Kan man være feminist og for kønsskifteoperationer?

man holding three leaves

“Jeg er født i den forkerte krop” – er et udsagn, som meget ofte kommer op, når transpersoner skal forklare, hvorfor de gør, som de gør – og hvorfor de fortjener grundlæggende respekt.

Inden jeg går videre, må jeg hellere indlede med, at jeg synes, at alle mennesker fortjener respekt. Jeg ønsker ikke at støde eller tale nedsættende om nogen, særligt ikke folk, som sidder i en udsat, sårbar og sikkert også lidt ensom situation og føler sig helt forkert. Jeg håber derfor, at I vil læse resten af indlægget i det perspektiv.

Jeg har  i flere år har tumlet med på den ene side gerne at ville være rummelig og omfavnende, og på den anden sidde ikke kunne forlig mine feministiske idealer med ideen om kønsskifteoperationer m.v.

Som feminist har jeg det meget svært med udsagnet “jeg er født i den forkerte krop”. Jeg mener ikke, at vi meningsfyldt kan tale om rigtige eller forkerte kroppe. Der er kun kroppe. Når nogle mennesker vokser op og føler, at de absolut ikke kan leve et lykkeligt liv med det køn, som de biologisk set er blevet tildelt, så har vi i mine øjne fejlet fatalt.

Feminisme handler om for mig om, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i betydningen, at dit køn ikke skal være definerende for dine livsvalg. Derfor har jeg meget svært ved påstanden om, at et menneskes lykke er bundet op på deres køn. Fordi det gør kønnet til det afgørende. Fordi det lægger en essentialistisk tolkning nedover, hvad det vil sige at have en penis eller en skede. At man skal have en skede for at gå i kjole og en penis for at være bankdirektør.

Jeg nægter ikke, at der er strukturer i samfundet, som gør det rigtig svært f.eks. at have en penis og tage en kjole på. Det er der helt sikkert, men det er strukturerne vi skal ændre på – ikke menneskene.

Min mand indvender altid på det her tidspunkt i vores diskussion, som har vi har haft om og om igen; “jamen, skal den enkelte så være martyr i det feministiske ligestillingsprojekt?“.

Det kan man aldrig tvinge andre mennesker til, men grundlæggende så er mit svar vel – ja! For operationer og hormonbehandling medvirker kun til at reproducere i helt absurd grad de strukturer, som man som transperson i virkeligheden forsøger at gøre op med. Det er de bånd, som binder mænd og kvinder til en bestemt adfærd afhængig af deres køn. Det er vel det, som feminismen blæser til kamp i mod.

Jeg mener, at vi bør hjælpe mennesker med at acceptere både sig selv og andre, som gode nok – som de er. Her vil jeg gerne lægge særlig vægt på, at vi ikke kan fornægte den form, som naturen har “valgt” at give os. Om det så er mand eller kvinde. Høj eller lav. Tyk eller tynd. Krøbling eller atlet. Så er vi alle sammen okay. Vi har alle sammen ret til frihed, kærlighed og plads uanset, hvordan naturen har formet os. (Et af de mere kuriøse eksempler er også historien om den hollandsk pensionist, som vil have ændret sin alder, fordi han mener, at han bliver diskrimineret på baggrund af den).

Så er der selvfølgelig nogen, som vil indvende, at mennesker altid former på vores naturlige udseende. Jeg plukker mine øjenbryn (hvilket principielt set også er tosset), andre får opereret deres bryster større og endelig er der nogen, som går meget radikalt til værks og ændrer deres kønsorgan/hormonbalance.  Det mener jeg dog ikke kun er et spørgsmål om gradsforskel, men om ændringer af helt forskellige karakter! (Især efter at jeg har prøvet den helt store hormon-rutsjebane, som er en graviditet. Hormoner ændrer ikke bare din fysiske fremtoning. Den ændrer din personlighed.)

Alligevel vil jeg stadig gå til forsvar for, at folk har ret til at gøre med deres krop som de vil. Kønsskifteoperationer skal ikke forbydes. Men som samfund bør vi ikke finansiere, at folk skal ændre sig selv for at føle, at de kan være i verden. Der skal laves plads i verden til dem, de er i udgangspunktet.

Vi bør i stedet ændre verden. Lave kønsneutrale toiletter. Tillade opklædningsbåse i svømmehallen. Og vi bør forske i om, der er nogle mønstre i, hvorfor nogle mennesker føler, at deres krop er helt helt forkert. F.eks. ved vi allerede, at der er noget, som hedder interkøn – som er den biologiske spøjse ting, hvor et menneske har både mandlige og kvindelige kønstegn – og derfor ikke entydigt kan inddeles i hverken han eller hun kategorien.

Her er det jo netop ikke kroppen, som er forkert – men det label, som personen er blevet tildelt ved fødslen, som har været forkert. Vi kunne have sparet denne 1-2 ud af 1000 personer meget smerte og forvirring ved, at vi var mere tilbageholdende ved at definere børns køn så tydeligt, som ingen kønsidentitet har endnu (ja, det er  hårbånd til skaldede børn og fascistiske farvekoder, jeg taler om!).

Jeg er fortaler for, at vi lægger mindre vægt på menneskers køn – ikke mere. Vi skal lave større og bredere kasser i stedet for at skære folk til, så de passer i de kasser, som vi allerede har. Hvis et skridt på vejen kan være, at man har mulighed for at vælge et nyt navn, sætte kryds ved “intetkøn” i sit pas eller etablere kønsneutrale cpr-numre, så lad os starte der. Men jeg synes ikke, at vi skal operere eller medicinere raske mennesker.  Vi skal lave plads til mennesker, som de er.  

Det virker usandsynligt, at transpersoner  vil mene, at de argumenterer for, at vi skal være mindre tolerante, så jeg vil så gerne høre fra jer:

Hvad er det, jeg overser? Hvordan kan ideen om, at et køn er forkert være forenelig med ideen om, at der skal være ligestilling mellem kønnene? Hvordan kan man sige, at man er tolerant, når man samtidigt siger, at der er visse ting, som kun en pige/dreng gør? Og hvordan kan kan tale om, at man først er en “rigtig” pige/dreng, når man har fået ændret sin fysik og hormonbalance? Hvordan er det respektfuldt  over for nogen? Hvordan er det ikke et skråplan af dimensioner at tale om “rigtige” drenge/piger og “forkerte” kroppe? 

 

 

 

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.