BUPL, du er fuld. Gå hjem!

man wearing panda costume leaning on post

Nå, men BUPL er i fuld gang med at lobbye for deres medlemmer – pædagogerne. Det har afstedkommet direkte opfordringer fra først BUPL selv og senere også regeringen, at man skal holde sine børn hjemme “hvis man kan”.

Jeg har meget stor respekt for, at pædagogerne skal operere i en vanskelig tid, og vi skal selvfølgelig diskutere værnemidler, undtagelse af medarbejdere i risikogruppe og vaccinerækkefølge. Det er et dilemma, hvordan vi får det næste halve år gennemført bedst muligt. Men jeg synes, at det var under lavmålet, da BUPL før jul opfordrede forældrene til at holde deres børn hjemme uden om regeringen. Det er skaber utryghed for forældre, pædagoger og børn.

Jeg vil ikke diskutere om, vi kan være bekendt at sende børnene i institution på en måde, hvor det bliver et moralsk ansvar, som den enkelte forældre bliver tildelt. Det er et svigt, at regeringen gik med på den galej – og det er fejt af BUPL at melde det ud.

Lige nu sidder der en masse små børn sammen med deres sure og trætte forældre, som i bedste fald er hjemsendt med løn, men uden arbejde. I værre fald er de på barselsorlov med en lille baby, som skal puttes mange gange dagligt og har nogle helt andre behov end et større barn. I værste fald er forældrene fyret og er mentalt pressede af bekymringer om økonomi og fremtid. Eller også har forældrene været hjemsendt siden september-måned og er ved at blive vanvittige af den situation. Vi er alle sammen blevet pålagt at se maks fem mennesker og alt er lukket. Der er ikke noget muntert at tage sig til derhjemme. Netflix bliver ved at spørge, om vi virkelig stadig ser Chugginton? Ja, for fanden!

Jeg synes, at det skal stoppe! Vi skal holde os for øje, at de nedlukkede private erhverv gerne ville holde åbent. Til trods for at de også er i tæt kontakt med mennesker hver dag, men med de voksne mennesker, som er mere syge og smitter meget mere end børnene. Når det er tilfældet, så er det selvfølgelig, fordi deres forretning er på randen af konkurs eller fyringer. Mange af de privat ansatte frisører, mekanikere m.v. er allerede gået væsentligt ned i løn for at undgå fyring.

BUPLs udgangspunkt er et andet, da vi har at gøre med offentligt ansatte. De vil ikke gå ned i løn, og de vil heller ikke blive fyret ved en hjemsendelse. Det gør det selvfølgelig meget mere attraktivt at blive sendt hjem. Og det gør det gratis for dem at begynde at køre frygt-argumentation i medierne.

Der er ganske rigtigt en større risiko for at få corona, hvis man er pædagog. I gennemsnit er 2,85 pct. af alle danskere blevet smittet, hvor det gør sig gældende for 4,51 pct. af ansatte på institutioner. Men det bør holdes op i mod et tilsvarende smitteniveau for ansatte på hoteller og restauranter, hvor 4,53 pct. af de ansatte er blevet smittede med corona.

Desuden kan man af opgørelsen se, at der er nogle store udsving. Fx. er det højeste andel smittede pædagoger ansatte på fritids- og ungdomsklubberne. Dagplejerne er endda mindre smittede end den gennemsnitlige dansker (kun 2,15 pct. af dagplejerne er smittede).

Jeg synes, at det er for langt at gå at tale om situationen, som om vi behandler vores pædagoger som kanonføde. Vi spritter af, går med mundbind og holder børnene hjemme for et godt ord rent sygdomsmæssigt. Vi passer på vores pædagoger. For vi kan slet ikke klare os uden dem. At passe børnene er en samfundskritisk opgave, fordi det er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet.

Vi skal holde os for øje, at det store problem er ikke, at der er nogen, som får corona (fordi i 99 pct. af tilfældene bliver folk raske efter et relativt udramatisk sygdomsforløb). Det store problem indtræffer, hvis for mange får corona på én gang. Jeg sidder ikke og hamrer i tastaturet hjemmefra på femte måned, fordi staten er interesseret i at beskytte mig. Jeg er hjemsendt for at reducere smitteniveauet generelt – og mit job kan tilfældigvis laves hjemmefra. Det kan en pædagogs arbejde ikke.

Det er en svær tid, hvor vi hver især skal løfte vores ansvar. Lige nu synes jeg, at BUPLs ansvar er at varetage pædagogernes interesser i kombination med at løfte den opgave, som pædagogerne har. FOA (SOSUernes fagforening) er heller ikke ud og sige: “hvis I kan, så lad jeres gamle flytte hjem i kælderen”. De ved godt, at deres rolle er at passe på de ældre. Og deres forhandling er ikke at undslå sig det job, men at skaffe bedst mulige forhold til at lave dette arbejde.

Det er min oplevelse, at BUPL prioriterer for snævert og for kortsigtet. Det er ikke gratis at presse forældrene til at holde deres børn hjemme – det trækker på den solidaritet og alliance, som har været meget stærk mellem forældre og pædagoger indtil nu.

Jeg synes, at BUPL skulle bruge denne situation til at få slået fast med syvtommer søm: Se! I kan ikke klare jer uden os – kan vi så få et højere lønniveau og nogle bedre forhold -også på lang sigt”.

Den sag bakker jeg 100 pct. op om.

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!