Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”