Hvad gør en stærk kvinde?

…Eller hvad gør en kvinde stærk? Det er et spørgsmål, som jeg har funderet lidt over i den seneste uge tid. Det er foranlediget af ikke mindre end to DR-dokumentarer om bemærkelsesværdige kvinder.

Den ene er DR3-dokumentaren “Jada – Lillebitte kæmpestor“, der skildrer den danske sangerinde Jadas upcoming karriere. Den anden er DR1-dokumentaren “Ritt” om ja – Ritt Bjerregaards politiske liv, men dog med særligt fokus på hendes terminale kræftsygdom.

Jada – eller Emilie Molsted Nørgaard som er hendes borgerlige navn – udmærker sig ved at være en fantastisk dygtig sanger, være meget målrettet og i øvrigt have feministisk i sin tilgang til musikkarrieren. Hun insisterer på at være meget følsom, intuitiv og selvstændig i hendes karrierevalg. Det kræver, at hun er trygge med dem, hun skal arbejde sammen med – og at hun har plads til at være sig selv.

Vi ser hende flere gange bryde sammen og hun får også en længere stress-sygemelding “inden karrieren egentlig er gået i gang”, som hun selv bemærker det. Hun slås med, at hun faktisk bliver påvirket af, at folk skriver grimme ting om hende, ligesom hun ikke kan holde ud at såre andre.

På den anden side har vi Ritt Bjerregaard, som på trods af en dødsdom i form af en kræftdiagnose ikke kan bruge tid på at fortryde noget i sit liv. Hun kan ikke bruge tid på at have ondt af sig selv. Hun vil bare maxe ud på livet, og så gider hun da slet ikke tale om at være bange for at dø. Den slags tanker har Ritt simpelthen ikke tid til.

Vi hører om hendes væsentlige politiske bedrifter. Om at være kvinde i politik i en tid, hvor mandschauvinisme var den eneste måde mænd kunne finde ud af at være til på – og hvor man som kvinde skulle kæmpe ualmindeligt hårdt for at opnå nogens respekt. Og hvordan en enkelt tåre i øjenkrogen, da hun blev fyret som undervisningsminister var en fejl og et tegn på svaghed. Man skal i følge Ritt aldrig udvise svaghed, man skal blive stiktosset. Det er der meget mere energi i.

Ja, altså. Jeg synes, at begge kvinder er vanvittigt inspirerende og mega-cool, men jeg bliver også lidt frastødt af begge måder at være stærk på. Denne her hyper-moderne og sårbare måde at være stærk kvinde på i dag. Hvor man anerkender og fortæller om sin svaghed og usikkerhed, kan jeg på en måde rigtig godt li’. Og det er vel også ret ofte noget vi (mig selv inklusiv) dyrker i denne blog-verden. Men jeg kan også godt få nok af den.

Hvorfor skal vi hele tiden fortælle, hvor skoen trykker? Hvorfor ikke bare løfte hovedet og hvile i vores fejlbarlighed – uden at dyrke den? Lidt som Ritt? Der er noget mere stolt super-kvinde over at ranke ryggen, selv når livet kaster rådne æg efter dig.

Der kan denne typiske DR3-tudedokumentar-stil, godt gå mig lidt på nerverne. Hvorfor ikke bare lave en skildring af Jada som en fantastisk super-kvinde – ala Lizzo, som bare siger fuck til verden? Så folks bullshit omkring kvindekroppen ikke får lov at fylde overhovedet, i stedet for at dominere introduktionen af kvinde i alle fire fucking afsnit?

På den anden side virker Ritt Bjerregaard én-dimensionel og svær relaterbar, når hun ikke vil tale om sine fejl. Når hun ikke vil anerkende, hun har ting, hun fortryder i sit liv. At hun ikke er bange for døden…. Det virker på en måde som en meget hård form for selvkontrol og følelsesmæssig undertrykkelse, som er udtryk for at en succesfuld kvinde på hendes tid, var en der kunne opføre sig som en mand.

Og er det denne følelsesmæssige undertrykkelse, som får mænd til at virke stærke? Sikkert. Men det er nok også det, som gør dem meget svage i den forstand, at de oftere begår selvmord og ikke kan handle sig ud af svære situationer. Er den stærke kvinde en, som viser følelser? eller en som kan pakke dem væk?

Der er virkelig meget råstyrke i at kunne navigere i svære tider. At tale om de hårde følelser og søge hjælp, når man har brug for det. Men jeg ville godt nogen gange have de her super-kvinder, som jeg bare kan se op til, men ikke nødvendigvis spejle mig i. Hvor de giver en følelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at man er stærkere, end man tror. I stedet for denne evige historie om, at livet er hårdt og alting er svært, som er en historie kvinder fortæller sig selv og hinanden rigtig meget. Jeg gør i hvert fald.

Så hvad gør en stærk kvinde? Hun rejser sig igen efter er fald, ranker ryggen og fortsætter ufortrødent. Men hvad gør kvinden stærk? Er det måske netop, at hun er bevidst om sin sårbarhed, beder om hjælp, mærker efter og skifter rute, når det er nødvendigt?

Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!