Halle-fucking-luja – det’ sommerferie!

Efter at have slæbt mig igennem to ørkesløse uger på kontoret fyldt med pseudoarbejde og journalisering, kun forsødet af enkelte morsomme kolleger og en masse sandwichs fra Lagkagehuset, oprandt dagen for min ferie endelig!

Min første feriedag blev indviet med, at barnet valgte at sove til kl. 6.10. (Oh sweet bliss!). Vi stod op sammen som familie og spiste havregrød med kanelsukker. Vejret var so-and-so, så vi lukkede os selv ind på biblioteket klokken otte. Jeg lover jer, at det var en god beslutning: Der var kun os og alle bøgerne. Intet mindre end fantastisk!

Vores lokale bibliotek har en genial børneafdeling, som bl.a. består af et kæmpe stort dukkehus, hvor Hubert straks løb hen. Og til min store overraskelse var hans første handling at lægge en af dukkerne i seng. Jamen, altså. Hvorfor har vi ikke et dukkehus derhjemme? Her har jeg gået og troet, at han ikke forstod rollespil på pigernes niveau. Alene baseret på, at han normalt kun vil se, tale og lege med biler. Men det kan han jo sagtens. Det er bare mig, som ikke giver ham muligheden. Og han fandt da også frem til en dukkevogn, som han ræsede rundt med.

(Det gik dog i sig selv, da han opdagede en garage med biler – MEN så legede han med bilerne inden i dukkehuset. Hvem siger, at bilerne ikke kan lave mad, gå i bad og falde ned af trapperne?)

Herfra gik vi i gang med dagens store projekt – Køb parasol! Det skulle dog vise sig at være en noget sværere opgave, end jeg havde forudset. Hverken Harald-Nyborg eller Biltema havde ret mange udstillingsparasoller, og deres personale var forsvundet som dug for solen. Jeg besluttede, at vi måtte betale det ekstra for at få personlig vejledning i Bauhaus, efter at barnet blev mere og mere utålmodig med os.

Til min store overraskelse blev jeg – efter at have trykket på en knap – betjent af en person over en højtaler i Bauhaus, som sagde “Kig på den reol lige over for jer, til jeres venstre side længst mod trævarerne – der ligger de ganske få parasoller, vi har tilbage“. Det er værre at blive betjent af en person, som kigger på en på et overvågningskamera end slet ikke at blive betjent. Vi købte (surprise) ikke en af de to krøllede parasoller, som Bauhaus havde tilbage. Nu må jeg tilbage til nethandlen igen. Man kan åbenbart ikke få personlig parasol-betjening i kongeriget Danmark.

Fuck det. På vores mission havde vi dog købt lidt ind til sjov og ballade i haven. Så den stod på badebassin og fiskenet i haven. Aldrig har drengen været så glad. Selvom vandet var koldt og solen var forduftet. Det blev kun bedre af, at vi fik besøg af en af mine ældste veninder og hendes datter. Så var der rav i gaden. Det viser sig, at min dreng faktisk var ret tolerant og villig til at dele sin verden med hende. Mor er stolt.

Dagsrapporten må snart slutte, for jeg ved ikke om laks med asparges og nye kartofler er rigtig interessant at fortælle om, men det var i hvert fald lækkert. Nu sidder husbonden og jeg med hver vores pc og nyder freden og udsigten til intet mindre end tre uger mere af det her sweet sweet life.

Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi ok stor risiko for terroer og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?

Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.