Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?