som Tintin og Terry. De gør hinanden bedre.