Barbapapa – en lyserød sexist?

Billedresultat for Barbapapa

Frode Får vil ikke afspilles på Netflix for tiden (skandale!), så vi har været nødsaget til at kaste os over en ny børne tv-serie: Barbapapa.

Det er jo sådan set ikke en ny serie, idet den er fra 70erne – og vi er flere, som også selv så serien, da vi var børn. Men hvis man som voksen er i stand at holde sig vågen til de dybe stemmer og det lullende lydspor, som nærmest tvinger dig til at lægge dig på langs af sofaen, så er det da også ret tydeligt, at det ikke er en nymodens ting, man kigger på.

Efter at det lykkedes mig at se med i vågen tilstand flere gange, er jeg er begyndt at tvivle alvorligt på, om det er noget, vi egentlig skal se mere af. Hvorfor dog det tænker du måske? Er det ikke bare en tv-serie om stærke familiebånd, omsorg for vores klode og uskyldige eventyr for børn?

Altså  serien har klare moralske normer og har ganske rigtigt et stort fokus på familieværdier. Og det har et hippie-flipper-øko udgangspunkt, som jo egentlig er moderne igen. Mange af afsnittene handler om onde jægere, som vil slå dyr ihjel, som Barbapapa så redder. Der er også stærke værdier om, at privatisering af f.eks. strandarealer er uretfærdig og skaber ulige adgang til naturens (ellers gratis) glæder.

Det er alt sammen værdier, som det er svært at blive rigtigt ophidset af, omend de er unuancerede. Men det er ikke de stærke politiske 70’er budskaber, som irriterer mig. Moral for børn er vel altid sort/hvid.

Det, der pisser mig af, er derimod, at alle historierne konsekvent bliver drevet frem af de mandlige karakterer. Serien hedder jo “Barbapapa”, så det understreger fint- hvem der er den vigtigste figur. Det er Far! Og han er måske nok lyserød, men det skal man ikke lade sig narre af. Han bruger de første mange afsnit på at finde sig en kone. Så snart hun er landet, skal de have nogle børn. Hvad har man ellers kvinder til? (Selvom barba-børnene bliver til som kartofler, så det holder nok ikke). Serien kunne næsten lige så godt have heddet “Patriarkatet”. 

Historierne drejer sig herefter meget om, at drenge-barbabørnene laver vanvittige opfindelser, løser mysterier eller skal hjælpe nogen, mens barba-pigerne og Barbamama kigger bekymret på, mens løjerne spænder af. Det eneste afsnit, jeg har set, hvor Barbamama spiller en større rolle er, da hun skal bage en kage til Barbapapa, fordi han har fødselsdag(!).

Det er da også altid Barbapapa, som tager styringen, når der skal laves egentlige redningsaktioner undervejs. Barbamama har primært rollen som den støttende hustru.

Så jeg står tilbage og tænker: Gad vide hvor meget Barbapapa et drengebarn kan se, før han lærer, at kvinder er bipersoner i drengens liv. At piger ikke er modige, handlekraftige eller i stand til at bygge ting?

Men hvad er alternativerne? Udover Pippi og Gurli Gris altså?